Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et lidet fattigt land

Dansk udenrigspolitisk historie – det 19. århundredes krise
Kultur
8. maj 2003

Ny bog
Med 50 års mellemrum reduceredes det danske rige fra før 1814 at have været en betragtelig europæisk magt til efter statsbankerot i 1913 og tabet af Norge i 1914 at være en af Europas små stater og endelig til at være Europas næstmindste i 1864, kun Luxembourg var mindre. En deroute, der selvsagt satte sig sine spor i dansk selvforståelse og trak linjer op til vore dages uimponerede, selvovervurderende, falsk ydmyge danske højrøvethed.
Det er nu ikke den side af sagen, der interesserer forfatterne til Dansk Udenrigspolitisk Historie bd 3. bind, mentalitets- eller identitetshistorien, men udenrigspolitikkens professionelle udførelse, dens forudsætninger og teknik og dens kringlede forløb.
I så henseende er man i godt fagligt selskab og får besked om denne side af dansk forvaltning i både store træk og i mindste detaljer. Bindet følger således smukt op på de to foregående, hvor man også var i stand til midt i den overvældende oplysningsmængde at fastholde grundstrukturen i dansk defineret, uadvendt omend ofte uhyre forsigtig interessepolitik.
1814-1914 er ellers en ordentlig mundfuld. Især et stykke inde i perioden. Enhver, der kan huske gymnasiets historieeksaminer, kan også huske forfærdelsen ved at trække sedlen om helstat og delstat og 1848 og 64. Gøre venligst rede for...!

Inkompetent politik
Lord Palmerston sagde i øvrigt om det Slesvig-holstenske spørsmål, at der kun var tre mennesker i hele verden, der begreb det: prins
Albert, dronning Victorias gemal – og han var død – en tysk professor – men han var blevet sindssyg. Og så ham selv. Palmerston, men han havde glemt det!
Til beroligelse for læseren gør Claus Bjørn, den ene af bindets to forfattere, opmærksom på, at såfremt læseren som alle andre end de nævnte tre heller ikke har forstået ret meget, så er det, fordi der ikke er noget at forstå; at dette nationale traume, der har vakt så megen sorg og græmmelse, med andre ord er uforståeligt. Det kunne de godt have sagt allerede dengang i den sure skole, hvor en og anden håbefuld historielærer hersede med at indprente et ikke eksisterende rationale fra denne nationale sump.
Såfremt man hører til tidens nye fædrelandsbetagede segment, bør Claus Bjørn og Carsten Due-Nielsens fælles anstrengelser ikke anbefales. Dansk udenrigspolitisk adfærd i disse kriseår, hvor landet flere gange stander i våde, udgør ikke just toppen af menneskelig visdom. Mest bistert udtrykt i 1864, hvor en større behændighed utvivlsomt – og uden nødvendigvis at forfalde til kontrafaktisme – ville have kunnet trække grænsen, hvor den ligger den dag i dag. Det skulle ikke så være.

Store fugles sprog
En af forklaringerne er naturligvis en mindre og mindre kompetent Udenrigstjeneste, der ikke forstod de store fugles sprog. Først hen imod Første Verdenskrig begynder det at ligne noget mere.
Den navnkundige Peter Vedel havde ydet sit uvurderlige bidrag som udenrigsministeriets direktør til udvikling af tjenesten fra 1865-99. Efter ham og systemskiftet og især med Zahles ministerium kom folk som Scavenius til – og P. Munch i kulissen som forsvarsminister, som tilsammen formulerede en real neutralitetspolitik med fremtid.
Det er givet, at forholdet til andre magter i hele perioden og før og efter har været forlenet med en afstand og ophøjethed, som ganske vist ikke altid har stået mål med indholdet, men som tjente til at skabe en med tiden hensigtsmæssig udenrigspolitisk kultur. Denne indebar visse normer, formularer og uskrevne regler og indebærer blandt andet, at man ikke som statsminister i udenrigspolitikkens tjeneste stiller sig op som en anden bonderøv og lader sin egen udenrigsminister kvaje sig i skjult mikrofon, så hele Europa blot ved at se tv må få det indtryk, at både landets statsminister, udenrigsminister og hele udenrigstjeneste er en samling amatører.

Åndelig forandring
Et særligt kapitel udgør kongehusets placering i tidligere dansk udenrigspolitik. De kongelige, som i kraft af familieskabet jævnligt sås i en slags overnational klub hos svigerfar på Fredensborg, kunne af udenrigstjenestens folk nu og da bruges i en snæver vending.
Hvor meget dette er sket, røber bogen ikke i overdådige detaljer, men kunne være interessant engang at få fulgt op. Ikke for at gå i rette med landets drot, så kan det nu næppe have været den hele sandhed, som Margrethe engang fremstillede historien i tv, at familiens herrer forsamlet hos Christian 9. ved disse fredensborgske komsammener ikke drøftede udenrigspolitik. Mon dog ikke? Og i bekræftende fald: Hvor meget eller hvor lidt af disse drøftelser gik videre til professionens folk?
Forfatterne har ikke følt det som deres ærinde at sætte den udenrigspolitiske tænkning og udvikling i forbindelse med tidens mere åndelige strømninger. Et og andet siger én, at netop disse lag af elitens elite i udenrigstjenesterne rundt omkring trak på andre kilder end kolleger i administrationen, så såre tolkninger af verdens gang skulle formuleres.
Det franske diplomati var i dets egenskab af anerkendte skønånd vel stadig det øvrige Europas forbillede. Mon ikke også det danske udenrigsministeriums? Fransk kunne de alle. Der mangler, så vidt man kan skønne, noget i vurderingen af denne kulturelle forankring – eller den spirituelle dimension.
Men det er ligegodt en flot bog, også denne tredje del af vor udvortes historie, fin billedredaktion ved Cliff Hansen, fine billedtekster og brødsatsen i hensigtsmæssige spalter.
Hvorvidt den overordnede disposition, storrytmen, for hele værket holder, må sidste bind vise.

*Claus Bjørn og Carsten Due-Nielsen: Fra Helstat til nationalstat. Dansk udenrigspolitisk historie, bd. 3. Red. Carsten Due-Nielsen, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen. Danmarks Nationalleksikon. 536 s., ill. 448 kr. Gyldendal.
ISBN -7789-091-4

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her