Læsetid: 5 min.

Landskab med citronmåne

Maria Grønlykke debuterer med en gæv og munter samling af historier om fynske bonderøve
2. april 2003

Ny bog
Søren Faulis Polle Fiction parret med svenske Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula parret med Jan Sonnergaards Radiator. Tilsat et skvæt varm, kæk og sjofel kvindehumor. Så nærmer vi os en karakteristik af Maria Grønlykkes debutbog, Fisketyven, som består af tolv historier fra det sydvestlige Fyn, tæt på Assens og ikke langt fra Snave, hvor den naive Polle som bekendt sover ungkarlesøvn hjemme hos sin mor og far.
Når Maria Grønlykkes bog får mig til at genkalde Mikael Niemis legendariske roman, der foregår i det nordlige Sverige, er det fordi hun skriver med samme milde erindrende distance til et udkantsområde, hvor der drikkes, pruttes, pisses og slås på livet løs. En tilsvarende ømhed over for det rå og temmelig fattige landliv findes ikke i Polle Fiction, der tværtimod praktiserer en form for nådesløs realisme.
Det er endvidere let at komme til at tænke på Jan Sonnergaard på grund af Fisketyvens mundtlige, selvkorrigerende og til tider emfatiske stil.

Fælles hukommelse
Det er ikke længere siden, end det er let af huske, siger fortælleren, der nogle gange træder frem som et jeg og andre gange skjuler sig bag et os. Jeget har forladt den verden, som hun voksede op i og erkender sig i den sidste fortælling som et »halvgammelt menneske«. Nu tænker hun tilbage, ikke så meget på sin egen private barndom, men på lokalområdet, på dets familier, på dets traditioner og ritualer, på landskabet der er under forandring med de nye grisestalde i fabriksstørrelse og huse der kastreres, som det hedder. Måske er der ikke længere så kønt ude på landet.
Jeget trækker sine fortællinger op af den kollektive hukommelses pøl. Hun bruger rygter, sladder, viden for de indviede, bittesmå brudstykker af egen erindring som byggestene til sine historier.
Fisketyven har en netværksagtig struktur. Der er tråde mellem de 12 fortællinger, både fordi nogle af personerne går igen, og fordi visse genstande og steder har det med at dukke op med jævne mellemrum, f.eks. den gule citronmåne, denne kage, der kan vente tålmodigt i mange måneder i køkkenskabet på pludselige gæster, og den fine udsigtspost, en blød bakke med seks- og syvkløvere, hvorfra man kan se over til Jylland, det vil sige »u’landet«.

Fynsk stemning
De bærende personer er Røde Johs og hans tre brødre. Røde Johs er en »faes te farli karl«, med en flot rød hestehale slangende sig uden på arbejdsjakken, fåmælt og slidsom som et æsel. Hans forskellige kærlighedsforhold og affærer er en hovedåre i bogen.
I en af historierne overtager han den forslåede enke, Birgit, efter den næstældste bror, Palle Sovesofa, da denne dør af druk. Ved gravøllet bløder Røde Johs hende op og overbeviser hende om, at han skal flytte hjem til hende samme aften ved at sige til hende, at hun har det »søest fjæs«, han kender.
Røde Johs er med i fem af historierne. Han møder andre kvinder: en, der lænser ham for hans oppugede opsparing, en anden, der straks hiver ham ned i sin seng – »nogle kvinder på landet er så sjofle, det er nok fordi dyrene går så tæt på.« Herudover er Fisketyven befolket med utallige særlinge – gniere, sadister, hængerøve og tysklandsshoppere – som måske bliver endnu mere underlige af at blive set i erindringens sepiatonede lys. Med sine passager i dialekt maner den effektivt en hyggelig-småtosset-lurevorn-blankøjet fynsk stemning frem, som jeg, der selv er født på Fyn, kan nikke inderligt genkendende til, men sparer heller ikke læseren for provinsens mere barske hemmeligheder, indavl f.eks.

Praktiske råd
En god fortæller giver gerne sin læser praktiske råd.
At Maria Grønlykke er netop sådan en fortæller, viser hun i bogens to bedste historier, »Methas ode til rødspætten« og »Gåsetræk«, der er så varme, sjove, rørende – og en kende foruroligende. I den første lokker en pengegevinst pensionisten Metha til at skrive en sang om rødspætten i anledning af, at Jan Lindhardt har udpeget den til årets pinsefisk. Efter mange (for læseren) skægge, klumpede forsøg får hun endelig brygget en sang, udformet som en opskrift på en lækker spættemenu, sammen på melodien »Jeg en gård mig bygge vil«. Det tragisk-ironiske ved melodivalget er blot, at de svulmende gårde med svineopdræt dræber fiskene, og Methas veninde, den Look-rygende Lizzie, der har et profetisk knæ og varselsdrømme, græder ved tanken om de blanke fiskebuge strøet ud på havets flade.
Min favorit er dog »Gåsetræk«, der er bogens længste historie. (Også her er det praktiske råd til læseren en opskrift, denne gang på røræg). Den handler om Herman, der elsker »snaps og fisse«, og som – måske – i forbindelse med en jagtfrokost får begge dele. Det er beskrivelsen af de midaldrende gæster og især maden, der er helt sublim. Som læser placeres man midt i et opdateret Brueghel billede: midt i en mæskefest, i et pølse-, fiske-, flæ-ske-, steg- og drukorgie. Maden er rigelig og spiler gæsternes velvoksne maver ud. Peberrøddene ligger som »pragtfulde store afskårne mandslemmer«, fine skiver roastbeef er »brune yderst, rødmende ind mod en saftig midte«, og medistre ligner »små, festlige tissemænd« på æblemos. I en rygepause, mens kvinderne anretter ost og vindruer, går mændene ud i det fri for at beundre en ny bil og holde fimsekoncert. En kostelig fortælling.

Uden dialekt
Der er dog nogle skønhedspletter. Den jyske musiklærinde i »Skoleafslutning med Frk. Klemmensen« bliver en Robert Crumb-agtig karikatur, der trøster sig med flødeboller i sit pebermøhus. »På kommunen« udarter sig til et stykke hårdtoptrukken socialrealisme. Desuden kan det undre, at jeget, når det har direkte replikker, taler rigsdansk og ikke fynsk som de andre personer. At ord som »raffi«, »laifi« og »farveller« ikke flyder i munden på fortælleren sætter spørgsmålstegn ved hendes inklusion i fællesskabet, rodfæstethed i lokalmiljøet. Måske har hun været en outsider fra barnsben og er ikke blot blevet det siden hen?
Men som helhed er Fisketyven en sej, drilsk, munter og gæv debut, som man kan græde lidt og grine meget over. Bogens sidste tegn er en pausestjerne. Som om Maria Grønlykke stiller i udsigt, at der kommer mere, flere historier. Jeg håber, at hun har tænkt sig at indfri dét løfte.

*Maria Grønlykke: Fisketyven. Historier hjemmefra. 164 s., 185 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu