Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Glade drenge og grove løjer

Dansk hiphops 15 års fødselsdag fejres med en forrygende dobbelt-cd, hvor foråret har budt på blandede bolsjer fra L.O.C., Suspekt og Mod Alle Oddz
Kultur
28. april 2003

Man bliver simpelthen både glad og fornøjet, når man lytter til den gennemført dansksprogede og på alle måder råswingende dobbelt-cd Dansk Rap 1988-2003.

Af flere årsager, såmænd, men først og fremmest fordi det med hiphoppen syntes at være lykkes de lokale rødder at overtage en udenlandsk -– amerikansk! –- valuta og forvandle den til klingende, gangbar lokalmønt.

Dernæst pga. den store variation, opfindsomhed og sprogglæde, der lægges for dagen og endelig ikke mindst det kvalitativt høje niveau – og så ser det faktisk ud til at de ansvarlige bag denne herlige opsamling har fået stort set alle med, der på den ene eller den anden måde har sat sit præg på genren i løbet af de 15 år, der er gået, siden MC Einar og Rockers By Choice lagde fundamentet for genren.

Undertegnede savner faktisk kun »Sommer & Sol« med Angry Ass og »Hængerøv & Håndtegn« med Johnny Hefti blandt de 37 i øvrigt velvalgte skæringer.

Essentiel lytning

Men alene i lyset af, at Tante Berlingeren i vinters viste sit sande småborgerlige ansigt som talerør for det nuværende gustne regime -– hvis parlamentariske grundlag som bekendt hviler på en flok ligusterfascistiske, tumbe-fundamentalistisk kristne og gennemført racistiske botnakker, der i åndelig indskrænkethed ikke ligger mange milimeter fra en vis Johnny Hansen, og hvis yndlingsbeskæftigelse er en konstant indskrænkning af borgernes frihedsrettigheder og systematisk forfølgelse af enhver, der vover at være anderledes –- og på intet mindre end lederplads udråbte hiphoppen til at stå bag alle den danske ungdoms dårligdomme (vold, bander, promiskuøsitet, druk, mobning, you name it), er cd’en sin vægt værd i guld.

Over for disse udokumenterede påstande står så væsenforskellige, men også gennemført flabede kunstnere som Malk de Koijn, Østkyst Hustlers, L:Ron:Harald, Hvid Chokolade, Humleridderne, Den Gale Pose, Sund Fornuft, Jyder Mæ’ Attituder, Kongehuset og mange flere –- alene ensemblernes skægge og opfindsomme navne indikerer den sproglige energi, der kendetegner denne sprællevende og kulturelt set så dynamiske scene, der modsat rocken har nægtet at lade sig kneppe i røven af engelsk og i stedet fyldt deres plader med lige dele samtidshistorie, gadepoesi, grove løjer og party-party.

Det er stimulerende, skægt og skidefrækt og jow da -– indimellem tipper det over i det rene knaldepande. Og hurra for det. Dansk Rap 1988-2003 er essentiel lytning for alle og enhver, men selvfølgelig ikke for hvem som helst.

Puerilt bæ

Men har man problemer med de mere ubehagelige aspekter ved hiphoppen, skal man nok holde sig langt væk fra Suspekts langspiller Ingen Slukker The Stars –- som i øvrigt var med til at udløse vinterens blodprop ovre på Berlingeren.

Hvis tre pubertære drengerøve, der skyder med spredhagl mod alt og alle og omtaler kvinder/piger nedsættende (kælling, so, ho etc.), kan få det småborgerlige Danmarks pis i kog, så fint med mig. For mon ikke de fleste (unge) mennesker selv vil være i stand til at danne sig deres egen mening om det puerile bæ, der lukkes ud her?

Drenge er nu engang drenge og i den fase, hvor piger er uopnåelige for de mere kiksede af dem, har nogle fyre nu engang en tendens til at omsætte denne seksuelle hjælpeløshed til intern pral, macho og misogyni. Inden for hiphoppen sætter man det bare på vers og udgiver det.

Når den tid kommer kan Emil »Orgi-E« Simonsen, Andreas »Bai-D« Duelund og Rune Rask sætte sig ned og spille Ingen Slukker The Stars for deres døtre (søer?) og spørge dem, »Var far ikke bare så sej som ung?«

Den fremragende produktion kan ikke redde denne sump af slimet voldsporno, der udelukkende fortæller os noget om dens ophavsmænd, en flok sølle stakler, der tilsammen kan mønstre en IQ som en hegnspæl i løbetid. Men flot cover ...

Livskraft og ditto mod

Så er der godt nok mere pels på den omgang bøllerap, der står ud af munden på den irsk-århusianske L.O.C.

Selvom han benytter samme terminologi som Suspekt, tilsætter han emnekredsen såvel befriende humor –- selvironi skal man sateme ikke kimse ad i hiphop-sammenhæng, hvor der er en tenden til at blæse sig op, til det gør ondt! -– som en skarp hjerne, der observerer og tager noter, selv når dens ejermand er stiv af syre... hvad L.O.C. åbenbart gerne og ofte er.

Er Inkarneret -– som underet hedder -– ikke så sejt produceret som Ingen Slukker The Stars, har den ikke desto mindre mere at byde på for andre end lige indestængt liderlige drengerøve, der lever det søde liv på en blanding af tjald, bjørnebryg og junkfood.

Og så gæsteoptræder Suspekt-drengene i øvrigt rigeligt på Inkarneret, der emmer af hiphoppens adelsmærke, nemlig livskraft og ditto mod og generelt er en plade, der rykker kraftigt i lytteren under afspilningen.

Svinet swinger og som efterfølger til debuten Dominologi beviser den uden at anstrenge sig, hvorledes L.O.C. hører til blandt eliten i dansk hiphop med sine mundrette og syntaktisk problemfri raps om at gå i byen, drikke og ryge hjernen ud, slæbe tøser med hjem og hænge ud med hjemmedrengene.

Det er fluks ned på jorden igen med Mod Alle Oddz, hvis Det’ Så Svært... til fulde lever op til sin titel. Jow, det’ svært at lave ordentlig hiphop og det’ sgu træls når resultatet ikke bliver bedre end her.

Også selvom en vis forsonende humor –- de to rappere kalder sig således RimFrozt og Phuncky Phæther - parret med et vist intellektuelt niveau samt drømmende vokal fra Under Byens Katrine Stockholm på et par numre skærer gennem hørmen.

At de to herrer både er politisk og sprogligt bevidste tyder på et potentiale, og de to århusianske rappere er såmænd også ganske habile, men den old school-prægede produktion er mildest talt røvsyg og så kommer man altså ikke langt i dén branche.

Herfra skal kun lyde et bedre held næste gang, Frozt & Fætter. Som i øvrigt har et motto påtrykt cd’ens omslag, der passende kan bruges som afslutning her: UH-AHH; Uanset Hvor – Altid HipHop!!

Div. kunstnere: Dansk Rap 1988-2003 (Di:Lemma/Edel-Mega) www.danskrap.dk

Suspekt: Ingen Slukker The Stars (Tabu/Edel-Mega) www.skudtaet.nu

L.O.C.: Inkarneret (Virgin). Udkommer i dag www.loc.nu

Imod Alle Oddz: Det’ Så Svært (Rapireplikken). www.rapireplikken.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her