Læsetid: 4 min.

Den dobbelte kunst

Pragtfuld interviewbog om det vanskelige instruktørarbejdes synlige og usynlige sider
22. maj 2003

Ny bog
Hver eneste bogsæson udgives der forbløffende stabler af mere eller mindre vedkommende bøger, og hver eneste sæson sidder teaterfolket og må nøjes med to-tre titler. Danmark producerer sørgeligt sparsomt med teatertanker, -analyser og -visioner på tryk.
Erindringer nedfældes og sælger godt, men kommer det til videre udsigter end de privatrelaterede, er der langt – ofte år – mellem vægtige udgivelser. Så meget desto glædeligere er det at få en udgivelse som Mette Nybos i hænderne.
Nybo, der selv er teaterhistoriker og både har dramaturgisk og praktisk instruktionserfaring, har interviewet 15 af dansk teaters dominerende instruktører i perioden 2000-2001. Nestoren Sam Besekows bidrag er dog indsamlet over en længere årrække. Tre af de 15 er kvinder, aldersmæssigt ligger tyngdepunktet et sted i 40’erne, og hele scenespektret er repræsenteret, fra Radioteatret til de store institutionskatedraler. Medlemmer af Klubben til Begrædelse af det Forsvundne Danske TV-teater kan forresten hente ammunition i Magiske øjeblikke – det glimrer ved sit fravær.

Professionel baggrund
At Nybo kender ’håndværket’ gør, at man står med noget ganske andet end det lindt nedglidende søndagsavisportræt. Nybo møder ikke op med faste spørgsmål, men samtalerne kommer alligevel til at rotere omkring processen – forarbejde, læseprøve, prøver, arrangement, scenografsamarbejde, personinstruktion, osv. – og hun har immervæk et par fixpunkter, som man ender med at finde helt kære, hver gang de dukker op.
Om instruktøren i den varme stol holder tale før læseprøvestart, og hvordan den mentale førproduktionsfase starter – med et billede eller? Nybos akkreditiver gør hende til en dialogpartner, der ’oversætter’ fagsprog og forstår at flyde med ud af en bane, så når hun af og til lovligt demonstrativt flasher sin (især britisk funderede) belæsthed og sit inside tilhørsforhold, er tilgivelsen nær, fordi kun en fagmand vil kunne lokke de interviewede ud på det relativt uartikulerede land, som den personlige instruktionsproces er for hver enkelt.

Skidesvært
»I grunden er det skidesvært at snakke om det her,« funderer Søren Iversen, mangeårig teaterleder på Husets Teater og inkarneret Botho Strauss-frontløber, hvorefter han og kollegerne grundigt dementerer udsagnet. Metode er et fyord – og det største er method-acting – men hver har sin ’metode’, som den megetseende teatergænger har stort udbytte af at holde op mod vedkommendes sidste forestilling.
Det samme gør Nybo, som får fine ting ud af at tage udgangspunkt i f.eks. Alexa Thers opsætning af Fruentimmerskolen (Det Kgl.), Katrine Wiedemanns opsætning af Snedronningen på Østre Gasværk eller Emmet Feigenbergs samarbejde med Line Knutzon.

Dirigent uden klimaks
Magiske øjeblikke er én af de sjældne udgivelser, som vil være en øjenåbner for selv et sammensat publikum. Den menige teatergænger får et praktisk, næsten pædagogisk indblik i teaterforestillingens blueprints, arbejdssjak, stilladsarbejde og konsolidering, mens fagligt mere velfunderede får åbnet vinduer ind til personen bag forestillingen – vedkommendes bud på fagets mentale, (fremtids)historiske og filosofiske overbygning.
Direkte afficionados kan hente guld i glimtene af de enkeltes darlings. Peter Langdal ville f.eks. på sidste dag i prøveforløbet ønske, han var dirigent, for så behøvede han ikke at stå af før koncerten. Mens Madeleine Røn Juul har kloge kritiske ord om teaterskolernes naturalisme-undervisning og Staffan Valdemar Holm det samme (men spidst, så forfatterne ømmer sig et par år endnu) om den forkætrede Hvem ejer Shakespeare? og hele klassikerfejden. Som igen også kan bringe Peter Langdals pis i kog, og argumenterne smider han på bordet, ikke noget i ærmet dér.
På spørgsmålet om, hvad han savner i den moderne dramatik, svarer Jan Maagaard, at han savner den overhovedet, dybest set. Kasper Holten forudser, at operakunsten mere og mere bliver et ’internationalt game’, styret af agenter.
Nikolaj Cederholm opfordrer teatret til at erkende, at en bid af det, der var ’vores’ område, for evigt er tabt til filmen, mens Katrine Wiedemann laver storyboards til hvert eneste scenebillede, så noget er der også gået den anden vej, for ikke at sige for meget. For hvor var både Cederholm og Wiedemann uden filmbagagen ?
Men læs selv om Klaus Hoffmeyers hvidkålshoved og flueøjne og Erling Schroeders kiksedåsebilleder. Om Christoffer Berdals klassikerbevidsthed, Henrik Sartous advarsel mod den danske distance og teaterarbejdere med ’low battery’ eller Kaspar Rostrups mange sprængninger af teaterrammen og hans savn af teatret, nu hvor han har holdeplads i filmen.
Det er en vidunderlig rig bog og indirekte et ordentlig skud multivitamin til det skrantende danske teaterselvværd og den pletvise publikumstræthed.

Den røde blyant
Korrekturen holder desværre ikke teaterfagligt niveau med intervieweren: Alexa Ther taler om kvantitativ reduktion af produktionstallet på teatrene, ikke kvalitativ..., Sidse Babett Knudsen er uddannet hos Jacques Lecoq, ikke Le Cock, og Albees skuespil Three Tall Women hedder Tre høje kvinder på dansk – ikke Tre lange kvinder.
Og så ville det forhøje bogens brugbarhed, hvis der blev ofret et stikordsregister på næste udgave; det fortjener den begrebs-, titel- og personspækkede bog, og hvor svært kan det være i disse computertider ?

*Mette Nybo: Magiske øjeblikke – 15 samtaler om teatret. 336 s., 269 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu