Skrifter
Fortvivlet at ville være forfatter. Eller fortvivlet ikke at ville være forfatter. Det var ikke let at være Søren Kierkegaard i København i slutningen af 1840erne. Han havde udgivet Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift i 1846 og afsluttende betød: afsluttende. Det skulle have været afslutningen på Kierkegaards forfatterskab. Men pennen fortsatte med at løbe på papiret. Også i de Notesbøger fra 1846 til 1848, der nu udkommer i den fortløbende grundigt kommenterede udgivelse af Kierkegaards samlede skrifter. Selv når
Kierkegaard flanerer i København og passiarer med hvem som helst på gader og pladser, arbejder ideer og tanker i ham:
»Og dog tilfredsstillede det min Sjel og min ironiske Iagttagelse saa overordentligt at rende om på Gaderne og være Ingenting, medens Tanker og Ideer arbeidede i mig,
saaledes at være en Dagdriver medens jeg ubetinget var den Flittigste af alle Yngre; saaledes at være ensidig og uden alvor medens de Andres Alvor dog let kunde blive en Spøg ved Siden af min inderlige Bekymring.«
Under bestandig anfægtelse og i konstant dialog med filosofiske og bibelske tekststykker, avisskriverier, prædikener i byens kirker og egne bøger skriver man videre. Men Kierkegaard overvejer vitterligt i 1846, om han skal lade afsluttende betyde afslutningen. Biskop Mynster havde foreslået ham at søge en præstestilling på landet, og forslaget arbejdede i Kierkegaard. Men en offentlig episode komplicerede forholdene omkring den uafhængige digter og filosof. Kierkegaard var blevet omtalt og anmeldt positivt i ugemagasinet Corsaren, der under Meïr Aron Goldschmidts redaktion ellers mestendels bedrev komiske kampagne mod samtidige skikkelser. Kierkegaard beklagede sig: Han ville også stilles til spot i Corsaren. Han ville ikke være duks. Efterfølgende blev han i vittighedstegninger og satiriske tekster decideret mobbet med længden på sine bukseben, sine bens proportioner i forhold til fodtøjet og hele sin offentlige karakter. Og Kierkegaard blev til grin i København.
Smørrebrødsjomfruer, handelssvende og kirkegængere vender sig grinende efter ham på gaden og peger ham ud for deres små børn. Den nye position som latterliggjort offentlig figur sætter karrierespekulationerne på en ny og ubehagelig spids. Nu kan han ikke holde op: Det ville se ud, som han var blevet ramt af »Pøbelagtighedens Vrøvlerier«:
»Da jeg i sin Tid, før al Vrøvlet begyndte, besluttede at ende med: afsluttende Efterskrift (hvad jeg maatte beslutte af mange, tildeels ogsaa af pecuniaire Grunde) vilde jeg have den Satisfaction: at være en Forfatter, der kunde arbejde efter en uhyre Maalestok, og saa igen holde op, uden nogensinde at have vexlet ti Ord med noget Msk. om hvad jeg vilde. Da saa alt Vrøvlet begyndte, forstod jeg strax, at man vilde sætte dette i Forbindelse med min Ophøren. Dette har krænket mig, ja det er sandt.«
Mængden og folket
Som bekendt fortsatte Kierkegaard sit forfatterskab. Styrelsen, som han betegner sit inspiratoriske imperativ, dikterer mere dialektik, flere værker og endnu flere tanker, der skal bringes til Collision. I en optegnelse fra 1848 konstaterer forfatteren:
»Jeg arbejder mere og mere anstrengt som en Døende, næsten segnende under Arbeidet.«
Men Corsaren-affæren viser sig i Notesbøgerne produktiv. Kierkegaard hidser sig op over den pøbelagtige mængde. Bare fordi folket som revolutionær ressource har afsat konger og kirkefædre og adelsmænd i den moderne epoke, hedder det sig, at folkets stemme skulle være Guds stemme. Kierkegaard må korrigere: Folkets stemme er usandhedens og fejhedens stemme:
»Mængden er Usandheden. Derfor blev Xstus korsfæstet, fordi han ikke vilde have med Mængden at gøre (om han end henvendte sig til alle), fordi han ikke vil stifte Partie, ikke tillade Ballotation men være, hvad han var, Sandheden, der forholder sig til den Enkelte.«
Kierkegaards foragt for massen er ikke aristokratisk foragt for de udannede sociale klasser, men fortvivlelse over den anonyme offentlighed, hvor den enkelte fortaber sig i massen. Men Kierkegaard foragter i ligeså høj grad de Fornemme, som gemmer sig væk i fine hjem og holder sig for gode til det offentlige urbane liv.
Der er i notesbøgerne udfald mod levebrødspræsterne, mod den grundtvigianske nationalsentimentalisme, mod den hegelske spekulation og mod den moderne naturvidenskab og mod København, denne lille og provinsielle købstad. Indimellem beklager Søren Kierkegaard sin egen skæbne: dette, at han som den vittigste mand i landet bliver latterliggjort. Dette, at folk ikke forstår, hvorfor han har valgt at filosofere uden at få fast løn ved et universitet. Den verserende spidsborgerlige snusfornuft forstår ikke, at man kan filosofere for filosofiens egen skyld. Disse indskrænkede mennesker forstår alting per analogi til det nytteorienterede håndværk: For dem svarer det til at gå rundt og feje andre folks skorstene for skorstensfejningens egen skyld. Hvilket er absurd. Ergo er Søren Kierkegaards daglige praksis i denne optik absurd.
Den kristne Sokrates
Dette »væmmelige Raahedens og Pøbelagtighedens Tyrannie« kan ikke se to særlige momenter ved Kierkegaards virksomhed, som han selv udhæver: Han har opdaget kristendommens behov for en sokratiker. For en, der ligesom Sokrates praktiserer en majeutisk åbnende spørgen: Erkend dig selv. Men Kierkegaard betoner også forskellen: Sokrates spørger til en sandhed, der skal generindres, til en præeksisterende sandhed. Den kristne sokratiker spørger til en tilkommende sandhed.
For det andet komplimenterer
Kierkegaard sig selv for det, han kalder sin Reduplication; dvs. sin evne til både at fremstille et paradoks abstrakt og konkretisere det eksistentielt. Det er ifølge Kierkegaard vel kun Augustin, der i denne henseende er hans jævnbyrdige.
Notesbøgerne veksler mellem hverdagslige iagttagelser, eksistentielle refleksioner, filosofiske komplekser formuleret aforistisk og længere lyriske, teologiske og psykologiske redegørelser. Det er en særlig fornøjelse i det tilhørende kommentarbind at læse Kierkegaards enorme intertekst og livsverdenslige referencer udfoldet præcist og kompetent. Kommentarerne jævnfører optegnelserne med Kierkegaards øvrige værk og citerer in extenso eksempelvis anmeldelser af Kierkegaards værker. Selvom Kierkegaard ikke selv værdsatte avisernes omgang med forfatterskabet:
»Man ser en Forfatters Betydning i Tilværelsen, han er til, for at en Journalist kan skrive noget Sludder, som alle læse. Havde Forfatteren ikke været til havde Journalisten ikke faaet denne Anledning ergo er det af Vigtighed at der er Forfattere til.«
*Søren Kierkegaards Skrifter bind 20 og kommentarbind 20. 904 s., 450 kr. Gads Forlag. ISBN 87-12-04029-0
