Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Stridende poeters klub

’Literary Feuds’ er en underholdende gennemgang af en stribe kloge hoveders kamp på vid og sarkasme. Blandt de stridende optræder Lillian Hellman og Mary McCarthy
Kultur
13. marts 2003

Bog
Bortset fra de evindelige skænderier om, hvem der får hvor meget offentlig støtte, har vi med få og fornøjelige undtagelser været forskånet for såkaldte litterære fejder herhjemme. Som Gore Vidal har udtrykt det, så er atmosfæren blandt amerikanske forfattere anderledes tyk af competitiveness. I den netop udkomne bog Literary Feuds: a Century of Celebrated
Quarrels – From Mark Twain to Tom Wolfe ruller Anthony Arthur syv af de mest berømte op (samt et britisk: F.R. Leavis vs. C.P. Snow).
Resultat er blevet en underholdende gennemgang af en stribe kloge hoveders kamp på vid og sarkasme og et fascinerende indblik i, hvad der på godt og ondt driver en forfatter, der ellers ofte gemmer sig bag nedrullede gardiner og litterære virkemidler.
Blandt de dystende optræder nævnte Vidal, hvis fejde med kollegaen Truman Capote startede som humoristiske drillerier og endte, med at Vidal kaldte Capotes bortgang
’a good career move’. Derudover bliver der talt over bl.a. Hemingway og Gertrude Stein, Nabokov og Emund Wilson og Thedore Dreiser og Sinclair Lewis, hvis gensidige jalousi kulminerede med en Nobelpris og et par på hovedet til Lewis. Et af bogens bedste kapitler fortæller om Lillian Hellman og Mary McCarthy, hvis dramatiske opgør nok vil interessere læsere af den nye danske version af sidstnævntes roman Gruppen.

En amerikansk heltinde
Hellmans (1905-1984) og McCarthys (1912-1989) fejde havde rødder i den konflikt, der gennem det meste af det forrige århundrede splittede nationens intellektuelle – nemlig den, der udspillede sig mellem fronterne på venstrefløjen.
Med kæresten og kommunisten Dashiell Hammett ved sin side engagerede Hellman sig socialt i de turbulente 30’ere, hun besøgte bl.a. Rusland, hvis system hun udtalte sig positivt om, og støttede kampen mod Franco i Spanien. Senere involverede hun sig som aktiv antinazist og rejste bl.a. fra Paris til Berlin for at aflevere 50.000 dollars til en kvinde ved navn Julia.
Alt dette står i hvert fald at læse i de erindringer, hun begyndte at skrive, da hendes teaterstykker ikke længere blev sat op på Broadway. An Unfinished Woman (1969), Pentimento (1973) og The Scoundel Time (1976), som hendes tre memoirs hedder, skitserer ligeledes, hvordan hun i 1952 blev indkaldt af HUAC og nægtede at sætte navn på de kommunister, hun kendte.
Tilsammen leverer de et levende billede af en sand amerikansk heltinde. Et billede, der blev yderligere forstærket, da Jane Fonda i 1978 dukkede op i hovedrollen i den vellykkede filmatisering af det midterste bind, Julia.

Damen med barberbladet
Mens Hellman repræsenterede den del af venstrefløjen, der –skulle det vise sig, da sagen Hellman vs. McCarthy begyndte at rulle – støttede Stalin helt frem til starten af 50’erne, tilhørte den syv år yngre McCarthy den mere liberale antistalinistiske fraktion.
De to krydsede første gang klinger ved en universitetsforelæsning i 1948, da en ung McCarthy afbrød Hellman og foran forsamlingen kaldte hende en løgnagtig propagandist. Rivaliseringen brød dog først for alvor ud i 1980, da McCarthy – ’Damen med barberbladet’, som hun blev kaldt – på et tv-show blev bedt om at nævne nogle overvurderede forfattere.
»Den eneste, jeg kan komme i tanker om, er en oldsag som Lillian Hellman, som jeg synes er ekstremt overvurderet, en dårlig forfatter og en uærlig forfatter, men hun tilhører jo fortiden,« svarede McCarthy, hvorefter hun gentog, hvad hun havde skrevet i en anmeldelse flere år forinden, nemlig at alt, hvad Hellman skrev, var løgn – »including ’and’ and ’the’.«
Hellman anlagde injuriesag mod McCarthy med et erstatningskrav på over 2,25 millioner dollars. Som Arthur påpeger i Literary Feuds, skulle dette primært tvinge McCarthy til en offentlig undskyldning.
I stedet gav sagsøgte sig til at gennemlæse Hellmans bøger i jagten på uoverensstemmelser mellem det skrevne ord og virkeligheden. Med hjælp fra stribevis af forfattere og akademikere, samt ikke mindst virkelighedens Julia, der aldrig havde mødt forfatterinden under krigen, hæftede hun sig bl.a. ved Hellmans tilsyneladende fiktive skildring af sin rolle i kampen mod nazisterne, ligesom hendes i erindringerne godt kamouflerede stalinistiske sympatier kom frem i lyset. Gradvist begyndte billedet af legenden Hellman således at krakelere.
Men bevise, at alt, hvad Hellman havde skrevet, var usandt, kunne hun trods alt ikke, og retsagen truede med at ruinere den stædige McCarthy, inden den blev skrinlagt, da Hellman døde i 1984.

Alle forfattere lyver
En af dem, der forsøgte at mægle i striden, var Norman Mailer. I The New York Times skrev han bl.a., at alle forfattere lyver – »selv Henry James og Norman Mailer!« I modsætning til sine mange kolleger kunne eller ville Mailer med andre ord ikke tage stilling.
Det samme gælder Anthony Arthur. Man forsøger ivrigt at spore, hvorvidt forfatteren foretrækker Tom Wolfe eller John Updike, Mark Twain eller Brett Harte og så videre. Men forgæves. Litterary Feuds deler sol og vind nogenlunde lige, og Arthurs endelige konklusion er for så vidt, at mange af disse stridigheder i bund og grund handler om, hvorvidt seriøs litteratur kan være populær og omvendt. Efter sidste side svæver svaret stadig i vinden. Heldigvis smitter bogens engagement af i en sådan grad, at man selv får lyst til at konsultere de værker, uden hvilke der aldrig havde været nogen fejder. Gruppen er slet ikke noget dårligt sted at starte.

*Anthony Arthur: Literary Feuds. 240 s., 300 kr. hos Atheneum Boghandel. St. Martin’s Press. ISBN 0-312-27209-X

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her