Læsetid: 4 min.

En tur i tumbleren

Zadie Smiths ærinde i den vilde skrøne om den jødisk-kinesiske Alex-li Tandem og hans jagt på den absurde Kitty Alexanders autograf er et opgør med narcissismen, race-idiotien og fædrenes svigt. Det gør hun med sproglig finurlighed, energi og humor
19. april 2003

Ny bog
Selvfølgelig skal man være forsigtig med at læse klapteksterne på en bog, men man kan jo ved et uheld komme til at strejfe dem. Desværre kostede det mig de første hundrede sider af Zadie Smiths nr. 2 roman at overleve Rosinantes teaser, hvor det hedder »Autografmanden er en forrygende morsom og tankevækkende roman om tidens tomme tegn. etc.« Jeg mener: »forrygende« – jeg troede, det adjektiv forvandt med Herbert Steinthal!
Men det skal nu ikke gå ud over Smith og hendes vilde skrøne om den jødisk-kinesiske Alex-li Tandem, som anbragt i et stadigt kogende hav af moderne popsprog går løs på de klichéer, som omgiver os, herunder forestillingen om, at det er ethvert menneskes ret at blive berømt eller berygtet cirka 15 minutter i et livsløb.
Alex er ingenting, ja, mindre end ingenting, og selvom Zadie Smith med sin holdning til tingene burde være hævet over at kalde det kvarter, han bor i, Mountjoy og dermed alt for tydeligt demonstrerer, hvor glædesløst bjerget er, så overvinder hendes sans for rædselsfuldheden og den energi, hvormed hun fremstiller den, efterhånden læserens forbehold og erstatter den med en slags modvillig medleven af samme slags, som han oplever ved mødet med f.eks. Burgesss A Clockwork Orange eller for længst glemte bøger af Russel Hoban.

Et skodliv
I sin kerne er historien enkel, i udførelsen eskatologisk barok. Alex-Li mister tidligt sin far, der er kineser og ikke jøde. Han savner ham lidenskabeligt som et firben, der har mistet halen - til trods for at jødedommen spiller en både lidenskabelig og fortumlet rolle i hans bevidsthed og egentlig er den rettesnor, hvorefter han udmåler tilværelsens fænomenologi. Judæisk er godt, goy håbløst, corny, kliché.
Mens vennerne bliver rabbinere, begynder han selv at samle på autografer. Det er for det meste et skodliv, han småsvindler, laver falsknerier, tjener en tyver her, en femmer dér, drikker sig fuld, ryger sig skæv, tumler rundt.
Det lykkes ham også at smadre sin bil, så kæresten, Esther, brækker langemanden, der bliver stiv og ser ud, som om hun hele tiden giver folk fuckfingeren .
Hun har for øvrigt fået indbygget en pacemaker, som Alex godt kan lide at befamle, når de leger dyret med de to rygge.
Ud over Esther og Boot og et par andre er den store kærlighed i hans liv den amerikanske skuespillerinde Kitty Alexander, som han har set i den gamle strimmel Pigen fra Peking og ikke kan glemme. Det er godt nok med Cary Grant og Marlene og Jimmy Stewart, men Kitty slår dem alle sammen, der er kun én ting i vejen, Alex-Li Tandem er ude af stand til at få fingre i hendes autofgraf!
At det lykkes at få fat i både den og andre godbidder fra raritetskabinettet plus den alderstegne Kitty selv og sælge sagerne på auktion for en formue, hidsætter jeg kun som forbrugeroplysning, man havde jo næsten kunnet regne det ud, men det er vejen ad hvilken, der gør det hele interessant.
Og selvom vejen som sagt kan være trættende, så er det svært at gøre sig fri af det verbale overskud og den opfindsomhed, forfatterinden lægger for dagen, når hun ridser lokaliteter og personer og scener op, for man tvinges på en måde ind i centrifugen og bliver del af den, til man slynges ud i den anden ende kvæstet, men også rørt.

Fiffig oversættelse
Zadie Smith’s ærinde er et opgør med narcissismen, raceidiotien og fædrenes svigt. Ingen af personerne inklusive Alex-Li har tanke for ret meget andet end sig selv – og der er ikke meget at tænke på! – de er alle sammen tynget af et ubeskriveligt savn, som intet i det omgivende miljø er i stand til at afhjælpe, det være sig religionen, kærligheden, stofferne eller sprutten.
Men Alex har på sin egen specielle måde heldet med sig, fordi han ikke bare finder den absurde Kitty og fingerer hendes død for at få så meget ud af hendes autograf som muligt, han indser – om end dunkelt – at ved at hjælpe hende hjælper han også sig selv, og da han har givet hende pengene fra auktionen forstår han, at han har haft sine 15 minutter i berømmelsens projektørlys, og at det er alt nok.
Som forventet er Thomas Harders oversættelse både fiffig og up to date som romanen selv. Og jeg er for gammel til at kunne gennemskue, om det er med vilje, han kalder en mælkemand for en mælkeagent, eller om det er en del af den sproglige finurlighed og humor, som er bogens aktiv.

*Zadie Smith: Autografmanden. 437 s. 349,- kr. Rosinante. Oversat af Thomas Harder. Udkom tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu