Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kom an, højere dethed!

Paardekoopers roman om Elvira Madigan og hendes elsker viser digterens stilkunst, men giver ingen ny fortolkning af sagnet
Kultur
22. maj 2003

Roman
Gravene ved Landet Kirke på Tåsinge er ikke forsynet med dato, for ingen ved nøjagtig, hvornår Sixten Sparre skød Hedvig Jensen alias Elvira Madigan og derefter rettede tjenestepistolen mod sig selv. Juli 1889, oplyser inskriptionen. Han var 34 år, hun kun 21.
Siden blev historien et sagn, bemærkelsesværdigt derved, at det er et af de sidste, vi har. Omgærdet med gysen og nysgerrighed. Fastholdt i lokal mundtlig overlevering. Besunget dengang og nu. Filmatiseret af en svensker. Sat i musik af selveste Mozart. En i sit væsen tidløs historie om kærlighed hinsides alle grænser, der til sidst ramler ind i de barske realiteter, så afgørelsen må blive: døden for egen hånd.
Hun havde som cirkusprinsesse og linedanserinde levet spærret inde i luften, med moderen stående som fangevogter i savsmuld. Han havde prøvet, hvad det indebærer at være spærret inde i et ægteskab uden kærlighed. I løbet af nogle få varme måneder fik de begge realiseret deres behov for at leve fuldt ud. Hvor mange kan sige det? Sagnet drager til stadighed, kalder muligvis på nok en genfortælling.
Jeg dvælede ved gravene for et par somre siden og kan således nemt sætte mig ind i den fascination, der har fået Paardekooper alias Asger Braun alias Asger Schnack (f. 1949) til at skrive den historiske roman Sixten og Elvira. Heri følger han indledningsvis parrets sidste rejse fra Nyborg over Svendborg til dobbeltdøden i Nørreskoven, springer derefter tilbage i tiden og kortlægger de elskendes levned for så i tredje del at redegøre udførligt for den dramatiske flugt og parrets gymnastiske lagenbedrifter.

Kosmisk begær
De passer til hinanden »som en gud til en gudinde« og får, ifølge romanen, talløse orgasmer. De er, skriver Paardekooper, hævet op over naturens regler for rum og afstande i den menneskelige verden.
»Deres chance var at overskride alle tænkelige grænser for adfærd, at overgå drømmen og ikke falde ned i hverdagen«. Deres fællesskab er »en åndelig fysikalitet, hvor gentagelsen er et mål i sig selv. Kom an, højere dethed!«
Sådan bobler romanen over af hyldester til denne overskridende eros. »Oplevelsen var dobbelt, på én gang den rene lystoplevelse i og omkring kønnet, bredende sig ud til hele kroppen,« og så den »dybe samhørighed, der kunne kaldes kærlighed. Eller: Oplevelsen var netop ikke dobbelt, men én stor helhedsoplevelse.« Digteren taler henført om »en kosmisk tørst, et begær efter klodedrift.«
Men samtidig må han vise, at der i sidste ende ikke gives nogen seksuel kuvøse, hvor mennesker som Sixten og Elvira kan glide ind og vente, til der bliver plads til dem i verden.
Den biologiske tid tikker i deres rådvilde kroppe, alt imens de har sat sig uden for den sociale tid; deres frihed bliver dog også et fængsel, og boblen må før eller siden punkteres.

Fast og flydende
Til denne spænding svarer en indre konflikt i romanens stil, en uafklarethed, som man udmærket kender fra de værker, Asger Schnack har udgivet under sit gamle navn. Han søger på den ene side det præcise, rammende udtryk, men samtidig afprøver han tit talrige parallelle og næsten enslydende indfald. Hvor den ene af hans skrivestrategier tilstræber fyndighed, hylder den anden foreløbigheden. Han vil på én gang sætte ordene uden for tid og lade dem blive ét med skriftens og læsningens flydende tid.
For mig som læser medfører det, at jeg det ene øjeblik må nyde hans eminente stilkunst og så i det næste må ærgre mig over, at hans ord sidder så løst. Når forfatteren udstyrer Sixten med »en grundlæggende følelse af at synke« og lader de to elskende sejle på »uendelighedsevighedens boblende hav«, vidner det om mangel på billedmæssig selvdisciplin, og helt galt bliver det, når Paardekooper midt i sin glade stilistisk-erotiske eufori pludselig forsøger sig som mentalitetshistorisk kommentator:
»Alt havde ændret sig de seneste år i den europæiske bevidsthed, sådan en sætning kunne han godt sige.« Kunne han (Sixten!) det? Digteren synes at tvivle, for i fortsættelsen hedder det (temmelig slapt): »men det førte ham ikke ud af hotellet med Elvira i hånden på en græsmark langt væk uden politi eller journalister.« Bla bla bla...
Sixten og Elvira vidner i mange flotte, især lyriske, passager om et vældigt æstetisk overskud, og der er ingen grund til at tvivle på forfatterens engagement i den omtalte ’højere dethed’. Hvad man derimod må savne, er en selvstændig fortolkning af sagnet. Skal man være positiv, kan man sige, at Paardekooper har givet os en selvgyldig poetisk iscenesættelse af dets erotiske utopi. Skal man være ærlig, må man konkludere, at hans kunstneriske indsats har indskrænket sig til: at lave lir på historien. De kære tos multiple orgasmer får lov at drukne i ordgejl.

*Paardekooper: Sixten og Elvira. Blade af en fiktion. 194 s., 249 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN: 87-595-2106-6. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her