Læsetid: 5 min.

Absolut Sture

’De vil frelse vor verden’ lød det bekymret i Familie Journalen i 1967. Bekymringen skyldtes undergrundens konge, provoen og plakat-kunstneren Sture Johannesson fra Malmø
1. april 2003

Ny bog
Året 1976 blev et højdepunktet i Sture Johannessons karriere. Og et slutpunkt. »Jeg har været nedfrosset i 20 år,« sagde den svenske plakat-, provo- og digitalkunstner for et par år siden om sin udelukkelse fra pæne og andre selskaber. Ordene faldt i en samtale med kunstkritikeren og kuratoren Lars Bang Larsen, der nu sammen med kunstneren selv har begået en monografi.
Men tilbage til 1976, året hvor den feterede og forhadte frontfigur for Rote Armee Fraktion, Ulrike Meinhoff, blev fundet død i sin celle. Sture Johannesson rejste til Tyskland for at deltage i begravelsen. Bagefter stjal han bårekransen, tog den med hjem, hvor han viste den frem på en udstilling i Stockholm: »Om Tyskland – i Tiden«.
Det kunne såmænd have været harmløst nok, hvis ikke anledningen havde været den svenske konges forestående bryllup med tyske Silvia. Udstillingen blev hurtigt inspiceret af både udenrigs- og indenrigsministeriet og sågar af den vesttyske ambassadør. Og så blev den lukket, og Sture Johannesson sendt med politieskorte tilbage til Malmø.
Plakaten til udstillingen var signeret af Sture Johanneson og teksten var formuleret som et profetisk spørgsmål: »The pen is mightier than the sword?«
»Autoriteterne var så venlige at bekræfte, at sværdet er det stærkeste.«
Det var dengang.

Et udvidet ansvarsområde
Det er svært at være rigtigt provokerende på den gode, gamle måde, når Pils sprængte barm fylder forsiden af B.T. og Lars Hjortshøjs behårede bagdel tv-skærmen i en venlig familiekomedie. Den danske provokunstner Jens Jørgen Thorsen blev på sine gamle dage både folkekær og folkloristisk. Han var så ’dejligt provokorende’ at han i Thomas Ejes skikkelse fik hovedrollen i en Tele Danmark-reklame.
Det løber som et mantra gennem samtidskunsten: Den skal ville noget, og den skal kunne. Det er svært at genopfinde den politiske kunst uden blot at genoptage de gamle strategier. Og endnu sværere at få dem til at virke: En kunstner som Joseph Beues er lige aktuel, men når hans berømmelige Kunst er kapital står skrevet på en hyggelig husbåd i Nyhavn – der vist nok huser et såkaldt undergrundsteater – har det ikke rigtigt samme klang som førhen. Det står nemlig også i lærebøgerne på Handelshøjskolen. Nye tider og nye tabuer kræver nye strategier.
For at skære det ud i pap: Når kunsten skal turde noget, ender det i dag ofte i en af to ting: Tomme provokationer eller fortænkte tekster. Men som man kunne læse i avisen fornyligt: Det handler om at bevare »den kunstneriske nødvendighed, men samtidigt udvide ansvarsområdet.« Hvordan gør man så det?
Spørgsmålet kan måske besvare et andet: Hvorfor Sture Johannesson har fået en monografi og samtidskunstens opmærksomhed? Hvad er det med den psykedeliske kunst, plakaterne og provokationer og Galleri Cannabis i Malmø? Alt sammen minder fra 60’erne og 70’erne – trods alt.

Revolutionær bevidsthed
Man må mistænke de involverede for en snert af nostalgi: Sture Johannesson opnåede enhver provokatørs højeste mål: At blive både censureret og retsforfulgt for sin kunst. Det bekræftede strategien, og så ser det så nemt ud – sådan i bogform og på 30 års afstand. Som titlen på en af plakaterne fra 1967: Art is anything you can get away with.
Men selvom plakaterne opsummerer ikonografien fra både 60’erne og 70’erne (hashmotiver, hashpiber, psykedeliske farver etc.) er Sture
Johanneson på tværs – også i for-hold til ungdomsoprørerne. Født i 1935, fortæller han, føler han sig mere som et barn af krigen. En besværlig mellemgeneration uden for kategori.
Med et ekko fra Hans-Jørgen Nielsen pointerer Lars Bang Larsen, at det enestående ved Sture Johanneson ikke er hans politiske engagement, men det faktum, at det politiske engagement modsvares af et æstetisk.
»Ambitionen var at lave alternativ kunst, bedre og billigere (uprætentiøst og folkeligere), men ikke ringere end establishmentets ’finkunst’... Det i sig selv var provokerende for mange unge malere og grafikere i min generation.«
En af udstillingsplakaterne fra 1969 lyder som en trussel: The
Underground will take over Lunds Konsthall. Motivet er en nøgen, blond kvinde i psykedelisk lyserød, og er en variation over Delacroixs berømte maleri La Liberté Guidant le Peuple (Friheden fører folket), der portrætterer en kampplads, hvor friheden i form af en halvnøgen kvinde – med et gevær i den ene hånd og trikoloren i den anden – fejrer sejren over bourbonnerne under julirevolutionen.
Det er ikke underligt at Sture Johannesen har valgt maleriet som afsæt – det har en plakatagtig kvalitet, og den italienske kritiker Argan har betegnet det som kunsthistoriens første politiske værk.
Hos Johannesson er trikoloren erstattet af hashpibe og cannabisblad. Ambitionen er ikke mindre end julirevolutionens, men budskabet er en variant: Troen på frihed – gennem stoffer. For de ’rigtigt’ venstreorienterede, dem med ejerskab over revolutionen, var det en hån – revolutionen som Disneysjov. Men
i Malmø skulle verdensrevolu-tionen gennemføres med ’fredelige – og bevidsthedsudvidende – midler.’

Den digitale forlængelse
Omkring 1970 tager kunstneren, hvad der udefra ligner et kvantespring: Han bliver digital, en foregangsmand endda, og får som en af de første i Europa en Apple II. Et af fotografierne i bogen viser kunstneren sammen med Apples grundlægger Steve Wozniak.
I den periode var det ikke et særsyn. Mens slipsedrengene travede rundt ovre hos IBM, tiltrak selskaber som Xerox og Apple et særligt overskud fra ungdomsoprøret. Det kan selvfølgeligt undre, hvad forbindelsen mellem stof og it-kultur er, men han forklarer det selv: Computeren blev set som en udvidelse af nervesystemet, og blev på den måde et redskab, der tillod at arbejde med stofferne som materiale.
Det resulterede i en grafisk pixelkunst af den slags, som i dag laves som en retrohilsen til Space Invaders og arkadespillene, og tiden før verden gik af lave. Desværre tager mediet over. Et fotografi af David Bowie pixeleret og i lav opløsning er måske udtryk for en revolutionerende bevidsthed, men ikke for revolutionerende kunst. Johannesson blev ikke en Jens Jørgen Thorsen – han lod sig fryse ned og ud af offentligheden, selvom de revolutionære budskaber har fundet vej til T-shirt-industrien. Men det kan ærgre lidt: Det havde været interessant, om han kunne have demonstreret, at det politiske engagement og stofferne ikke var en blindgyde. Bogens sidste opslag og nyeste værk fra Johannessons hånd, er en plakat med roser og cannabis og gravskriften: Art was easy! In memero – Sture Johannesson – Legal Visions. Det ender med en stavefejl.

*’Sture Johannesson – When the legend becomes a fact, print the legend’ kan bestilles hos forlaget (www.lukas-sternberg.com). 39 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu