Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nikolaj og Julie i det virkelige liv

En gammel kønsrolle-hugaf har på Kvindernes kampdag læst Jette Hansens antologi om status lige nu. Overblik haves, nøgle søges
Kultur
8. marts 2003

Ny bog
I efterkrigstidens Danmark var facader vigtige. Alt skulle se pænt ud udadtil... boligen, familien, den enkelte. Mennesker er som huse, lød Ole Sarvigs digteriske metafor. Hvad der foregik bag facaderne blev bevaret som en dyb hemmelighed for den opvoksende ungdom, og i 70’erne eksploderede det. Ud gennem sprækkerne peb det med fortællinger fra privaten, og ikke mindst dette blad og dets læsere snakkede med.
I dag er døren vidt åben. Folk krænger i tv deres mest intime liv ud i detaljer. De rækker ivrigt fingeren i vejret for at komme til. Konteksten er en anden end dengang. Hvilket naturligvis betyder, at det ikke gør det samme indtryk, selvom der er tale om hjerteblod. Træder man et skridt tilbage, lyder det som rituel korsang.
Det betyder på den anden side ikke, at der ikke kan tænkes interessante tanker på området eller ægges til diskussion, som det sker i Jette Hansens antologi, der har lånt sin titel fra Bibelens historie om Jacob, der slås med englen og ikke vil slippe den, før den velsigner ham. Han får et ordentlig gok over lænden, bliver halt, men får så velsignelsen. Sådan er det også i forhold. Man må tåle, hvis de skal lykkes, men hvor meget?

Kvinder normale
Anatomien i forhold er forbløffende ens, men der er variationer. Det begynder med en stormende forelskelse – Annette Nielsens er ud over alle grænser, endog landegrænser. Men så begynder den anden pludselig at trække sig, føler sig presset, og det er begyndelsen til enden. Skulle man have bøjet mere af? Næh, i Jette Hansens beretning indordner hun sig så meget efter mandens åbenlyse urimeligheder, der (netop derfor?) udarter i det absurde. Hun kan, ikke overraskende, finde en forklaring i sin barndom, hvor hun lærte den lektie, at kvinderne var de normale, man kunne regne med, mens mændene var sårede og/eller vanvittige.
»De normale kvinder blev ved med at være sammen med de vanvittige mænd.«
Det gjorde de ikke i 70’erne, og det gør de ikke i dag, men nok lidt mere. 75 procent af alle skilsmisser sker på kvindens foranledning, skriver Jette Hansen i forordet, men samtidig er kvinderne de mest giftesyge, der vil have romantiske bryllupper.
Øvelsen går ud på at have en mand/partner og alligevel have sit eget liv, karriere, værelse med udsigt. Der kæmpes – nu som dengang – med stoffet, og hvis man tror, men det tror man vel ikke, at der voksede bedre (par)forhold, mere ro og orden, ud af pionerernes indsats i 70’erne, tager man fejl. Nu er det børnenes tur til at gøre erfaringerne, ofte de samme, og rådvildheden er stadig fremherskende.
Ikke mindst i Isabella Miehe-Renards indlæg. Hun græd, da hun som 13-årig læste en digtsamling af en nu forlængst glemt, mandlig bekendelsesforfatter, en bog, som rummede et billede med siamesiske tvillinger som metafor for parrene. I dag har hun bl.a. gjort den erfaring, at kærlighed ikke er for tvivlere, og at en mor er en mor er en mor. I øvrigt er der gået Wittgenstein i skribenten – hun har opdelt sine teser i decimalbørker – 0.1, 0.2, 0.3, osv. Udgangspunktet er zero. Hun fortsætter sin research.
Forskellen er, synes det, at den yngre generation af kvinder har mere indblik i kønnets egne dobbeltheder og mere målrettet søger at undgå det bitre drag i ansigtet, som de for længst har kigget ud hos ældre medsøstre. Den har et ganske godt overblik over elementerne i det kønslige spil, men ligesom den forrige ikke en nøgle til løsningen.

Manden som tand
Bogen er skrevet af kvinder for kvinder, men drenge har vel lov at kigge med, for det er jo sådan set mænd, den handler om, og uden dem ikke en dyt eller en dialog. Håbet hos de fleste af skribenterne er fortsat en partner at leve sammen med, også hos nestor, psykologen Sanne Neergaard, der dog har fundet frem til, at hun sagtens kan leve et godt liv uden. En mand betyder ikke mere end en tand i et gebis. Spørgsmålet er så: Hvem gider være en tand? Til beroligelse, medbrødre og søstre: Hun har lige mødt en ny mand, forhåbentlig en hjørnetand.

Ud af sengen
Antologien er Julie og Nikolaj ude i virkeligheden på et lidt mere reflekteret plan, så det er helt velgørende, at Renée Toft Simonsen – bagefter – tænker, at hun burde have givet sin mand, hvem det så er, et spark ud af sengen den søndag, det er hans tur til at tage børnene om morgenen - i stedet for at blive såret og sur resten af dagen. Konsekvenserne er uoverskuelige, mener hun, men skulle nok alligevel have givet ham sparket. Ud af sengen altså, ikke af ægteskabet. Føljetonen fortsætter.

*Jette Hansen (red.): Jeg slipper dig ikke... før du velsigner mig. 138 s., 199 kr. Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her