Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det selvsamme selv eller ej

Svensk bog på dansk: Er det det menneskelige selv, der forandrer sig eller alt det udenom?
Kultur
4. marts 2003

Ny bog
Verden under bestandig forandring: Man skal ikke tage noget for givet. Den lidt klogere brillerer med en tilføjelse: det onde er ikke bare ondt. Det er en konstruktion. Og hvem siger familien skal være en kernefamilie? Det er også en konstruktion og kønnet og den maskuline dominans: Sociale konstruktioner. Som
Niels Åkerstrøm vurderede sidst i 90’erne:
»Som jeg ser det, er det simpelthen blevet meget besværligt ikke at være konstruktivist.«
Iagttagelser i det moderne eller senmoderne eller postmoderne udfolder sig som iagttagelse af forandringer. Man undersøger brud og tab og nye mønstre. Den svenske socialpsykolog Thomas Johansson abonnerer bestemt på forestillingen om den sociale virkelighed som en konstruktion. Og det gælder hele pakken: familien, arbejdslivet, det hverdagslige interiør og massemedierne. Johansson har skrevet en bog som undersøger, hvad disse forandringer betyder for det centrum som er os selv: Billeder af selvet – hverdagslivets forandring i det senmoderne samfund. Og det er relationen mellem det enkelte menneske og en teknologisk inficeret og moderniseret omverden, der søges afdækket:
»Hvad indebærer det for mennesker at leve i et moderne samfund, i et samfund der præges af stærke økonomiske, sociale og kulturelle forandringer, af det urbane livs anonymitet og rodløshed og af en fokusering på individets selvrealisering?«

Privat og disciplineret
Johansson skitserer fire forskellige og ikke umiddelbart forenelige billeder af selvet: det private selv, det splittede selv, det disciplinerede selv og endelig det såkaldt ’udstrakte selv’ som henfører til et ’cyberselv’; det selv, der lever på nettet spredt ud i virtuelle repræsentationer. Det første selv er verdens udgangspunkt som relativeres og svækkes over de to næste momenter inden det forsvinder ved det udstrakte decentraliserede selv.
Det private selv er det moderne subjekt. Det eksistentialistiske selv som agerer og orienterer sig ensomt over for en massiv omverden. Denne forestilling om det enkelte menneske som sin egen herre og sit eget projekt dominerer i dag den almindeligt udbredte forestilling om, hvad det vil sige at være moderne menneske. Man må diagnosticere sig selv og udvikle nye kompetencer til at definere og udfolde kernen i det, man mener at være. Man må opgradere sig selv for at følge med. Men når det suveræne selv forfølger en kollektiv norm for opgradering og effektivisering af kompetencer, forstår det måske nok også ved caféborde og i samtaler ført til langt ud på natten sig selv som et splittet selv. Det er ikke nemt at styre en tilværelse situeret i sociale netværk af komplekse krav og forventninger. Men det suveræne selv er ikke kun under socialt pres. Det man i skønlitteraturen ser udstillet som socialt pres, viser sig regelmæssigt som forskydninger af psykiske konflikter. Der er drifter og begær som ikke vil underordne sig den store plan i jeghuset. Det ubevidste er ikke til at styre. Relationen mellem selvets klart definerede projekter og det ubevidstes stadige udkast splitter selvet.
Der er en position som problematiserer billederne af både det private og det splittede selv: Det disciplinerede selv. Det selv som ifølge den franske socialforsker og filosof Michel Foucault er resultatet af objektiverende magtpraksis. Selvet er skabt for at det kan blive kontrolleret og reguleret. Skolerne, hospitaler, militæret og fængslerne udfolder sig som disciplinerende institutioner som påfører selvet ’individualitet’. Som Johansson konkluderer eller ikke konkluderer:
»I dag hvor mennesket forudsættes at være frie og unikke, kan man spørge sig selv om der overhovedet forekommer nogen form for
disciplinering længere. Er det virkelig sådan, at det vestlige samfund er kontrolleret og styret af overjeget, som Norbert Elias mener? Eller lever vi snarere i et samfund, hvor menneskets begær ikke længere udsættes for kontrol og disciplinering?«
Johanssons refleksioner stopper her. Spørgsmålet peger ud over bogen og på svarets plads står i stedet: Forslag til videre læsning.

Fint kompendium
Johansson er flittig og grundig og god til at parafrasere. Han refererer Baudrillard, Bauman, Butler, Foucault, Fromm, Giddens, og mange flere, men kommer ikke længere end referat og parafrase. Indimellem lister han egne hjemmegjorte pointer og tanker frem og niveauet falder. Billeder af selvet er et fint og pædagogisk kompendium over verserende tanker om selvet under forandring. Men ikke mere.
Johansson er desværre ikke i stand til at udfordre og kvalificere begrebet om forandring. Allerede Aristoteles bemærkede at forandring forudsætter konstans: Der må være noget, der forbliver det samme, for at det kan forandre sig. Johansson interesserer sig ikke for konstans og ser f.eks. kernefamiliens fortsatte primat som organisation af familien som afsløring af skuffende mangel på fantasi.
Johansson studerer konstruktioner uden at opholde sig ved konstruktionernes konstruktion: hvad er konstansen? Det i denne kontekst kritiske moment som Johansson ignonerer, kommer fra Kierkegaard som teologisk insisterer på at netop selvet, det menneskelige selv sat ved noget andet end sig selv er den blivende kontinuerte struktur som unddrager sig forandring. Selvet er som konstans forandringens mulighedsbetingelse.

*Thomas Johansson: Billeder af selvet – hverdagslivets forandring i det senmoderne samfund. Oversat af Joachim Wrang. 198 s., 229 kr. Forlaget Klim. ISBN: 87 79551920

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her