Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I Brett Easton Ellis’ fodspor

Efter et par lovende debutudgivelser ligger verden åben for de seneste to sæsoners varmeste litterære navne i USA – men sporene skræmmer
Kultur
3. maj 2003

Nye bøger
Berømmelse og rigdom har sjældent gavnet en seriøs forfatter i arbejdstiden. Brett Easton Ellis, der ikke har skrevet andet end bagateller, siden han ramte alverdens forsider og tjente stort på American Psycho (1991), står vel friskt i de flestes erindring. Allerede i 30’erne berørte Hemingway imidlertid problemet, da han i Afrikas grønne bjerge (1935) kort og godt konkluderede følgende om forfattere, der skal i gang igen efter at have tjent godt på en succesudgivelse: »Så er det de skriver noget møg.«
Om de seneste to somres varmeste litterære navne fra New Yorks litterære etablissement går i Easton Ellis’ og F. Scott Fitzgeralds (som Hemingway hentydede til) mere eller mindre skræmmende fodspor må tiden vise. Twelve og Kissing in Manhattan, der nu udkommer på dansk under titlen Kys på Manhattan, har i hvert fald, hvad der skal til af både lovende litterære kvaliteter og et kulørt persongalleri fra Upper East Side for at få advarselslamperne til at blinke. At forfatterne bag romanerne, Nick McDonell og David Schickler, ydermere er unge, fotogene og har en opsigtsvækkende historie at byde på forringer naturligvis ikke risikoen.
Sammenligningen med Easton Ellis er i Nick McDonells tilfælde nærmest uundgåelig. Akkurat som Ellis, der debuterede med Under nul (1985) i en alder af 21 år, har den blot 18-årige McDonell i sin debutroman mixet en cocktail fyldt med sex, stoffer og hedonistiske udskejelser blandt en flok teenagere, der forsøger at få det optimale ud af et par feriedage uden forældrene.
I et skarptslebent og simpelt sprog og i små fængende kapitler fortæller Twelve en nærmest apokalyptisk historie om White Mike, der har droppet sin uddannelse for at sælge stoffer, og hans stenrige og bundforvirrede omgangskreds.
Bortset fra White Mike, der mellem leverancerne forsøger at redegøre for sine handlinger, synes der ikke megen vilje hos karaktererne til at stoppe op og overveje deres løbebaner. I en verden uden nogen håndgribelige moralske fikspunkter forsøger de derimod at få så meget ud af nu’et som muligt godt hjulpet på vej af det seneste designerstof, twelve.
Trods de lidt søgte metaforer, de indimellem melodramatiske tiltag og de noget pubertære observationer, forstår man hvorfor Twelve har gjort så stort væsen af sig på det amerikanske bogmarked. Uanset sin alder har McDonell skrevet en vellykket satirisk roman om nutidens forbandede ungdom i et streetsmart sprog, der nok vil få mange unge i tale, og med en tankevækkende handling, der bør chokere endnu flere forældre.

New York Stories
Hvad ungdom angår kan den 32-årige David Schickler hverken måle sig med Easton Ellis eller McDonell. Hans første udgivelse, novellesamlingen, Kys på Manhattan, slår imidlertid sine to kolleger med længder, hvad den litterære kvalitet angår.
Historierne, der har et præg af eventyr over sig, udspiller sig i og omkring lejlighederne i art-deco boligkomplekset, Preemption-bygningen. Her lever en stribe ensomme eksistenser på omkring de 30, hvis dagligdag tilsyneladende væver sig meningsløst ind og ud mellem hinanden på må og få. Gradvist tegner der sig dog for læseren et billede af et noget bizart trekantsdrama, der nautrligvis ikke skal røbes mere om her.
Fælles for karaktererne er, at de længes efter at udtrykke sig på en eller anden måde. For de færreste af dem går det imidlertid, som myten om unge, smukke og rige storbymennesker dikterer: Parfumearvingen har udviklet sig til en nymfoman, ungkarlen James begynder at diskutere med bygningens elevator, som han kalder Otis, mens millionæren Patrick i sin jagt efter have styr på tingene klæder unge blondiner af og binder dem uden derefter at røre dem eller tale til dem.
Visse steder er stilen ved at rende med opmærksomheden. Dette til trods er Kys på Manhattan et sært fascinerende og særdeles velskrevet bud på, hvor generationen, der blev opdraget af verdens rigeste samfund, er endt. En original samling fyldt med skæv humor, gotiske undertoner, gammeldags dekadance og moderne perversiteter.

I og uden for rampelyset
Mediernes skrigen efter at få sat et ansigt på årets mest chokerende bog om unge mænd og kvinders chokerende tilværelse har altid været størst i Guds eget land, hvor dyrkelsen af eneren og drømmen om et liv i rampelyset som bekendt er en indgroet del af den nationale sjæl. Thomas Pynchon, som ingen rigtig, ved hvordan ser ud, og J. D. Salinger er undtagelserne, der tidligt i karrieren valgte at trække gardinerne for, selv om de sikkert kunne have tjent en formue på et interview eller to.
Om Nick McDonell og David Schickler vælger den ene eller den anden vej – eller om de evt. formår at balancere succesfuldt mellem et liv i rampelyset og en kreativ karriere, som Truman Capote, Norman Mailer, Joan Didion og Tom Wolfe eksempelvis har gjort det – er ikke til at spå om. Nick McDonell er i skrivende stund i gang med en bogturné i hjemlandet og skal derefter starte på Harvard University.
David Schickler blev derimod fanget i den litterære mediemølle fra starten af. Hans første novelle dukkede op i magasinet The New Yorker sidste år ledsaget af et billede af forfatteren selv i selskab med fire smukke damer, hvorefter et forlag tilbød ham en kontrakt på en halv million dollars for hvad, der blev til Kys på Manhattan, samt hans første roman. Om han er i gang med den, eller den filmversion af novellesamlingen, som Robert Redford har betalt dyrt for, vides ikke.
Uanset hvordan historien om Easton Ellis’ seneste arvtagere udvikler sig, kan de to hovedpersoner og ikke mindst læserne glæde sig over et par fremragende debutudgivelser – hvilket, når alt kommer til alt, vel er, hvad det hele foreløbig handler om.

*Nick McDonell, Twelve (Atlantic Books), kr.183 hos Atheneum Boghandel, København. David Schickler

*Kys på Manhattan (Lademan), oversat fra amerikansk af Kirsten A. Nielsen, kr.279

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her