Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En ny fortælling

Informationsteknologien har gjort op med den lineære fortællings logik
Kultur
8. marts 2003

Ny bog
Debatten om informationsteknologien fokuserer næsten vanemæssigt på forestillinger om fremtiden. Den er mere præget af strengt merkantile strategier og dramatiske visioner eller mareridt, end af forsøg på ansvarlig begrebsdannelse.
De vekslende forestillinger om muligheder og risici efterlader et vist behov for præcision med hensyn til computermediets historie og betydning. Det er baggrunden for The Language of New Media af professor i visuel kunst, Lev Manovich, fra University of California, San Diego, der på kompetent vis udfolder computerens historie for at præcisere, hvad nye medier som internetsider, virtuelle verdener, cd-rom og dvd er og gør.

Metasprog
Lydbånd, film og video lagrer og reproducerer en fysisk virkelighed, der kan manipuleres i montagen, hvor tiden bliver klippet sammen på en ny måde.
Disse egenskaber er fordøjet i de nye og radikalt programmerbare medier. Her omsættes tekst, lys- og lydoptagelser digitalt, idet alle værdier er numerisk repræsenteret. Det betyder, at nye medier gør det muligt at programmere noget, der ligner tid og rum, fremfor at reproducere faktiske tidsrum. Digitale former er uendeligt manipulerbare og tillader alle medieformer at flyde sammen i databasen.
Manovich ser det digitale som et metasprog, der kan mediere hvad som helst, fordi det ikke selv betyder noget særligt. Udviklingen af den avancerede mediemaskine engagerer overhovedet en (konfliktorienteret) drøm om manipulerbare kommunikationsvilkår.
Drømmen er materialiseret i databasen. Manovich læser databaser som værker, der organiserer et verdensbillede og udgør en anledning for fortolkning. Den typiske databases måde at organisere kulturelt stof på er encyklopædisk (alle data er sideordnede) fordi dens historiske udvikling tog fart i 1980’erne, hvor man ’gjorde op’ med de store fortællingers angiveligt liniære logik. Internettet er et oplagt eksempel.
Idag er man optaget af at lave programmer, der kan finde relevant materiale i infosfærens kaos, men browsere, der aktivt befordrer individuelle søgevaner, opretholder databasens kulturbærende status. Brugeren vælger sin relevante »fortælling«, men databasen definerer både menuen og brugerens værktøj, interfasen.

Teknogud
Manovich ser udviklingen af computerens interfase som en bestræbelse på at flytte det mentale liv ind i mere kontrollerbare rammer, hvor associationer f.eks. bliver til links.
I dag er det et netværk af databaser, der lagrer og spreder kulturen via interfaser. Man kan altså med nogen ret se computeren som en teknogud, der sætter sprog- og billeddannelsens betingelser.
Interfasen, der både fungerer som værktøjsflade og fingerer en dybde, gør den almindelige interaktivitet mere kontrollerbar. Ofte på en skærm, men det virtuelle udstyr, man påfører sig, er jo også bekendt. Tyngdepunktet i Manovichs’ bog er lagt på det interaktive forhold mellem interfasen og det 20. århundredes karakteristiske medie, filmen. Han analyserer forholdets udvikling fra den første, celluoiddrevne kalkulator til den digitale kulturs besættelse af filmiske virkemidler.
Det er en historie om talrige gentagelser og sjovt nok er både filmfremvisere og computerprogrammer struktureret som loops.

Kunstig tidsoplevelse
Producenter af nye medier drømmer om den perfekte, digitale version af kamerafilmens former. De digitale objekter må hellere ligne film end naturlig, visuel virkelighed (der er faktisk forskel). I såkaldt virtuelle verdener befinder man sig pr. televæren ’som i en film’, dog med den forskel, at tiden taber fylde.
Filmens montage af tidsfragmenter afløses af en programmeret rumlig montage, hvor man jo ikke skal spole for at komme frem og tilbage. I forhold til kamerarealismen kæmper digitalfilmen med sine hyperrealistiske egenskaber.
Digitale billeder kan opnå en højere opløsningsgrad end øjet vil opfange og er derfor aldrig helt troværdige. Man vil repræsentere virkeligheden som set på film, men fremstiller i praksis en digital virkelighed. Manovich definerer digitalfilmen som et medie, der eventuelt anvender kameraoptagelser i sin montage, faktisk som en art maleri med påmonteret kunstig tidsoplevelse.
Nye medier er digitale koder, der ser ud som malerier, udført på interfasens inderside! Det er sagt, at mennesker i dag er som Platons huleboere, der kun forholder sig til repræsentationer af virkeligheden, men de nye medier repræsenterer snarere det særligt digitale.
Det gør menneskelig bevidsthed måske også... Lingvisten George Lakoff forklarer i hvert fald, at bevidstheden er »automatiske, billedbaserede processer«, der scanner og gør ved.
Han, berømt for sin metaforteori, skriver ikke som om bevidstheden var en mediemaskine, så måske er det digitale menneske allerede realiseret... Måske er det George Lakoff?
Manovich foreslår, at den slags »videnskabelig« projicering af programmerbare processer på bevidstheden udtrykker et massekulturelt behov for kontrol. Hvem eller hvad, der kontrollerer – og hvorfor – må man tænke videre over, hvis man da får lov af sin kødcomputer. Ellers kan man roligt gå til Manovich og blive klogere på dens formsprog. Det er en vigtig bog.

*Lev Manovich: The Language of New Media, MIT Press, Cambridge, Mass. & London, 2001, 445 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her