Læsetid: 4 min.

At være en varm pige

Sexscenerne og satiren holder, men Mary McCarthys ’Gruppen’ har et umiskendeligt historisk præg. Det er måske heller ikke så tosset
15. marts 2003

Ny bog
Hvad gør en bog til en klassiker? Svært at sige, men et eller andet ved Mary McCarthys Gruppen får mig til at tvivle på, at den er præcis dét. I hvert fald rammer romanen ikke denne nutidslæser nær så stærkt, som man kunne tro i betragtning af dens enorme gennemslagskraft:
Den udkom første gang i 1963 og er med på nettets boglister over ’alle tiders 50 bedste kvinderomaner’ osv.
Men selv som historisk dokument om min mormors tid er Gruppen værd at kende: Bogen er en flot skruet kollektivroman med otte hovedpersoner, alle 1933-kandidater fra det fornemme kvinde-college Vassar. Vist er de forskellige, men kogt sammen til én person udgør de en ny kvindetype, slagfærdig og med personlighed, ideal Katharine Hepburn.
Samtidig lancerer Roosevelt sit New Deal, Hitler er ved at sætte Tyskland på den anden ende, kommunismen har appel, hele verden virker ny... hvad den selvfølgelig ikke er: McCarthy viser, at de otte unge kvinder, som hun slipper, da de er lige omkring 30, trods deres høje ambitioner om at få mere ud af deres liv end deres hjemmegående mødre, sidder fast i en ambition om at gøre det hele bedre, i stedet for om blot at blive lykkelige som dem, de er. Men at de f.eks. som noget helt naturligt må vælge mellem karriere og børn, befordrer vel heller ikke lykken.

Aktuel social satire
McCarthys blik for den slags gør bogen til en aktuel social satire, som har virket hårdtslående og rammende, men også berøver bogen lidt varme og engagement: McCarthy lader sig ikke rive med af sine personers liv og skæbne. Her er kølighed på færde, måske det samme fænomen, som ifølge oversætteren Hans Hertels kærligt og sjovt anbefalende forord gav McCarthy tilnavnet ’barberbladet’.
Men her er uforglemmelige scener. Det er i enhver forstand vovet, når McCarthy allerede på side 40 anbringer et af litteraturhistoriens historisk skelsættende samlejer. Nemlig da den pæne Boston-borgerjomfru Dottie første gang, hun har sex, opdager, at hun er vild med det – sex i sig selv: »Hvert eneste dvælende stød, som en violinbue, fik det til at dunke i hende efter det næste.«
Det sker, da hun ved en pludselig indskydelse går i seng med en fyr, hun dårligt kender, og som ikke er forelsket i hende. De snuskede omgivelser og mangelen på forsonende romantik kaster Dottie tilbage til hendes egen nyopdagede lyst, der er ikke andet. Og den ellers lidt anløbne Jim forstår hende faktisk:
»Det er da storartet at være en varm pige,« sagde han blidt. »Det må du ikke skamme dig over.«

Kays ægteskab
Ædende morsomt er den tåbelige Libbys indtog i forlagsverdenen, og for alle, der stadig inderst inde synes, det er underligt, at kvinder ikke har kunnet slå mere igennem (mon ikke det alligevel skyldes mangel på talent?), er historien om Kays ægteskab et lærestykke: Kønne, livlige Kay skammer sig over at være fra Salt Lake City og gifter sig som 22-årig med den neurotiske og selvoptagede kunstnerspire Harald, et skoleeksempel på en mand, der i (uheldigvis berettiget) mangel på tro på sit eget kunstneriske talent undergraver sin kones selvværd både seksuelt og intellektuelt. Harald brænder sine chancer i teaterverdenen, mens Kay avancerer i sit helt almindelige job i stormagsinet Macy’s.
Men lige så interessant er det, at Kay helt bogstaveligt hellere vil dø end leve med, at den mand, hun idealiserer og bygger op karrieremæssigt (på bekostning af sin egen glimrende forstand), kun formår at bolle udenoms og stange sin kone blå øjne.
Og der er børnelægen Sloan, der lægger sin kones liv med deres lille søn i faste rammer (’mad hver tredje time, ikke oftere, børn har godt af at græde, det udvikler lungerne’), uden at Sloan selv drømmer om at røre en finger, hvor broget resultaterne af hans forskrifter så udvikler sig. Børnelægens ideologiske holdning til børneopdragelse viser, hvor vanvittig verden bliver, når alting ideologiseres. Som i bogen, hvor det at vaske sig, male sine vægge sorte, amme sit barn eller spise smør i stedet for margarine optræder som vigtige politiske statements. McCarthys satire er stilfærdigt effektiv, når hun gør grin med indskrivningen af selv latterligt små gøremål i revolutionens store tidehverv.

Skrap dame
Mary McCarthy levede 1912-1989, var gift fire gange, ven med filosoffen Hannah Arendt (bevidnet i en rig brevsamling), fjende af Lillian Hellman. Som debattør en slags Salman Rushdie, som mange senere kvindelige og feministiske forfattere givetvis står på skuldrene af.
Men ironisk nok indhentes forfattere som McCarthy måske netop af deres overvældende succes og uomgængelighed som samtidslitteratur. Det aktualiserer T.S. Eliots vidunderlige overvejelser om klassikerbegrebet:
»Man siger, at moderne litteratur er klogere end ældre litteratur, fordi vi ved så meget mere end dem. Netop; og det er dem, vi ved det fra.«
Det nye, Mary McCarthy gjorde, er ikke længere nyt, fordi det er blevet efterlignet så tit – og i flere henseender også overgået. Måske var hun en varm pige (det tror man gerne fra brevene) – men som skrap dame i høj grad en tidstype.

*Mary McCarthy: Gruppen. Oversat og med forord af Hans Hertel. 438 s., 179 kr. Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu