Ny bog
Vi skal lære af sportsstjerner. De skal fortælle os hemmeligheden. Verdensmestre har besejret alle i verden. Så selvfølgelig tager de på turné og holder managementkurser. Vi har set det i fjernsynet: Ulrik Wilbek underviser erhvervsledere og Thorkild Thyrring viser, hvordan man får fart på. Arne Nielsson er 10-dobbelt verdensmester i kanoroning, og han udgiver nu en bog, hvor han fortæller, hvordan man får hænderne op over hovedet i jubel og begejstring over hverdagens sejre. Den hedder Viljen til sejr.
Og Arne Nielsson har et budskab som han varierer over i slogans fremhævet med store typer på siderne. Det gælder om at være begejstret. Man skal gøre ligesom Tiger Woods. Man skal turde knytte næven og sige: Yes. Og det er det, man kan lære fra idrættens verden. Ligesom sportsstjerner jubler over en scoring, skal vi juble over en vellykket søgning på internettet eller en herlig ansættelsessamtale.
Men begejstringen bliver diskrimineret af den onde undertrykkende jantelov. Nielsson har lokaliseret fjenden: »Janteloven er langt hen ad vejen skyld i den kultur, som udmønter sig i, at vi ikke viser begejstring i hverdagen.«
For som Nielsson skriver uden at sige Yes og uden at konkludere med udråbstegn: »Begejstring tolkes af mange som barnagtig adfærd. Den begejstrede kaldes for overgearet. Eller for arrogant (du skal ikke tro, du er noget!). Og det er helt latterligt. Glade mennesker burde spærres inde. De smittes os andre.«
Her er vi fremme ved forholdet mellem individ og samfund: Glade mennesker er gode mennesker. Glade mennesker skaber glæde. Sure, negative og skeptiske mennesker kalder Nielsson for øv-bøverne:
»Øv-bøverne er dygtige til at pille folk ned, og de dræner folk for energi.«
I en generøs faktaboks slår Nielsson fast: »DER ER FOR MEGET ØV- BØVERI I DANMARK.«
Det gælder om at komme over stregen: det gælder om se muligheder og løsninger i stedet for problemer og begrænsninger. Forskellen er psykisk: Man skal sætte sig nogle mål, man kan nå. Man skal lave et personligt træningskort. Livet er som en idrætsbegivenhed. Nielsson placerer ansvaret for at være øv-bøv eller have hænderne over hovedet hos den enkelte.
»Det viser sig at menneskers overbevisning skaber resultater positivt som negativt. Og det er enten-eller: enten en positiv overbevisning om at en given ting kan lade sig gøre eller en negativ overbevisning om, at den ikke kan lade sig gøre.«
Skal man slå et golfslag, må man ikke tænke: Jeg slår den sikkert til højre for flaget. Man skal sige til sig selv: Hullet er stort. Man skal se det for sig: Den lille bold ryger i det store hul. Så er man en vinder.
Træning mod mobning
Nielssons formel for succes er individbaseret. Familien er et sted, hvor man lader op og henter energi. Eller kommer hjem med hænderne over hovedet og tilfører energi. Hjemme hos Arne Nielsson har de en regel: Hvis den ene er i godt humør, og den anden er i dårligt humør, så skal den med det gode humør vinde. Så kommer de begge over stregen. Hvis Arnes kone Lotte synes Arne kommer for sent hjem, skal han bare forklare hende, at han altså er ude og holde foredrag for væsentlige mennesker i Den Danske Bank. Og så bliver hun stolt af sin mand: hans selvrealisering fører til hendes lykke. Så kan hun få hænderne over hovedet.
Men den individbaserede analyse bliver problematisk: Han forudsætter at den enkeltes uhæmmede selvrealisering tjener kollektivet. Ved at tjene sig selv tjener man sin familie. Familien bliver ikke et socialt defineret felt, hvor individet underordnes kollektivet. Men hvad nu hvis Arnes kone netop denne dag havde hænderne over hovedet, fordi hun skulle realisere sig selv på golfbanen. Eller hvis den ældste dreng havde sagt yes!, fordi han ville spille fodbold med sin far den dag.
Nielssons analyse forudsætter, at der er nogen, der ofrer sig og tilsidesætter deres egne hænder over hovedet. Og det tematiserer han ikke.
Og Nielssons analyse frakender sociale strukturer ansvar for individforvaltning. Han træner f.eks. sin søn i at undgå mobning: Sønnen skal bare øve sig i at svare igen med en hurtig replik. Men hvis det ikke lykkes, bliver sønnen ikke alene mobbet, men må også internalisere ansvaret for mobning. Han bliver udsat: for det bliver til hans egen skyld. Det tematiserer Nielsson heller ikke. Den individbaserede dont-worry-be-happy-ideologi er god for dem, der vil holde op med at ryge eller tabe tre kilo. Men den underminerer kollektivers og fællesskabers fundament: dialogen om sociale rammer og krav om strukturelle forbedringer bliver til øv-bøveri. Det er hænderne over hovedet for dem, der har hænderne over hovedet i forvejen. De andre skal bare se at komme over stregen.
*Arne Nielsson: Viljen til sejr harmoni i job, familie og fritid. 175 s., 249 kr. PeoplesPress. ISBN 87-91293065
