Ny bog
Af en eller anden mærkelig grund har Lindhardt og Ringhof ment, det var betimeligt at præsentere den amerikanske skuespiller og billedkunstner og digter Viggo Mortensen oversat til, hvad der vel sagtens må være hans udvandrer-forfædres sprog. Grunden kan være svær at se, for skønt manden tydeligvis har sans for både fortætning og behersket pointering, har han tilsyneladende intet ærinde, der brænder på, hverken formmæssigt eller tematisk.
Det skulle da lige være en vis optagethed af rester, fragmenter, spor, alle de stumper, der bliver tilbage, når liv har fundet sted. Bagefter viser tegnene næsten sakralt hen til det skete, men de lyver samtidig om det: Recent Forgeries.
Dette er titlen på den anden af de tre bøger, ud fra hvilke Søren Vad Møller har samlet et udvalg af samme navn. Falsknerierne udsendtes i USA 1998, de øvrige, Ten Last Night og Coincidence of Memory, stammer fra hhv. 1993 og 2000. Hvilke tekster der hentes hvorfra, åbenbarer oversættelsen ikke; men i formvalget spænder den fra spinkle søjler af ord til mere massive kasser. Enkelte steder afløses prosadigte med skarpt afskåren bagkant af en kort, anekdotisk fortælling.
Forstået med det samme
Digtet »Reno« giver et udmærket eksempel på Viggo Mortensen, når han er nogenlunde præcis: »Hendes ansigt var spændt ud og stramt som et klogreb om kraniet. Hendes tænder blanke nitter. En der forsøgte at være anderledes. En der ville bemærkes hele tiden. For et øjebliks opmærksomhed gav hun afkald på sit hele liv hver aften. En jeg forstod med det samme.« Sådan en tekst sidder der bare, først i kraft af to sigende gentagelser, derpå i kraft af den bratte vending, hvorved jeget introduceres.
En lignende flot pointering finder man i et halvlangt bølgende digt om havet. Havet, der tager vores hemmeligheder, »det vi ikke vil se eller lugte til mere«. Vi smider fortiden væk, tror at den bare vil skylle bort, synke, måske drive langt fra land. Men ikke desto mindre finder vi kryptiske beskeder i sandet. En plasticpose. En fingernegl.
Engang fandt jeg en vielses
ring
blotlagt ved ebbe.
Jeg rørte den ikke.
Jeg var allerede gift.
Her viser forfatteren, hvad han vel tænker på, når han i bogens første digt røber en, til afgudsdyrkelse grænsende, dyb respekt for, hvor ting nu ender henne, disse »helliggjorte løse ender« der altid bliver tilbage.
Overlæsset med pynt
Enkelheden i digtet om havet er nu ellers ikke typisk for bogen. Mortensen kan kun sjældent dy sig for at pynte på sine påfund! Lad os tage nogle løsrevne passager.
I et kassedigt om fuldskab lørdag-søndag gynger de »tyngede, mosrådne grene« langsomt op og ned med en svag nattebrise, »som et svigtende hjerte«. I en tekst om mennesker, der mødes, ser de noget »tjæret brunt tovværk rulle sig ud og spændes for at bugsere dem ad blinde, forkrøblede stræder mellem sværtede søjler af hensmuldrende marmor«. Og i et ellers spændende digt over motivet: »falmede fossiler« hører vi, at det eneste grønne
er det snart pilende
snart forstenede firben
søn af de blivende fodspor
der aftegner brudvise anslag
til udviskede stier
i det fallerede flodleje.
Når jeg fokuserer på disse overpakkede, pretiøst overlæssede klip, er det måske fordi de kun alt for godt ligner digtudvalgets seks smagsprøver på Mortensens billedkunst. Som maler, eller skal vi sige: visuel konstruktør, leger han med skrift, overlejret skrift, bag figurer og farver. Det svarer til hans optagethed af spor, men det er kitschet i middelsvær grad. Bogens hele udstyr er faktisk noget af det klammeste og mest fimsede, jeg længe har set.
Oversat til dansk
Om Søren Vad Møllers oversætter-indsats burde man muligvis ikke udtale sig uden at kende til forlægget. Flere af de flossede digte virker rytmisk set overbevisende som transporter fra det ene sprog til det andet, men der er virkelig mange steder, hvor man spørger sig selv, om oversætteren mon har været for ufri og undladt at tænke over, hvad man i grunden kan sige på dansk. I fuldemandsdigtet fra før står der, at »hjemmebrændt sygdom hærder til sukker og tykner din tale«, og i prosadigtet om ham, der kører rundt fra sted til sted, udrustet med medicin, hedder det, at motorvejens frakørselsnumre viser af »til hvert enkelt samfund«. Står der dét i originalen, eller siger man bare sådan på det sprog, der kaldes translationese? Følgende sætning lader ane, at der er kommet koks i transformationen:
Efter i årevis at have gået i et
med tapetet og tilladt dig
at blive afrettet
er dit hår og tøj
blevet brunt.
Kan det virkelig passe? Teksten var måske klodset fra fødslen af? Eller også er den blevet gjort unødigt klodset på vejen over Atlanten...
*Viggo Mortensen: Nye falsknerier. Digte. Oversat fra amerikansk af Søren Vad Møller. 69 sider, 199 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag
