Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Blind passager i livet

Postkolonialismens menneskelige miljø analyseret i stor udførelse gennem romanhovedpersonens selvafvikling. Nyt udbrud af den norske maksimalisme
Kultur
15. maj 2003

Roman
Der skal ordentlig skaffes plads i reolen for norsk romanlitteratur. Store fortællere slår gækken løs i ambitioner, der går hinsides både socialrealisme og minimalisme, som ellers har markante udtryk i Norge. Hele verden skal favnes med fantasi og ny og gammel viden i en maksimalisme, som forhøjer sidetallet og læsetiden betragteligt. Jan Kjærstad måtte bruge tre bind for at udfylde sin Jonas-figurs rammer, Lars Saabye Christensen viste sin Halvbroder i mammutformat.
Her kommer så Sigmund Jensen, ellers kendt som novellist med den 500 sider store Hvide dværge. Sorte huller, hvis titel ligefrem lægger op til kosmiske perspektiver, selv om man også kunne tyde den som en eventyrhenvisning. Og henvisninger elsker han sammen med sin skrivende jegfortæller, der nærmest er opvokset i et bibliotek og blærer sig med mere eller mindre brugbare citater, allusioner og paralleller til
alverdens litteratur, videnskab og filosofi. Romanmodeller finder han hos bl.a. Naipaul, Rushdie, Joseph Conrad, Anthony Burgess, idet han træder ind i den postkoloniale verden med Indien som scene.
Englænder er denne Gestas Hutting, 33 år gammel som Dante, der i sin livskrise indledte vandringen i Den guddommelige komedie, en bog han fører med sig og prøver at komme i dialog med under de helvedes mange erfaringer, han gør på sin flugtrejse, eftersøgt af Scotland Yard. Han er børsmægler, fyret af sit firma på grund af svindel og en skandale med en escortpige. Andre komponenter i hans deroute er faderens død og et havareret ægteskab. Fyldt op af tunge drinks, sniffet skæv af heroin, smøger, omtåget af hash og piller, rejser han med sit åbenbart intakte credit card fra Madras over Calcutta langs Ganges til den hellige by Varanasi, mellem luksushoteller og forkrøblende elendigheder.
Alt sammen er det siden fortalt og reflekteret i skrivende stund under forvaret behandling på et dyrt plejehjem. Beretningen navigerer mellem rejsebeskrivelse, terapeutiske samtaler med en katolsk pater og en psykiater, erindrede dialoger med hustruen, der er nedbrudt af hans følelseskulde.

Tidsbillede
Det drejer sig om en omfattende ’selvafvikling’ af en blind passager i livet. Egentlig er han en kedelig forkælet, selvoptaget karl, en af de hule, udstoppede mænd med hovedet fyldt af halm! som det hedder i mottocitatet fra T.S. Eliots The Hollow Men. Men altså med en eminent, detaljeret hukommelse for hvert halmstrå.
Den psykologiske udforskning er ikke særlig opsigtsvækkende, ligesom hans encyklopædiske magasin virker noget postuleret og hans stilistiske formåen uden nævneværdigt niveau i forhold til det artistiske omfang af hans læsning. Med et vist forbehold over for romanens længde er den til gengæld morderlig underholdende, koloristisk og besættende som tidsbillede, som et kritisk portræt af civilisationens moderne krise under kapitalinteressernes magt, den abstrakte pengemagts totale herredømme over sjæle og kroppe. Blandt de påberåbte filosoffer spiller Karl Marx en ganske fremtrædende rolle ligesom den velkendte kritik af nyliberalismen skaber forklarende udsigt til ’begivenhedshorisonten’.
Indiens politiske historie rulles op, og kolonialismens eftervirkninger afmales i folkelivsbilledet og de typer, der træder frem. Hutting er udstyret med en øm samvittighed og vestlige bekvemmelighedsvaner.

Lag på lag
Med et vist selvdestruktivt hærværk søger han at skrælle lag på lag af sig selv i den indiske kaosverden, der i hans oplevelse styres af et kafkask bureaukrati. Det er nærmest en pikaresk beretning om vejen gennem storbyslum og rigdom, med tiggende krøblinge og ufatteligt velhavende englændere, en forloren BBC-journalist og en kynisk fotograf, hippier, voldsmænd, togrejsende. Dertil ophold i barakbyer, bordeller, hospitaler, forfatterforening, golfklub, patentkontor, virkelig en både rædselsvækkende og humoristisk rundtur i institutioner og folkemasser, skildret af en mand i dyb fornedrelse og dog ovenpå, lemlæstet, syg, men ukuelig i trangen til at nå til bunds – alt imens han stadig i denne skrivende stund simulerer sløv, kontrær, kun optaget af æderi og tv-underholdning, hvordan han så forener de dele.
Den store finale foregår ved Ganges, på den anden bred, hvor de slagter svin. Det er som en sejlads med Karons båd til en underverdens dødsplads, et boblende, blodigt helvede med en art grufuld manddomsprøve, hvor han selv i al modbydelighed og hellighed skærer struben over på et svin. Det er fuldbragt.
Ideologisk er romanen også et opgør med religonen og en bekendelse til humanismen. Blandt alt det Sigmund Jensen tør, er også moraliserende betragtninger om vores pligt til også at gribe ind, ikke uden indsigelse at lade os dehumanisere. Det var ellers det, Gestas Hutting var nær ved i sin flotte iscenesættelse af en selvafvikling.

*Sigmund Jensen: Hvide dværge. Sorte huller. Oversat af Peter Nielsen. 480 s., 348 kr. Batzer & Co. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her