Læsetid: 6 min.

Høje historier

Ny bog fra gonzo-legenden Hunter S. Thompson. Virkelig? En helt ny bog! Ja! Ikke i topklasse, bevares, men generelt underholdende og i glimt gnistrende
10. april 2003

Ny bog
Den 12. september 2001 prøvede Hunter S. Thompson at samle sig om at nedfælde sine tanker og følelser omkring de begivenheder, der dagen forinden via fjernsynet havde ramt ham og millioner af andre amerikanere som en knockout. Thompson havde siddet og skrevet om amerikansk fodbold, da tvillingetårnene sank i grus i New York:
»Football suddenly seemed irrelevant compared to the scenes of destruction and utter devastation coming out of New York on TV,« skriver han. Og med en ironisk hilsen til sit nye yndlingshadeobjekt, George Bush Jr. – »the goofy child-President« – fortsætter han: »Make no mistake about it: We are At War now – with somebody – and we will stay At War with that mysterious Enemy for the rest of our lives.«
To måneder senere forsøger Thompson på sin egen aparte måde at indkredse det kollektive vanvid, der er fulgt i kølvandet på den 11. september. Og ikke overraskende bliver iagttagelserne til endnu en brik i hans fortsatte klagesang over skampulingen af Den Amerikanske Drøm. De unge, der er 20 år i dag, forudser Thompson, vil være den første generation i Amerika, som får en lavere levestandard end den foregående generation.
»The party’s over, folks.«

Tegneseriefigur
Passagen er et af de klareste og mest spontane øjebliksbilleder i Kingdom of Fear, Hunter S. Thompsons nye bog.
Hvad? En ny bog fra Hunter S. Thompson? Man gnider øjnene og kigger en ekstra gang: »2003« står der på kolofonbladet. Den er god nok. En spritny bog fra det nu 65-årige gonzo-fænomen. Ikke færre end 350 siders mere eller mindre friske udgydelser fra en mand, som ikke har udgivet en egentlig ny bog siden 1994, og som omverdenen i årevis har afskrevet som færdig, udbrændt, kaput, med det ene ben i graven.
Ganske vist er der kommet fire nye titler i det forgangne årti, men der har været tale om oprydning i arkivet: to brevsamlinger, genudgivelsen af en lille håndfuld småhistorier (Screwjack) samt romanen The Rum Diary, et ungdomsværk påbegyndt i 1959. Den sidste ’rigtige’ bog var Better Than Sex (1994), det fjerde bind i Thompsons såkaldte Gonzo Papers. At den nye bog ikke har fået undertitlen Gonzo Papers Vol. 5, må skyldes markedsføringsmæssige overvejelser. Man har ikke villet signalere, at der var tale om endnu et udskrab fra lageret.
Det er der også kun delvis. Som det har været tilfældet med de forrige Gonzo-bind, er Kingdom of Fear sammensat af stort og småt, artikler og breve, erindringsglimt og aktuelle iagttagelser, genbrug og nyskrevne fragmenter. Men hvor Thompson før viste sig som en blændende skribent i de tekster, der var selve hovedsagen, er det, som om han nu er bedst i afbrydelserne, sideblikkene, ekskurserne. De steder, hvor han for en stund glemmer sig selv og bare skriver. Med andre ord: Den nye bog viser, at Hunter S. Thompson ikke nødvendigvis er (helt) udbrændt som forfatter, men at hans relative tavshed snarere hænger sammen med, at han har været tæt på at bukke under for vægten af sin egen myte.
Berømmelsen har haft sin pris. Og ligesom Thompson ikke længere kan slappe af i eget selskab, kan han notere sig, at omgivelsernes opfattelse af ham er stærkt farvet af mytologien, ikke mindst Doonesbury-tegneserien og filmen Fear and Loathing in Las Vegas:
»It hasn’t helped me a lot to be a savage comic-book character for the last fifteen years – a drunken screwball who should’ve been castrated a long time ago. The smart people in the media knew it was a weird exaggeration. The dumb ones took it seriously and warned their children to stay away from me at all costs. The really smart ones understood it was only a censored, kind of toned-down, children’s-book version of the real thing.«

Frygt og paranoia
Hvor er forfatteren Hunter S. Thompson så henne i dag? Tja, fysisk tilbringer han tilsyneladende det meste af tiden forskanset i sin bunker, kaldet Owl Farm, ved Woody Creek uden for milliardærrefugiet Aspen, Colorado. Hvilket formodentlig er en del af forklaringen på den lettere klaustrofobiske fornemmelse, der emmer ud fra siderne i den nye bog.
De førsteklasses reportager fra den amerikanske virkelighed, som er kernen i forfatterskabet, er nu erstattet af iagttagelser på afstand, gennem medierne, hjemme foran det evigt kværnende tv, afbrudt af enkelte møder med virkeligheden udenfor, heriblandt en rejse til Cuba i 1999, men mest på afstand, og så ellers spædet godt og grundigt op med reevalueringer af fordums bedrifter.
Forfatteren er gået i eksil i sin egen myte og oplever verden fra en glasklokke. Som Dan Turèll noterede om sig selv på falderebet, er sproget blevet Thompsons tilflugtssted og legetøj:
»I find myself oddly alone in a quiet room with only a typewriter to strum on and a yen to write a song.«
Mentalt har Thompson til gengæld stadig antennerne ude og er nået til nogenlunde samme konklusion, som instruktøren Michael Moore for nylig gjorde det i sin succesrige dokumentarfilm om den amerikanske våbengalskab, Bowling for Columbine: USA er blevet en nation domineret af frygt, et folk drevet i defensiven af absurd paranoia.

Dylan på visit
Har man som denne anmelder taget de første mange skridt ud i skriftens verden med Hunter S. Thompsons bagkatalog som et uopnåeligt ideal, ligger fristelsen til at foretage det rituelle fadermord ligefor. Nogle af de Høje Historier er denne gang under lavmålet, og den tvangsprægede gentagelse af begivenheder, der allerede er tærsket godt igennem i tidligere bøger, kan være noget trættende.
På den anden side er den nye bog ikke bare en overraskelse i sig selv fra en kant, hvor man troede, at der var slukket for strømmen. Den er også i passager overraskende god. Bevares, det er en bog fyldt med tilløb. Tilløb til en selvbiografi. Tilløb til endnu en skarp, trist og længselsfuld tilstandsrapport fra et Amerika i opløsning. Tilløb til endnu en fantastisk, selvmytologiserende beretning om det gonzo-skallesmækkende alter egos gøren og laden. Tilløb til endnu en kulturkritisk analyse af »The Death of the American Dream«.
Men samtidig er det en bog præget af en rørende sårbarhed. En bog med lange, velskrevne passager og indimellem sågar lynende klarhed. Og en bog, hvor selvoptagetheden ikke hele vejen igennem får lov til at overskygge skriftens egentlige brændstof, en smittende og bramfri indignation, eller ligefrem vrede over den retning, USA’s magtelite har bevæget sig i:
»Who does vote for these dishonest shitheads? Who among us can be happy and proud of having all this innocent blood on our hands? Who are these swine? These flag-sucking half-wits who get fleeced and fooled by stupid little rich kids like George Bush? (...) They speak for all that is cruel and stupid and vicious in the American character. They are the racists and hate mongers among us – they are the Ku Klux Klan. I piss down the throats of these Nazis.«
Jo, fanen holdes højt i Woody Creek. Og trods den blødhed, der med alderen har sneget sig ind, fastholdes den uforsonlige tone, hver gang blikket falder på de bæster, der har forkvaklet Den Amerikanske Drøm.
Det gælder også i en kostelig passage fra 2002, hvor Owl Farm har besøg af en anden levende legende, Bob Dylan.
»Det kan godt være, at vi aldrig får bugt med de svin,« siger Dylan til Thompson, »men det betyder ikke, at vi behøver at blive som dem.«
Hvem der bare kunne have været en flue på væggen under dét topmøde!

*Hunter S. Thompson: Kingdom of Fear. 2003. 354 sider. Simon & Schuster. New York

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu