Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sortsynet forkromet

Jess Ørnsbos nye digte har problemer med det at forløbe. Og de har et uforløst forhold til deres egen humor
Kultur
23. april 2003

Ny bog
Det er på én gang godt og skidt, når nogen har let ved at skrive digte. De kan ryste dem ud af ærmet i kraft af talent, som med tiden er blevet ren rutine, og de har temmelig nemt ved at hitte på nye indfaldsvinkler, på »samfundet af i dag« f.eks. Med hvad deres fermhed blokerer for, er et forpligtet, forskende arbejde derude, hvor poesien hele tiden er lige ved ikke at være mulig.
Med titlen på sin nye digtsamling påstår Jess Ørnsbo at operere ude i bemeldte risikofelt. Tavse digte antyder flot, at teksterne knap nok har kunnet blive til tale. Men imellem bogens karrygule forside og dens lige så blanke og tomme grå bagside snakkes der ikke desto mindre i ét væk, uden de helt store problemer med at stå ude på kanten af sproget.
Eneste undtagelse danner bogens allersidste digt »Hvidhed«, der simpelt hen lader bogstaverne forlade papiret et for et, næsten som i Haydns såkaldte Afskedssymfoni, hvor musikerne rejser sig efter tur, tager nodebladet, slukker lampen og går.
Hos Jess Ørnsbo forsvinder ligeledes »de løsagtige a’er« og »de indbildske b’er / o’ets lille intimspejl / og k’ets brovtende hanerejsning / de havde klistret sig sammen til ord«, dannet kliker, lavet intriger. Men da de til sidst er borte, sukker poeten: »godt de forsvandt godt de / ikke mere forstyrrer denne ophøjede hvidhed«. Digtet slutter med paradoksalt at hylde kunsten at være papir – åbent for nye muligheder, renset for overflødig snak.

Hjernen på turné
Man kender Ørnsbos karakteristiske skæve tone helt tilbage fra debuten med Digte (1960) og gennembruddet med Myter (1964): en vrængen eller vrissen, kombineret med en original metaforik, der fremfor at køre på enkelt-ideer
fistrer fra indfald til indfald, så resultatet bliver en veritabel kæde af metaforer, springende mellem mange billedmæssige planer. Usvigelig sikkert er dog som regel valget af kroppen som udtryksregister. Mennesket som en skrivende krop, der siver af ukontrollerbare væsker. Ordet som ørevoks. Digtet som aftørret bussemand.
I den nye bog driver det således med sved og fodsved, snot, savl og pis. Hudorme og ligtorne nævnes. Indvolde og testikler. Oppe i hovedet sidder en hjerne, som på typisk ørnsbosk facon har det hårdt med at være i ro og følgelig flakker nervøst omkring. Ofte drager den på turné. Den vokser andre steder hen, hvor der ikke bor mennesker, den går i teatret, hvor kun sufflørerne hvisker i salen, og den går ud i butikker, der netop har solgt de allersidste ekspeditricer.
Siden besøger hjernen »bordeller / hvor kunderne er cementeret forhudsmæssigt / fast til huller i væggen«. Læg her nøje mærke til ombytnings-teknikken. I stedet for »forskriftsmæssigt« står der »forhudsmæssigt«, hvorved adskilte betydningsplaner føres næsten tvangsmæssigt sammen. Et andet eksempel kunne være »en hullet hat eller aftrådt sko«, hvor »udtrådt« erstattes med »aftrådt«. På følgende side beskrives et hus, hvis tidligere ejere blev pryglet ihjel. Udenfor står træerne »temmelig skamblæste« – ikke »skambidte« eller »forblæste«.

Musik på tuber
Hvad digteren vil opnå ved denne teknik, er at få sine metaforer til at eksplodere i læsernes hjerner, idet der appelleres til vores anlæg for sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke, som det jo hedder hos Storm P. Krop og psyke skal interferere, så læseren rigtig forstår, hvad der menes med bittert tandkød og muskuløs sindssyge.
Ikke sjældent avler Ørnsbos teknikker uovertrufne fund, som da han omtaler en æstet, der har lidt musik på tuber og smører sig med den en gang imellem, eller når han vrænger ad »ægteskaber med udstukne øjne«. Dog kan det ikke nægtes, at hele teknikken snart antager mekanisk præg.
Vist er det da gode digte. Men hvorfor er det så, at jeg alligevel ikke kan lide dem?
1) Rent poesi-teknisk tror jeg det skyldes, at de så sjældent for alvor forløber ned over papiret. Når først de har sat en tanke i verden og koblet den til en supermekanik, der frembringer ørnsboske metaforer, gentager teksterne faktisk sig selv fremfor at sætte sig selv på spil og skrive sig ud til, ud over en kant.
2) Rent holdningsmæssigt reagerer jeg også på så forkromet et sortsyn, så blankpoleret en livsforagt. Når det i et digts omkvædsmantra kundgøres, at »morgenen kommer stadig sjældnere«, protesterer jeg fromt og dumt, for meget kan man skrive, men lige netop dét passer heldigvis ikke. At Jess Ørnsbo alligevel skriver det, må skyldes, at hans overgivne humor ikke er indregnet i hans pessimistiske livssyn.

At høre planterne gro
Kan det mon tænkes, at der stikker en optimistisk romantiker i den konsekvent sortseende socialsurrealist? Det antyder i hvert fald et samtidsbeskrivende digt »Nu«, som slutter med følgende ord:

Alle er nu efterhånden klar over
at sæbe feder
hvorfor man i stedet maler sig
med tunge farver
lugtfri og sammensmeltelige
Kærligheden er ved at gå af mode og
læberne styrtdykker
Ingen kan længere høre planterne
trække vejret
Alligevel skrives alt ind digitalt
i hjernens lille lyserøde
glemmebog

Manøvren i denne passage ligner en art dobbeltnegation. Implicit gøres der op med letkøbt romantik og troen på en oprindelighed.
Eksplicit kritiseres en forloren, forløjet samtidskultur. Men hvad giver kraft til denne kritik, hvis ikke det er en tillid og tro? Hvad mon der ville ske, hvis digteren engang vedstod sig det lyssyn, som nærer hans grin? Hvis man, som det indirekte fremgår, kan høre planterne gro, hvordan kan man da nægte at juble?

*Jess Ørnsbo: Tavse digte. 59 s. 199. kr. Borgen. ISBN: 87-21-02159-7

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her