Læsetid: 6 min.

Uelskede vindere

Forfatter Bent Vinn Nielsen oplevede en rus, da han læste nu afdøde Jan Sonnergaards noveller. "Sonnergaard er noget så sjældent som en original forfatter, der tilfører den danske litteratur noget, der ikke var der i forvejen"
"Dels er han morsom – grumt morsom, selvfølgelig – dels er han ligefrem – grov, selvfølgelig – og endelig er han noget så sjældent som en original forfatter, der faktisk tilfører den danske litteratur noget, der ikke var der i forvejen"

"Dels er han morsom – grumt morsom, selvfølgelig – dels er han ligefrem – grov, selvfølgelig – og endelig er han noget så sjældent som en original forfatter, der faktisk tilfører den danske litteratur noget, der ikke var der i forvejen"

Tobias Selnæs Markussen

3. april 2003

Den verden, Jan Sonnergaard beskriver i sin novelletrilogi, som nu afsluttes med Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, er ikke bare forbigående ubehagelig, den er egentlig direkte modbydelig. Det er en verden, der domineres af et afstumpet slæng af sjælløse vindere.

På vejen op ad karrierestigen må man rydde sig plads, andre må finde sig i at blive skubbet ned og blive til forhenværende vindere, som med god grund kan frygte, at en af deres gamle medstræbere en skønne dag tværer dem helt ud med de magiske ord: Du er fyret!

Gudbevares: hvis en tabernar tilfældigvis er kvinde, og også ser godt ud, er vinder- og handyrene da parate til at lade hende leve. Så de har noget at kneppe.

I øvrigt er kvinder generelt potentielle tabere. Selv piger på vinderholdet, selv nok så smukke og lækre, skal ikke tro de er noget. Hvis de får noget, så er det pik, forfra og bagfra, og de skal ikke bilde sig noget ind: De er udskiftelige, selvfølgelig er de det. Alt er udskifteligt. Vinderne har alt. De har det rigtige modetøj, de rigtige biler, kvinder efter behov som sagt, gang i karrieren.

Læs også: Interview med Jan Sonnergaard: "Vi har faktisk haft en atomkrig"

De er gode til at tryne hinanden, også indbyrdes grupperer de sig som et vinder- og et taberhold, det holder aldrig op. Når de står tilbage med sejren, dvs. når de andre, pladdernakkerne, er kommet ned i møget, forkæler de sig selv med et eller andet, man kan købe. De er jo sejrherrer. Men det er alligevel ikke nok. Mere vil have mere, som vi sagde i Jylland i gamle dage – og det vil de også.

Derfor bliver de efterhånden lettere desperate, de begynder at ane, at for enden af karrieren er der måske til sidst slet ikke mere at få. Og det går op for dem, at nok er de vindere, nok misunder andre dem deres rigdom, deres svineheld og deres succes, men de er inderligt uelskede. De må købe sig til alting: venner, fisse, alt! Absolut ingenting kommer af sig selv, alting koster.

Grusom historie

Det er sort i sort, med andre ord. Sprækker af menneskelighed er der næsten ikke, den er nu engang uden stil. Taberpis, noget man heldigvis er vokset fra.

Men så alligevel: det kræver trods alt større og større indtag af alkohol og stoffer at holde den kørende, mere og mere forbrug, flere og flere opfindsomme skældsord om de svage, der ikke kan tåle mosten, mere og mere brovten for at holde gejsten og potensen oppe.

Både tonefaldet og, så at sige, forbrugsmønstret begynder at skingre lidt. Og den snigende ensomhedsfølelse hos den, der har færre og færre ligemænd, fordi han nu engang har nakket så mange af de nærmeste konkurrenter, han kunne komme af sted med, er vel trods alt noget så utjekket som netop – menneskelig?

Titelnovellens Caspar Michael Petersen er født vinder. Han har aldrig måttet kvalificere sig, han er overklassedrengen, der aldrig har måttet undvære noget som helst.Undtagen lige et naturligt forhold til sine kammerater, som han hurtigt har lært sig kunsten at købe, så de er blevet til villige redskaber for hans frådende udfoldelser.

Han er arketypen på den der har alt, men som er afskåret fra almindelig sympati. Endnu en uelsket, altså. Det får ham til at hade alle og enhver, han på en eller anden måde har skaffet sig magt over.

Det er en grusom historie, fordi hovedpersonen får lov til at rase helt ud og efterlader ikke bare fortælleren, men også læseren med en kold skræk i livet. Ikke fordi novellen nødvendigvis er voldsomt ’sandsynlig’ – om end den bestemt er tænkelig – men fordi den rummer alle de grumme elementer den særlige ’vinder-og-taber-verden’ er gjort af.

Og når den forekommer så skræmmende, er det naturligvis, fordi den har umiskendelige ligheder med den, vi faktisk lever i.

Det forstenede Socialdemokratistan, der for øjeblikket bestyres af en velklædt liberalistduks, hvor det efterhånden kun er ministrenes amokkørsel på motorvejene, der giver mindelser om en smule civil ulydelighed.

Alle andre bliver bedre og bedre til at holde kæft og gøre som der bliver sagt – mens denne verdens vindere, der ikke adskiller sig det mindste fra Sonnergaards, scorer kassen, på god afstand af forestillinger om ’samfund’ og ’fællesskab’, og hvad man ellers kan komme i tanke om af pittoresk folklore.

Drømmepigen

I en anden af novellerne, Sara, der har en typisk Sonnergaard-figur som fortæller – vinderen, der ikke er nået helt så langt endnu, men som dog har så meget af ånden i sig, at en endnu større vinder synes, det er umagen værd at skaffe ham en herskabsbolig på Frederiksberg – får en kvinde for en gangs skyld lov til at hævde sig.

Hun er nu heller intet mindre end selveste Drømmepigen for fortælleren, der forelsker sig voldsomt i hende – temmelig forundret over, at han overhovedet har evne for lige den følelse.

Pigen, Sara, er flygtning, viser det sig, og opholder sig ulovligt her i landet. Her er det det helt aktuelle Samfund, der trænger sig på. Skæbnen er ved at indhente Sara, ikke bare i form af myndighedernes årvågenhed, men også i kraft af emsige, ’folkelige’ kræfter, der let kan genkendes fra den nutidige, politiske virkelighed.

Til sidst sidder fortælleren tilbage og må se i øjnene, at selv nok så gode forbindelser op ad i samfundet ikke slår til. En dag er Sara forsvundet, hjemsendt til det land, hvor hun var – og stadig vil være – i livsfare. Fortælleren slutter sin beretning med en helt enkel sætning: »jeg troede det var løgn«.

Denne novelle virker nøje gennemtænkt, med en præcis anelse, der opstår undervejs: Sara kommer ude fra de store begivenheders verden, og man er hele tiden i tvivl om, hvad hun egentlig ser i den forkælede, ret gennemsnitlige vinder-dansker, fortælleren.

Medmindre hun har noget praktisk i tankerne, nemlig et ægteskab, som kan give hende opholdstilladelse, og som fortælleren også er parat til.

Her demonstrerer Sonnergaard sans for, at mennesker med en tungere erfaring end vores kan føle sig fristet til en vis skånsom, men ikke desto mindre overlagt udnyttelse af et andet menneskes naivitet. Og i novellen er det for en gangs skyld ikke en taber, men vinderen, der er den naive.

I degneklør

Samlingen rummer i alt 10 noveller, hvoraf en del har været offentliggjort tidligere, men som nu er bearbejdet af forfatteren på ny.

Udover de to nævnte er der perler som »Ned til søen med Flemming og hans pumpgun« og »Vi skriver 1995 ... og det bliver bedre endnu«, der mere end rigeligt gør det klart for læseren, hvorfor Sonnergaard, manden der maler byen og verden blå, gul og rød – og ikke mindst sort – har samme virkning som de besynderlige drinks, hans personer bæller i sig, sammen med designerdrugs og coke, og hvad det alt sammen hedder.

Det er ikke bare en fornøjelse at læse ham, det er simpelthen en rus. Dels er han morsom – grumt morsom, selvfølgelig – dels er han ligefrem – grov, selvfølgelig – og endelig er han noget så sjældent som en original forfatter, der faktisk tilfører den danske litteratur noget, der ikke var der i forvejen. Noget, man indtil videre må nøjes med at kalde ’det Sonnergaardske’. Allerede med Radiator, fra 1997, fik han mange læsere, og det fortsatte med Sidste søndag i oktober, fra 2000.

Desværre faldt han til en vis grad i degneklør, hvor dansklærere pludselig kunne bevise, at nu var Samfundet kommet til litteraturen. Det var det nu i forvejen – og det er da heldigvis ikke forkert, at Sonnergaard er solidt plantet i den virkelighed, vi alle sammen er en del af.

Men midt i al den rigide pædagogjubel overså man, at manden først og fremmest er kunstner, endda i den dyre ende. Der, hvor det hverken drejer sig om at være en brovtende vinder eller et klynkende taberfjols, men om at være god. Og det er han. Rigtig god!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu