Ny bog
På forsiden af Inge Pedersens novellesamling Et lille stykke luft ser man et landskab gråt i gråt, helt udvisket, hvor kun en umiskendelig horisontlinje med et par frosne træer markerer, hvad der er op og ned.
På sin vis er dette golde billede en ganske god metafor på denne horisontløse ophobning af tekster, som udgør Inge Pedersens ottende skønlitterære udgivelse.
De 19 noveller falder i tre hovedafsnit og handler om mennesker på udkig efter udveje eller flugtveje fra hverdagens gråt i gråt. Det er jævne mennesker med jævne liv. Ensomme børn, rodløse unge, modløse midaldrende, kærlighedsforladte i alle aldre og gamle frihedselskere sat til vægs af plejehjemmenes mentale og fysiske omsorgsbesættelse.
En pige føler en uoverstigelig skyld over en irriterende skolekammerats død. En plejehjemsbeboer forsøger at snyde sig til at blive siddende ude i den silende regn for at mærke den og livet antagelig. En midaldrende kvinde drømmer om at tage på juleturné til skoler og institutioner med sin samling på 2.573 nisser. Og en mand bliver bremset i sin halsløse flugt fra forstadslivet, fordi han tilfældigvis møder konen ved busstoppestedet.
Svær at fastholde
Men disse skøre skæbner ændrer ikke ved, at Inge Pedersens personer flimrer. Deres livskonflikter er uklare, uudfoldede, og karaktertegningen får sjældent den renhed, som novellens korthed fordrer.
Sproget hikker ind imellem ufremkommeligt, i andre passager er det prætentiøst eller bare på det jævne. Man ved, den er gal, når blikket igen og igen går i stå, søger væk fra siderne, der bladrer trægt som et stilehæfte, og hænger sig i naboens overdådigt blomstrende japanske kirsebærtræ.
Flere af teksterne i bogens midterste afsnit holder dog én fast i læsningen og giver med deres blanding af kynisme og blødende hjerter én modet tilbage. Især to: I novellen »Kiro« der er navnet på en bortkommen kat giver en skolelærer en fortabt elev en enestående chance for at komme væk fra usikre fremtidsudsigter, en useriøs kæreste, en ligegyldig plejefamilie og en alkoholiseret mor, som helt har tabt sin ansvarlighed på gulvet.
I »Elsa i maj« følger man i 1995 dagbogs-vis en forstadsfrues knivskarpe erindringer om krigens afslutning 50 år efter og om en Heinz, der måske netop er blevet 70. Hun lider af rengøringsvanvid og natlige mareridt om flydende cement. Her kan Inge Pedersen incitere og antyde, så man får kyldegysninger over al den indestængte livssmerte.
Disse to gode læseoplevelser lapper på alt det andet lirum-larum, som denne novellesamling er fuld af.
*Inge Pedersen: Et lille stykke luft. Gyldendal. 144 s., 198 kr. ISBN 87-02-01803-9. Udkommer i dag
