Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dumme hvide mænd

Filminstruktøren Michael Moore raser over sit hjemland USA. Han fremkalder gys, grin – og gab
Kultur
7. april 2003

Mandagsbog
Han råbte, så det kunne høres over hele kloden. Ved Hollywoods Oscar-uddeling for 14 dage siden gjaldede filminstruktøren Michael Moore ud over sal og kameraer: »Vi er imod denne krig. Skam Dem, mr. Bush.«
Moore modtog statuetten for sin film Bowling for Columbine, en ætsende udlevering af den amerikanske dyrkelse af skydevåben. Moores filmgenre er dokumentaren iblandet satire, trukket over i det groteske. Hans tv-serie The Awful Truth kan for tiden ses på svensk tv.
Samme genre søger han at dyrke i bogform. Hans skildring af det amerikanske samfunds stupiditeter – bogen Stupid White Men (Dumme Hvide Mænd) – lå trykt og klar til distribution 10. september 2001.
Næste dag skete der noget, der gjorde forlaget HarperCollins bange for at sende den på gaden: Terrorangrebene i New York og Washington. Efter dem vurderede forlaget – der ejes af Murdoch, den reaktionære mediemagnat – Moores udfald mod George W. Bush som upatriotiske og uegnede til markedet. Forlaget havde derfor tænkt sig at makulere de trykte 50.o0o eksemplarer.

Bibliotekarer i aktion
En kvindelig bibliotekar hørte om Moores trængsler og sendte e-mails ud til kolleger og bad dem protestere over for HarperCollins. Den opfordring endte flere tusinde bibliotekarer over hele USA med at følge. Modstræbende og uden nogen reklame frigav forlaget bogen - for dernæst at lamslås over, at alle 50.000 eksemplarer blev solgt på få timer. Bogen røg på bestseller-listerne. Der var alligevel et marked i USA for at høre ubehagelige sandheder.
Hvilke sandheder? Svar: Dem, der efterhånden er blevet standard-inventar i bøger, der revser verdens stærkeste magt:
*Valgsystemet er korrupt
*De valgte er korrupte
*Dette gælder ikke mindst Bush og hans ministre
*Straffesystemet er grotesk
*Racediskrimination trives stadig
*Mænd, hvide, sidder på magten
*Uddannelsessystemet er i dybt forfald
*Indkomstfordelingen bliver stadig mere obskøn
*Rustningsgalskaben raser, uanfægtet af Den Kolde Krigs ophør
*Skydevåben dyrkes som fetisch – med dødbringende resultater, også i USA’s
skoler
*Miljøbeskyttelsen bestikker firmaerne sig fra ved at yde valgbidrag til politikere.

Miks af doku og satire
Moore kører sin fremstilling i mix af fakta og desperat satire. Under overskriften »Hvordan overlever man global opvarmning?« giver han bl.a. disse to råd:
»Kontakt det lokale KFUM om svømmetimer.« og »Flyt ferien fra Florida til Montana.«
Er det morsomt? Måske. De første 100 sider ... men efterhånden trætter satiren. Den er ikke så djævelsk ond, at den giver modvægt til kendsgerningernes gru. F.eks. at antallet af amerikanere i fængsel i Clintons præsidenttid gik fra én til to millioner. Et nyt Gulag.
Michael Moore raser over republikanerne, men han har heller ikke noget godt at sige om demokraterne. De har over de sidste årtier tilpasset sig republikanernes højrenationaltreligiøse vanvid, hævder han. Clintons charme slørede, hvor langt til højre hans politik lå. Og Gore var – påpeger Moore – en fiasko. Han kunne hverken vinde valgmændene i sin egen hjemstat Tennessee eller Clintons Arkansas. Det var derfor, han blev fanget i Floridas sump.
Men se, her har Moore selv et forklaringsproblem. Han var nemlig ledende i præsidentvalgkampagnen for Ralph Nader, miljø- og forbrugeraktivisten, der stillede op i tilslutning til Det Grønne Parti. Og – som mange demokrater oplevede valgets forløb – var det Nader, der satte Bush i Det Hvide Hus. Udtrykt med gamle danske ord: Det bedste er det godes værste fjende.
Nader repræsenterede ’den rene vare’ – den ukompromitterede politik. Han var dragende, fordi han aldrig fraveg sin ungdomsidealer, forklarer Moore om Nader. Men det har Nader jo – som professionel aktivist – levet af.
Gore befandt sig i en anden verden. Der, hvor det er nødvendigt at indgå kompromis – ’sælge ud’, som de renfærdige siger. Og Moore vånder sig over mange sider i sin bog, når han forklarer, hvorfor Nader opretholdt sit kandidatur, også da det mod slutningen af kampagnen stod klart, hvor lidt ’stemmespild’ i den progressive lejr Gore kunne holde til.
Moore beretter, at han i sidste øjeblik forsøgte sig med et kompromisforslag i den grønne lejr, hvorefter Nader skulle vige i de stater, hvor hans stemmer kunne
give Gore sejren.
Forslaget blev imidlertid kvalt af selvopholdelsesdriften i Naders kampagnestab – blandt andet fordi den grønne stemmeandel kunne frygtes at falde under, hvad der gav offentlig kampagnestøtte til næste valg. (Det gjorde den alligevel.)

Bedst til harmløshed
Moore er bedst dér, hvor han reelt er mest harmløs: Når han bare basker løs på præsident Bush. F.eks. når han fortæller, at Bush ved en tale ved dimissionen fra Yale Universitet pralede af, hvor middelmådig en studerende han selv havde været: »Og til jer middelmådige siger jeg: I kan også bliver USA’s præsident.«
Michael Moore tilføjer: »At man også har brug for en eks-præsident som far, en bror, der er guvernør i en stat, hvor der mangler stemmer, og en højesteret, der er fuld af ens fars bonkammerater, må have været for indviklet at inddrage i en kort tale.«

Dokusatire
*Michael Moore: Stupid White Men, Penguin Books,135 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her