Læsetid: 5 min.

Bastardprinsessen der ændrede verden

Fængende historisk roman om Elizabeth den Første beskriver balancen mellem magt, civilisation og barbari
24. april 2003

Roman
Man kan bogstaveligt få både kvalme og ondt af at læse Susan Kays mammutroman Jomfrudronningen om Elizabeth den Første af England: Adelsmænd og tronprætendenter m/k sættes i Tower og rulles hovedløse og blodigt parterede ud igen efter under tortur at have tilstået alt muligt under overskriften ’højforræderi’.
Ondt i kroppen får man, fordi den slags jo alt for realistisk minder om Saddam Husseins og andre despotregimer, hvor magtkampe og politiske konflikter løses med en brutalitet, der tager vejret fra én, med fyldte fængsler, tortur og ved at makulere hele familier væk fra jordens overflade. Hverken opfindsomheden eller behovet for at afskrække de opsætsige er begrænset til fortiden. Omvendt bliver man taknemmelig over at leve i et land, hvor landet kan regeres og magtens mænd skiftes ud og beskæftiges med andet fornuftigt uden at få hugget hoved og cykelhjelm af.
Endda var Elizabeth I, der døde i disse dage for 400 år siden, en for sin tid human og fredsommelig fyrste. I 45 år regerede hun England kyndigt og klogt. Ikke kun mildt, men uden det storforbrug af terror og henrettelser, som fik frit løb i både hendes forgængeres og efterkommeres tid. Ganske enkelt fordi der var usikkerhed om magten, hvad der ikke var i Elizabeths regeringstid:
Elizabeths tid – der også var Shakespeares – blev en kulturelt og økonomisk enestående rig periode, hvor borgere og bønder opbyggede landets velstand og lagde grunden til Det Britiske Imperium. Uden Elizabeth ville man næppe i dag tale engelsk i Amerika, en stat sir Walter Raleigh netop opkaldt efter sin ’jomfrudronning’, Virginia.
Englands velstand voksede ikke mindst, fordi der var ro og orden og dronningen kløgtigt holdt krigen ude fra landets grænser. Dels ved militær forudseenhed, dels ved at lokke rivaliserende fyrstehuse med dronningens hjerte og hånd... Så længe fjenden håbede på en fredelig overtagelse af Englands trone, erklærede de ikke krig. Fyrsterne blev snydt, men i mellemtiden havde Elizabeth bragt sit militær i forsvarsstilling.

Bastardprinsessen
Det er ikke en stor litterær roman, Kay har skrevet, men en velresearchet historie om et liv så rasende interessant, at man ganske enkelt suger bogen til sig: Elizabeth var datter af den tyranniske konge Henrik den Ottende og Anne Boleyn, en kvik adelsfrøken, som bildte den kvindekære konge ind, at hun ventede hans søn. Annes snilde og kongens længsel efter en mandlig tronarving ændrede historien: For at blive gift med Anne og skilt fra sin dronning Katherine, der ’kun’ havde født en da voksen datter, Mary, brød Henrik VIII med den katolske kirke og gjorde England protestantisk.
Ambitiøse Anne fødte dog ikke en søn, men Elizabeth. En dødfødt dreng afgjorde sagen, og da Elizabeth var to år, røg Annes smukke hoved i kurven på Tower.
Herefter pløjede den syfilitiske konge sig igennem yderligere fire unge hustruer, alle kørt i stilling af ambitiøse stormandsfamilier. To blev henrettet, da syfilissen havde gjort dem ude af stand til at føde flere børn. Én døde af sig selv efter at have født den svagelige Edward, den sidste kone overlevede kongen, men blev snigmyrdet i et senere magtopgør.
Unge Edward kom på tronen, men døde 16 år gammel og blev efterfulgt af sin katolske halvstoresøster Mary, der giftede sig med den katolske kong Filip af Spanien – og gjorde sig fortjent til tilnavnet ’den blodige’ ved at rense godt ud i Englands protestantiske befolkning – før hun døde barnløs af kræft.
Først da kunne bastardprinsessen bestige tronen. Elizabeth, nu 25 år gammel, havde akkurat overlevet sin særprægede barndom med skiftende stedmødre (og medfølgende kongelige magtkonstellationer) samt talrige anslag mod hendes eget liv: »Ingen engelsk fyrste havde nogensinde siddet på så usikker en trone.«
Men som protestantisk tronarving havde hun dog også beskyttere, der håbede på et politisk comeback. Desuden besad hun en evne til at vække folks sympati, som hun bevarede hele livet.

Magtens fascination
Kays roman er kulørt i den forstand, at hun ikke har kunnet dy sig for at hælde lidt triviallitterær fernis over sin hovedperson: Vi skal altid høre, hvor smuk hun er, hvad man gerne tror efter billederne af den statelige rødhårede dronning.
På den anden side virker Kays beskrivelse af Elizabeth, af magten og mændene omkring hende både sandsynlig og troværdig: Man forstår Elizabeths stolthed over at være Dronningen, og hendes stigende erkendelse af sin umådelige dygtighed på området. Magten drager åbenbart principielt mænd og kvinder i samme grad og på samme måde – i hvert fald hvis de har talentet og temperamentet. Men når dronningen klamrede sig til sin trone, var det selvfølgelig også fordi alternativet ikke var stilfærdig tilbagetrækning på et provinsslot, men Tower eller snigmord.
Når hun aldrig giftede sig, skyldes det ifølge Susan Kay heller ikke vidtløftige forklaringer om at være vanskabt eller lesbisk: Elizabeth følte blot ingen trang til at få en konge ved sin side. England havde jo allerede en regent – hende. Men også seksuelt måtte hun være påpasselig, specielt for en kvinde var valget mellem magt og kærlighed helt reelt. Prisen var høj, i sine senere år forfulgte og forviste Elizabeth lykkeligt gifte mennesker fra sit hof. Hun holdt dem ikke ud.

Fængslende historie
Man må læse andre bøger for at erkyndige sig om periodens sociale og økonomiske forandringer og blomstrende kulturliv. På historiske kendere kan bogen måske virke personfikseret og rodet. For mig var det irriterende, at oversætteren efter gammel tysk-dansk skik kalder Maryerne Stuart og Tudor for ’Maria’, modsat bogens andre Maryer, mens den spanske konge staves på engelsk, Philip, og alle Katheriner konsekvent med C.
Men alt den slags kan let slås op på nettet, og Kays roman leverer en utrolig fængslende historie om mennesket Elizabeth og hendes gengældte kærlighed til England og de mænd, der stod hende nær, især ungdomsvennen, jarlen af Leicester (titlen gav Elizabeth ham) og statssekretær og senere finansminister William Cecil.
Ét forhold red angiveligt Elizabeth som en mare, forholdet til kusinen, den skotske dronning Mary Stuart. Troskonflikten mellem protestanter og katolikker blev holdt levende af en serie katolske attentatforsøg, og Mary, Elizabeths katolske rival, (hvis søn ironisk nok blev engelsk konge efter Elizabeth!) var for oplagt en oprørsleder. Mary blev interneret i husarrest i 12 år – men endte alligevel på skafottet.
Et glimt herfra er én af bogens bedste scener: Da bødlen har hugget Marys hoved af og vil løfte det op for folket, får han kun fat i en flot kastaniebrun paryk. Marys lille, grå hoved ruller fra ham hen ad jorden...

*Susan Kay: Jomfrudronningen, oversat af Alis Friis Kaspersen. 644 s., 349 kr. Cicero

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu