Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Barske old boys

Underholdende krimi af Christian Dorph
Kultur
22. maj 2003

Krimi
I begyndelsen af 1960’erne skrev Leif Panduro manuskriptet til en film, hvis titel blev hængende i folks bevidsthed: Støvsugerbanden. På lærredet kunne man opleve koryfæer som Clara Pontoppidan, Hans W. Petersen og Gunnar Lauring optræde på slap line som forhærdede alderdomskriminelle. Det var dansk. Og det var hyggeligt.
Old boys-holdet i Christian Dorphs anden kriminalroman med privatdetektiven Frank Harder er af en ganske anden og ikke nær så harmløs beskaffenhed.

Perkerkongen
Den 86-årige jødiske læge og rigmand Carl Werner Kreutzfelt, hvis advokat og kampfælle Eigil Kruuse heller ikke ligefrem er nogen vårhare, er blevet chikaneret ved at få sin ejendom udsat for antisemitisk hærværk, og da politiet bagatelliserer det som værende harmløse drengestreger, hyrer den gamle læge Frank Harder til at tage sig af sagen.
Harder skygger nogle mildest talt udisciplinerede palæstinensiske drenge, der fører ham til en gammel dansk-russisk gangster, som går under navnet Perkerkongen, og som ifølge vedholdende rygter skal være en uægte søn af Frederik den 9.

Miljø og metafysik
Harder får på sin turbulente rundtur blandt disse særprægede skikkelser (et par af dem har letgenkendelige forbilleder) ørerne i maskinen, men han er ikke sådan at ryste af – og drives måske også videre af saftige fantasier om den gamle læges ikke helt unge, men meget sensuelle datter?
Christian Dorph boltrer sig veloplagt i en række forskellige københavnske miljøer og får også tid til undervejs at lufte visse metafysiske betragtninger om tilværelsens grundvilkår.
Det står hurtigt klart, at det er en række makabre begivenheder (nedfældet i den gamle læges dagbog) helt tilbage fra Anden Verdenskrig, der spiller ind, skeletterne rasler grusomt i skabene. Hylsteret er skrøbeligt, ånden rører på sig... og selv den berygtede Auschwitz-læge Josef Mengele dukker op under rundturen i det Dorphªªªske univers.

Ikke til gustent overlæg
At læse Hylster er som at tage en tur i Spøgelsesslottet på Dyrehavsbakken. Der er ikke langt mellem de effektfulde indslag.
Man indstiller sig hurtigt på, at der kan poppe hvad som helst op ved det næste hjørne. Og som læser gør man klogest i ikke at tage det gustne overlæg (læs: sin sunde fornuft) med sig i vognen og bare lade sig føre rundt med alle barnesanser vidt åbne. Så får man serveret en omgang tempofyldt underholdning og tænker først bagefter på, at der er betydeligt flere litterære kalorier end vitaminer i dette hylster.

*Christian Dorph: Hylster. 256 s., 268 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-01749-0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her