Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den forkerte metafor

Globaliseringsdebatten er kommet til Tyskland. I sin nye bog søger Safranski at forstå fænomenet, men kommer kun halvvejs
Kultur
12. maj 2003

Mandagsbog
Schopenhauer-, Heidegger- og Nietzsche-biografen Rüdiger Safranskis 120 sider er hurtigt læst, og selve lekturen er ganske fornøjelig. Den rammer lige ind i en aktuel, tysk problemstilling, hvor kansler Gerhard Schröder har forårsaget hidsig diskussion, ikke mindst i eget parti, med et forslag om mærkbar reducering af overførselsindkomster, en »fleksibilisering af arbejdsmarkedet« og en reducering af statens ydelser på sygesikring og folkepension. Han betegner reformerne som hårde, men nødvendige.
Det er forfatterens fortjeneste, at han ikke udelukkende betragter fænomenet globalisering med nutidens øjne, men derimod placerer den i en idéhistorisk kontekst. Allerede i første kapitel, som bærer overskriften »Første Natur, Anden Natur«, citerer Safranski en berømt passage fra Marx og Engels’ Manifest:
»De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne.«
Safranski følger her den amerikanske kulturhistoriker Marshall Bermans tese om, at Marx og Engels – ligesom Goethe og Baudelaire – skal læses som moderne forfattere snarere end gennem ideologiske briller. Derved fremstår de pludselig aktuelle:
»I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med det åndelige. Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.«

Forbundet uden ansvar
Marx og Engels understreger den vældige kraft, som ligger bag den moderne økonomis fremkomst – en kraft, der er umulig at kontrollere og slet ikke af den enkelte. Samme tanke havde Goethe udtrykt i sit berømte digt om troldmandens lærling:
»Herre, nøden er stor, de ånder, jeg manede frem, kan jeg nu ikke slippe fri for.«
Det er denne magt og den dertil hørende afmagt hos det enkelte menneske, som kendetegner globaliseringsdebatten i dag. En forfatter, der ikke kan betegnes som venstreorienteret, New York Times-klummisten Thomas Friedman, skriver i The Lexus and The Olive Tree, at globaliseringen kan beskrives med ét ord, nemlig nettet, »et symbol for, at vi alle i stigende grad er forbundet, uden at nogen dog har ansvar.«
Dette netværk er under konstant forandring, hvilket ligger i kapitalismens natur. Vi oplever »den nådesløse integration af markeder, nationalstater og teknologier til en grad aldrig set før...«
Hvor meget globalisering tåler mennesket? Og hvilke muligheder har det for at sige fra? Det er den anden del af Friedmans beskrivelse, som Safranski er optaget af. Og mens den historiske indplacering af globaliseringen såvel som beskrivelsen af dens forskellige nutidige udformninger er vellykkede, har bogen sine svagheder lige præcis i den videre fortolkning – fordi Safranski ikke tager det alvorligt, som han selv har skrevet.

En rivende flod
For at sige det ganske kort: Safranski plæderer for at stoppe op og finde en niche i dagens travle tilværelse. Hvorfor læse om den sidste katastrofe på den anden side af Jorden i avisen? Hvorfor altid have mobiltelefonen tændt? Hvorfor skulle nå noget hele tiden? Hvorfor ikke lære at sige fra og koncentrere sig om det, der er vigtigt i den nærmeste omgivelse? Og ikke mindst sig selv? Det lyder så rigtigt, som det er banalt. Faktisk forundres man som læser over et sådan ræsonnement – i en tid, hvor selv den tyske kansler taler om nødvendighed og uomgængelighed og dermed offentligt udstiller sin egen magtesløshed.
Safranski plæderer for at skabe en lysning i en skov, som symboliserer det moderne samfund. Men snarere befinder vi os i en rivende flod og kæmper for ikke at gå under. Det bliver ikke nemmere af, at der er flere og flere omkring os, der drukner.

Globalisering
*Rüdiger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch?, Hanser Verlag, München 2003, 14,90 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her