Læsetid: 4 min.

Svingtur i de kongelige luftlag

Ny bog genfortæller DR tv-serie, der genfortæller livsforløbet for de mangfoldige kronede efterkommere af ’Europas svigerforældre’, Christian den 9. og dronning Louise. Hvad kan nutiden lære af alle de dynastiske forviklinger?
27. marts 2003

Public service er offentlig service, og altså må det handle om offentlige personer. Jo mere offentlig, des mere public service.
Sådan må tankegangen være i DR, der fra den 6. april lægger en gevaldig gang kongerøgelse over de danske tv-skærme. En serie i seks afsnit, En kongelig familie, der bygger på royale privatoptagelser og ikke mindre end 80 timers interview med talende hoveder, der har beholdt kronen, såsom de danske – og dem, der har tabt den, såsom Grækenslands ekskong Konstantin og tilsvarende eks’er fra Rumænien, Jugoslavien og Rusland.
Hvilken fællesnævner – udover den mere eller mindre kongelige – kan disse hoveder sættes på? Jo, de er alle efterkommere af Christian den 9. og hans hustru Louise. Og så er der jo en dansk vinkel på. Ja, det vil sige, hun var prinsesse af Hessen, og han var fra Glücksborg, og størstedelen af hans familie kæmpede for de slesvig-holstenske oprørere under opstanden mod Danmark 1848-50.
Når Christian valgte den danske side, skyldtes det, at Frederik den 6. havde taget sig af ham, da han blev faderløs, og at han siden blev udset til at videreføre kongelinjen, når
oldenborgerne uddøde med Frederik den 7.

Et lammet folk
Som en aktuel krog at hænge alt dette på kan anføres, at det til november er 140 år siden, at Christian den 9. blev kronet som den første glücksborger. Spinkel krog, men altså nok til tv-serien, der nok er mere solidt forankret i tv-ledelsens tidløse forestilling om, hvad der skal til for at lamme folket foran skærmen.
Forlaget Lademann forudser også folkegunst. Det udgiver i dag et pompøst 300-siders værk, der er et forhåndsopkog på tv-serien.
På forsiden glammer påskriften: »Forord ved Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.« Ih dog, en kongelig medpusten til spredning af al røgelsen, kan man tænke. Indtil man ser forordet: Sølle 11 boglinjer! En tredjedel udgøres af disse omhyggeligt balancerede betragtninger:
»I en tid, hvor familien ikke altid står så stærkt i den enkeltes bevidsthed eller i dagligdagen, er der alligevel stor interesse for historien, ikke mindst den historie, der forener det personlige med det almene.«
Visseligen, vor drot, visseligen.
Mere kød er der på historikeren Steffen Heibergs 11-siders indledning til bogen. Han beretter kort om de fem glücksborgere, der indtil nu har beklædt den danske trone. Han kalder dem »en succes«, og nøjes med at omtale det som »ulykkeligt«, at Christian den 9. støttede Højre-statsminister Estrups grundlovsstridige midlertidige love. »Til en vis grad også manipuleret af Estrup,« skriver Heiberg velvilligt. Tilsvarende er han nænsom ved Christian den 10., der bragte sin trone i fare ved at afskedige det radikale ministerium Zahle for at få Flensborg »hjem til Danmark«.
Her begynder vi at nærme os en pointe, som dukker op – men aldrig understreges – i bogens følgende 250 sider om halvandet hundrede års monarker i mange lande: Jo mere de blander sig i rigets styrelse, des værre går det.
Grækenland er et eksempel. Christian den 9.’s næstældste søn blev som kun 17-årig – arme dreng! – indsat af stormagterne som græsk kong Georg, da en tronbeklæder fra Bayern havde gjort sig umulig. Georg holdt i hele 50 år, hvorpå han blev myrdet af en græsk skolelærer. Sønnen Konstantin den 1. blev suget ind i Første Verdenskrig og afsat. Hans næstældste søn tog over – og døde af et abebid.

Robust psyke kræves
Så kom Konstantin tilbage og søgte at gøre sig gældende som feltherre mod tyrkerne. Efter et katastrofalt nederlag måtte han igen i eksil. Hvorpå Konstantins ældste søn blev indsat og afsat og indsat. Således gik det i svingtur, indtil den dansk-gifte Konstantin den 2. røg endeligt af den royale gynge ved en folkeafstemning i 1975.
Ruslands zarer hverken formåede at regere eller lade være, og det endte med frygtelige følger (se nedenfor på siden).
Tilsvarende kan siges om den tyske kejser Wilhelm den 2., der dog ikke var glücksborger, men tværtimod var afskyet af dem, fordi han med sin emsige bralren var så helt åbenbart uegnet, at han var en skam for hele sin stand, slægt eller ej.
Når altså ikke de kongelige kan være til nytte, må de være til pynt. Men hvilken? I sin indledning fremhæver Steffen Heiberg, at det med monarkernes indskrænkede magt er nødvendigt, at de træder i en synlig karakter for at udfylde en rolle. Han henviser til den nuværende Margrethes kunstneriske sysler og hendes fars interesse for musik og søfart.
Men Heiberg påpeger også, at den stadigt mere nærgående medieovervågning gør det svært: Psykisk robusthed er blevet en nødvendig royal kvalifikation.
Den danske kronprins, der går i sit 36. år, lider under alle tronfølgeres vanskæbne, lediggang. Hans image er muskelstærk playboy, men hans udtalelser om den gerning, der venter et eller andet sted forude, vidner om en næsten desperat ansvarsfølelse. Selv har han sagt til journalisten Ninka:
»Den danske befolkning vil gerne lægge de dyder, den måske ikke altid selv kan leve op til, over på den kongelige familie. Den symbolik må vi så prøve at indfri.«
Og med tilføjelsen:
»Dybest set er det store fordringer.«

*Anna Lerche m.fl.: En kongelig familie. 304 s. 379 kr. Lademann.
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu