Læsetid: 4 min.

Hauge og tiden efter Danmark

Hans Hauge tænker nye teorier sammen og siger: Danmark? Det er allerede længe siden
20. maj 2003

Ny bog
Hans Hauge er nede med det fede. Altid med på det seneste og det nyeste fra udlandet. Havde det drejet sig om tøj og mode, havde vi gennem de sidste 10 år set Hans Hauge på skateboard, Hans Hauge med aggressive tatoveringer, Hans Hauge med piercing og Hans Hauge med David Beckham-frisure.
Men det gør det ikke: det drejer sig om nye teorier. Og på dette felt har lektor Hauge fra Århus Universitet trukket den ene udenlandske kanin efter den anden op af hatten i den danske offentlighed. Hauge importerer teori fra USA, England, Tyskland og Frankrig.
Da de talte om ’the linguistic turn’ i humanvidenskaberne, skrev Hauge en bog om den litterære vending i videnskaberne. Hans Hauge var med på Ulrich Beck og risikosamfundet før de fleste. Han læste Richard Rorty i god tid, og da de andre intellektuelle blev kristne i løbet af 90’erne, kunne præstesønnen Hauge tage i mod dem med åbne arme: ’Velkommen hjem.’ Han var der allerede.
Da yngre akademikere under oplyste omstændigheder for nylig diskuterede det nye globaliseringsteoretiske nummer i manegen, Michael Hardt og Antonio Negris Empire, var det naturligvis seniorrepræsentanten Hans Hauge som fra panelet præsenterede den mest polemiske pointe. Hauge kan sige ’post’ til kolonialisme, ’anden’ til sin modernitet og i sin nye bog Post-Danmark – Politik og æstetik hinsides det nationale mindes han en diskussion med Frederik Stjernfelt om semiotikeren Charles Sanders Peirce:
»Til sidst mente Frederik Stjernfelt ikke, at jeg kendte nok til Peirce. Jeg undlod at fortælle ham, at jeg havde seminarer om Peirce, da Frederik Stjernfelt gik til konformationsforberedelse.«

Efter Danmark
Hauges beundringsværdige udkig mod nye tanker gør ham til en generøs og underholdende figur i den danske offentlighed. Inspireret og inspirerende sætter han fortløbende aktuelle konflikter i aktuelle teoretiske kontekster.
Det er med udgangspunkt i et kompleks af nye teorier om det nye, at Hans Hauge i sin nye bog Post-Danmark forsøger at »skitsere en ny historie hinsides det nationale«. Danmark er allerede ikke længere. Men folk kan ikke se det:
»Vi er på vej ud af nationalstaten. Selv om det ikke opleves sådan. Det er underligt ufænomenologisk. Moderne miljørisiko kan ikke mærkes, smages eller opleves, den skal erkendes videnskabeligt og konstrueres kulturelt.«
Vi ser naturen som den danske natur. Fordi det er sådan, vi kender den fra malerier og fra skolen. Naturen efterligner kunsten. Så nu venter vi ifølge Hauge på at få billeder på det postnationale landskab.
Menneskets væsen siger Hauge med Edmund Burke er at konstruere. Mennesket skaber konstruktioner:
»Kultur f.eks. er et værktøj til at konstruere fremmedhed med, og til at gøre de andre anderledes med. At gøre naboer til fremmede, som
Ulrich Beck har formuleret det. Modernitet er et værktøj til at gøre de andre anderledes med. Race er et begreb til at gøre os rene med.«
Det er teoretiske præmisser som Hauge først udfolder spektakulært og koncist bogens første og bedste kapitel: »Det ny: på vej ind i den anden modernitet«.
Indledningen udvikler en dynamisk fortolkningsmodel som skifter mellem fire synsmåder: staten, markedet, civilsamfundet og kulturen. Som borgere i staten og bærer af national kultur er vi danskere. På markedet og i samfundet er vi globale og regionale, men først og fremmest individuelle. Når den ’store arbejderpartistat’ også kendt som ’velfærdsstaten’ trækker sig tilbage, træder de to andre synsmåder frem: Vi bliver mindre nationale.

Løst og læst
I resten af bogen skifter Hauge mellem lokale læsninger og generelle betragtninger i en kronologi som starter ved henrettelsen af Struensees henrettelse i 1772 og ender ved en læsning af Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Mands Minde fra 1999.
Danmark er ifølge Hauge som en roman: skabt ved vores nationale litteratur og kunst, konstruktionen af kanon og national forståelse og fællesskabet om avislæsning. I en subtil læsning af Hans Kirks Fiskerne viser Hauge hvordan de missionske udlægges som fjender; som de andre. Når muslimerne i dag udlægges som fjender, fungerer de strategisk ligesom de missionske hos Hans Kirk. De er de andre, som vi har brug for, for at konstruere vores egen danskhed.
Der er glimrende læsninger undervejs og der er spekulative pointer. Indimellem farer Hans Hauge vild i sine ordspil og spejlkonstruktioner og blamerer sig med banaliteter som kunne have stået på Gajolpakkelåg:
»For turisme er blevet terrorisme. Alle vil hen, hvor der ikke er turister, og dermed kommer der flere og flere turister derhen, hvor der ikke er turister.«
Men når Hauge er bedst, er han vedkommende og udfordrende. Det er ikke linjen hele vejen gennem bogen, men der er mange højdepunkter som følgende udfald mod den bløde pædaagogik:
»Det var ikke islam, der gjorde op med Oplysningstiden, det var pædagogerne og Folkeskolen, der i sit formål ikke et eneste sted nævner fornuft og forstand, men dyrker mystiske fænomener som følelsernes intelligens.«
Post-Danmark er i sidste instans både morsom og polemisk intelligent og Hans Hauge tager det sidste stik ved at lade sin ironi afvæbne forfængeligheden.

*Hans Hauge: Post-Danmark. 287 s., 299 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN 87-95920612

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu