Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Spøgelser og blækklatter

Litteraturens fintmærkende vaklen i engagementet
Kultur
20. marts 2003

Tidsskrift
Efter et halvt års pause, overgang til nyt forlag og delvis ny redaktion har det litterære tidsskrift Den blå port atter rejst sig til et velbygget dobbeltnummer. Vi spankulerer ind gennem porten og anlægger en fri, nyliberalistisk tolkning af Pablo Henrik Llambias skildring af »Spøgelset på Hald«, en episode fra et litterært seminar på den sagnrige herregård.
Den søvnløse forfatter genoplever en forstærket udgave af et barndomsmareridt, mens han forsøger at fordrive tiden med læsning af Schacks roman Phantasterne: Alle lyde forstærkes abnormt og synsforstyrrelser deformerer alle bevægelser. En lysplet bliver til en søjle, der kondenserer rummet mod sit eget centrum, og en skikkelse danner sig, og dér står skummelt lysende et menneskelignende væsen.
Det kunne nu være en variant af H.C. Andersens Tante Tandpine eller hvorfor ikke den gamle langskæggede trold, der »bleger sølvpenge i Maaneskin«, som han lige har læst det i romanen. Men jeg vil egentlig hellere se det som en forborgen skildring af den kunstneriske skaben: »En mærkelig opvakthed i hovedet. En bastant fornemmelse af koncentration. En følelse af at være særligt til stede i rummet. Fuldkommen opmærksom på enhver bevægelse, enhver lyd. Det var sådan det startede.«

Portåbning
Det er ikke ukendt, at ethvert kunstværk egentlig handler om sin egen produktion, og det er endda lidt af et tema i tidsskriftets nye portåbning, allerede i Kirsten Thorups indledende novelle og Katrine Marie Guldagers interview med hende om bl.a. skabelsen af romanfigurer i deres vaklen mellem 1. og 3. person: »Mit hoved er indrettet på fiktion«.
Tidsskriftet er på sporet af ’det nutidige’ i digtningen og har indforskrevet en ung amerikansk kritiker, Lytle Shaw, til at analysere, hvad der er fulgt efter Language-digtningen i USA, en travetur i de højere luftlag, som alligevel finder jordiske tilknytningspunkter i bl.a. den visuelle kultur, i den brede udforskning af genrekonventioner, en ny stedsforståelse, dvs. en udvidelse af det tematiske rum, der inddrager f.eks. videnskabelige emner, samt en tydeligere, sammenhængende stil i en bevægelse væk fra brud på ord- og sætningsniveau. Det er altså ikke modernismens ord i frihed, men en ny bevægelighed, der med alverdens forbehold skitseres.
Noget af det svarer meget godt til træk i den nye danske digtning, der her er repræsenteret, gerne med Llambias’ lyde og syn – for
ikke at tale om den humor, som både kondenseres og decentraliseres i ejendommelige, tydelige forløb, f.eks. i Helle Helles minifortælling eller prosadigt om småbørnsfamiliens indkøbstur til Favør, mens firhjulstrækkeren løsner sig i farten, og enkeltdele af skrog og af kroppe flyver af, så til sidst kun tungen lige i munden gentager: huske køkkenrulle og letmælk! »indtil tungen ryger og med tungen tænderne en for en. Ingen kan sige, hvad det er, der holder hjulene i gang«. Men det kan læseren, for her er igen en utraditionel måde at udtrykke den skabende sproglige energi på.
Også Lars Frost er i indkøbscentret med sit brudstykke af en overnormal verden. En fuldstændig lakonisk fortalt beretning af islandske Kristín Omarsdóttir om manden, der skyder sig i foden, og børnene, der graver tæerne ned i haven med gravskriften: fars tæer, er uimodståelig i forskudt realisme. Digte af Naja Marie Aidt, bl.a. »Nå, men vi ledte efter det her barn/der er blevet væk./Henne i centeret.«, og Lone Hørslevs digte om kronprinsen har også overraskelsens karakter i de nære rum.

Engagement
Nu underbygger redaktørerne det nye præg af afprøvende attituder og stilholdninger, der vil vise omverdensengagementet gennem det formelle, ved at udpege en ældre tradition af eksperimenterende humor, detaljerede registreringer og særlig taletone. De får såmænd Gertrude Stein og Storm P til at klæde hinanden. Torben Jelsbak analyserer hans ’polyfone monologer’, hvis ekspressionisme blev kvalt i den danske tradition. Anders Søgård skriver om Jørgen Leths rumopfattelse, Nikolaj Rønhede om Turèlls Vangedebilleder, det kære sted som et skriftbillede, der varierer i de følgende udgaver. At Viggo Madsen passer ind i billedet, kan ikke undre.
I bestræbelsen på at indtegne også en nutidig identitetskrise er Stig Dagermans brændende eksistentialisme hentet ind, men med en fantastisk skildring af Guds besøg hos Newton 1727, hvor tyngdeloven vendes på hovedet, og blækket forlader blækhuset i en lige stråle for at genfindes som en vældig dråbe under loftet. En ny skaberkraft på spring.
Skeletterne i litteraturens skabe er sluppet løs gennem den blå port til dette animerende og løfterige hæfte, hvor der sker forunderlige ting i skriftens og kroppens rum. Det politiske og eksistentielle engagement gemmer sig, forklæder sig i fiktionens stædige krav på egen identitet. Man mærker, hvordan forfatterne vrider og vender sig, klæder sig af og på i diverse relationer til virkeligheden, der ikke sådan bare skal gengives og forsynes med gode miner, men med godt spil. Føtex og Enghave Plads, Vangede og Se & Hør kan være dele af en ny såkaldt ’stedsspecificitet’, en anden landskabsæstetik.
Fredsommeligt? Ja, tilsyneladende, nu mens virkelighedens nye spøgelser vokser ud af mareridtets fjerne og dog nære ørkeners reale rædselsscenarier. Litteraturen har ingen perleport. Den blå port er måske en kattelem.

*Den blå port 59/60. Redigeret af Tue Andersen Nexø og Lars Skinnebach. 120 s., 98 kr. Forlaget Arena. Udkommer fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her