Digte
Borgen har i sin serie af verdenslyrik og det lille Bebop forlag under ledelse af den tidligere Asger Schnack taget sig af den klassiske europæiske avantgarde fra omkring Første Verdenskrig. Efterhånden er det ved at blive muligt at danne sig et billede, et nyt billede og ikke bare af litteraturen, skønt i den, men af verden på dansk.
Nu også Tristan Tzaras 25 Digte, udgivet 1918 i Zürich.
Tzara hed oprindelig Sami Rosenstock og voksede op i Rumæniens hovedstad, Bukarest. I 1916 kom han til Zürich med sin monokel og skiftede navn til Tristan Tzara. Ikke noget helt tilfældigt navn heller. Han blev en af Dadas stiftere, måske det endda var ham, der fandt på betegnelsen.
Hans Arp siger : »Jeg erklærer hermed, at Tristan Tzara den 8. februar, 1916, opdagede ordet Dada. Jeg var til stede med mine 12 børn, da Tzara for første gang udtalte dette ord, der vakte så berettiget begejstring i os.
Det skete på Cafe Terrasse i Zürich, og jeg bar en brioche i venstre næsebor. Jeg er overbevist om, at dette ord ikke har nogen betydning, og at kun idioter samt professorer i spansk kan være interesseret i datoer. Det, der interesserer os, er ånden i Dada, og vi var alle sammen Dada, før Dada blev til.«
Tiden
Tzara taler selv i et Dada-manifest om »impulsivt og vibrerende at korsfæste kedsomheden for sjov skyld«, om det »store negative ødelæggelsesværk, der skal gøres færdigt« i en verden, der er »overladt til banditter, der flår hinanden i småstykker og ødelægger århundreder«, og om hvordan »ethvert foragtens produkt, der er i stand til at blive en fornægtelse af familien, er Dada.« Hans overskrifter siger: »Spontanitet, aktiv enkelthed, afsky«.
Tristan Tzara var en provokatør. Mere end noget andet afskyede han fastlagte betydninger, også når det drejede sig om ord, og i stedet dyrkede han det tilfældige. Hvor hans gode ven Arp lavede billeder ved at lade farvede papirstumper dale ned på gulvet fra en vis højde, skrev Tzara digte ved at smide en masse små sedler med hvert sit ord i en høj hat og så trække dem op igen et for et.
Tiden var præget af krig og revolution, men Tzara var ikke en kriger eller en oprører. Han engagerede sig ikke for eller imod. Han stillede sig udenfor, i det ny.
Efter krigen tog han til den tids kunstneriske hovedstad, Paris, hvor han sammen med de franske dadaister med Andre Breton i spidsen skabte grundlaget for den mere målbevidte surrealisme gennem en række skandaleforestillinger. Hans og Bretons veje skiltes omkring det politiske, og resten af livet, til sin død i 1963, var Tzara så digter. Dada var han vel også, men Dada betyder ingenting, som han og Arp jo selv havde sagt.
Måden
Zürich-Dadas foretrukne form var kabareten. Det foregik i et værtshus i Spiegelgasse, og man kaldte det Kabaret Voltaire. Her huserede Hugo Ball, Hans Arp, Tristan Tzara, Richard Huelsenbeck, Emmy Hennings, Marcel Janco, Sophie Taeuber og indimellem Francis Picabia. Hvad som helst blev fremført i vildt tilfældige blandinger, højt og lavt rumsterede mellem hinanden og delvist imod dadaisternes hensigt blev eksperimenterne af afgørende betydning for alle benyttede kunstarters fremtid.
Det har været sjovt, men det skete i skyggen af krigen, og det var et opgør med de fordomme, de fastlåste tankebaner, også de kunstneriske, der er krigens åndelige baggrund.
Tzaras 25 Digte udkom her i 1918 med træsnit af Hans Arp. De er ikke med i Bebops udgave, der til gengæld, som alle forlagets bøger, har omslag af Per Kirkeby.
Det er sans comperation ikke helt det samme, og det er også, med digte af den her slags, et spørgsmål, om de i det hele taget i normal forstand kan oversættes. Der er jo ingen fast betydning at transponere, kun en tummel af lyd, der giver mening fra sig i glimt og stød.
Manni Crone og Paardekooper har gjort forsøget, og det lykkes dem i hvert fald at videreføre den fornøjelse, dette glade arbejde har givet dem, til læseren.
Ord i mønster
Modtagelsen på dansk bliver ikke nemmere af, at den nu klassiske europæiske avantgarde aldrig for alvor vandt genklang eller indpas i dansk litteratur. Tendenserne blev hurtigt taget op i Helsingfors blandt de finlandssvenske modernister Björling, Enckell, Diktonius, Parland og bredte sig derfra til Sverige, men Danmark nåede de først for alvor i 1960erne som en glemt stor tradition, man nu kunne tage op. Derfor kommer Tzara også, 85 år efter bogens udgivelse, som et lyn fra en klar og dum dansk himmel, til et land, hvor Bent Jensen kan få en litteraturpris. Vi kender jo også kun det politiske kraftfelt, uden hvilket avantarden overhovedet ikke er begribelig, i stærkt forkortet udgave. »Du puslingland der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge,« som Aakjær sang.
Sådan også i det neutrale Svejts i 1918. »Et fuglebur omgivet af brølende løver,« kaldte man det. I det bur sad Dada. Også Lenin. Han boede lige over for Cafe Voltaire, og ingen ved, om han nogensinde stak sit røde hoved derind. Sikkert ikke ret meget, for nok var Dada også kommunistisk, men ikke på den måde.
Dada var nyt rum. Også åndeligt. Det var Einstein og Ouspensky. Gamle grænser mellem kategorier blev brudt ned, så hidtil adskilte fænomener kunne flyde sammen i en kaotisk højere orden. Tzaras digte hører hjemme i det nye rum, de er ulæselige efter de gamle regler, som mærkeligt nok stadig gælder for de fleste, også i litteraturen og de mere markedsorienterede dele af naturvidenskaberne.
Digtene er stadig fremmede og ny. Det er ikke blevet nemmere, siden Holbergs Erasmus Montanus, at erkende, at jorden er rund, og derved acceptere de deraf følgende ændringer i alting.
Derfor vil mange, formodentlig de fleste, også i dag og på dansk opfatte Tzaras digte som meningsløse, og det er de natuligvis også, ville Tzara sige, hvis det skal være på den måde.
Men hvis man gør sig den umage at læse hele bogen, alle de 25 digte igennem, og det tager vel kun en halv times tid, der sagtens kan fordeles på f.eks. fem gange seks minutter, altså fem digte ad gangen, vil uventede meningsstrukturer måske begynde at danne sig. Den tilsyneladende helt umetriske tekst vil så måske også vise sig at være poly- eller frirytmisk, dvs. at rytmer begynder at træde frem i mønster, hvorved betydning opstår.
Hvis ingenting hjælper, kan man stå på hovedet på en snurrende
karussel, der spiller »Brudevalsen«, mens man knuger en kop skoldhed te i hånden og samtidig læser digtene. Så vil linjerne blive slynget sammen, og »om jeg var gud uden betydning eller kolibri
eller min uafhentede tjenestepiges foster eller skrædder eksplosion skindfarve« vil ubesværet fortsætte 24 digte senere med »du vil ikke få denne aften min virilitets sidste raffinement det er længe siden jeg har overgået den løgnagtige industri hvor du sygner hen i dette øjeblik dit væsen af rådden sol«.
Digtene er maskiner af små snurrende elementer, der alle sammen er i bevægelse hele tiden. Man kan hoppe på eller af, som man har lyst til.
Men der er ingen tvang her. Dada er ikke et pensum. Dada var ikke systematisk som den senere surrealisme. Dada er befriende og konkret i sit nonsens, og Tzara er en virtuos digter af de meget høje.
Og selvfølgelig siger det noget. Selvfølgelig har det betydet noget. Der er både Paul Celan og Gunnar Björling i stumper af et digt, der hedder »bitter vinge aften« :
søster af mørket mindet spejlet
rørene knækker og løfter sig
...
mor
sygne hen
går igennem
hvorfor
blodig
*Tristan Tzara : Femogtyve digte. På dansk ved Manni Crone og Paardekooper. 40 s., 200 kr. Bebop
