Ny bog
For nu at vifte lidt med den kontrafaktiske modedille inden for historieskrivningen for tiden, kunne man i anledning af udgivelsen af museumsinspektør Jørgen Jensens bd. 3 af værket: Danmarks Oldtid lege med tanken: Hvad nu hvis den romerske hærfører Publius Varus ikke var blevet slået af Hermann i Teutoburgerskoven ved Osnabrück år 9 efter Kr., hvor tre legioner eller 20.000 gode romerske legionærer lod livet? Hvad nu hvis romerne, i stedet for denne kostbare påmindelse at selv en verdensmagts træer ikke vokser ind i himlen, havde udstrakt deres herredømme til den nordtyske slette, overskredet Elben og siden var trængt op over de sandede jorde og det lave moræneland på den jyske halvø? Hvad hvis de videre havde forceret bælter og øer og på den fjernere og største af dem bygget castellum på en holm ved det smalle sund nær Amager? Så havde København formentlig haft en ruin af en triumfbue på Kgs. Nytorv, rester af et amfiteater i Kongens Have og et fragment af en akvædukt et sted mellem Søndersø og Vandkunsten. Det danske køkken havde måske været bedre og sundere, hvem ved, med italienske påvirkninger før pizzariaerne.
Nu gik det som bekendt anderledes. Augustus sønderrev sin toga og jamrede over de tabte legioner:
Varus, Varus, giv mig mine ørne tilbage! Det senere danske land måtte herefter udvikle sig på bedste beskub uden den romerske verdens overindflydelse.
Roms påvirkning
Dette betød dog på ingen måde at Rom var et ukendt begreb for de fjerne stammefolk i det kølige nord; påvirkningen var mangfoldig, handels- og andre forbindelser legio. Fund i mængder fortæller om et kontaktnet som man før i tiden næppe forestillede sig, men som vurderet nøgternt heller ikke kan sammenlignes med senere tiders handelsstrukturer. Mangel på møntfund tyder ikke på en egentlig markedshandel, snarere på faste aftaler og fikserede standarder, hvor høvdingene måske stod for handelssikkerheden, og vareudvekslingen som et naturalieøkonomisk forhold lå i faste rammer.
Ældre jernalder, hvor vi her befinder os på indbydelse af Jørgen Jensen, er i slutningen af perioden 500 f. til 400 e. Kr. en overgangstid, hvor nye guder så småt introduceres, Tyr og Odin, Freja og Balder, og et tydeligere klassesamfund anes. Et andet tegn på opbrud er koncentrerede fund af romerske luksusartikler, som mere end antyder romersk påvirkning af overklassens skik, brug og levemåde. Det er næppe urimeligt at antage at den slags nymodens narrestreger har medført konflikter mellem konservative stammetraditionalister og folk med trang til udsyn og nyorientering.
En del germanske populationer leverede tillige lejetropper til romerne og bragte hjem fra opholdet blandt datidens amerikanere i det fremmede andre forestillinger om samfundshierarkiet og trangen til the roman way. Man kan med andre ord forestille sig, hvilket yderligere bekræftes af visse fund, at tiden ikke har været videre harmonisk. Men dette er som sagt den sidste periode af det lange forløb fra 500 før tidsregningen og introducerer yngre jernalder.
Undervejs møder vi menneskene fra dengang i skikkelse af ikke mindst mangeartede ofringer; mest dramatisk selvfølgelig de dræbte personer som vi lykkeligvis for forskning og fantasi har fundet så velbevarede i moserne. Tollund- og Grauballemand fremstår i dag som nationale klenodier, der i en eller anden forstand er med til at skabe en dansk identitet.
Sagligt set har de værdi i kraft af deres vidnedsbyrd om en datid, i hvilken vi ellers ikke ville have nær så megen ide om menneskenes ydre væsen, kost og kan hænde rituelle forestillinger. Dér ligger de nok så nydeligt i tørven, vore myrdede forfædre, omend de næppe har været mere nærværende for en nutidig, end at deres sprog i det moderne øre kan have lydt som noget ukendt kendt nogle klange, en tonegang som viste fremefter.
Den krigeriske alder
I selve offerhandlingen spøger kelterne i baggrunden og vidner atter om det danske territorium som mark for påvirkning udefra. Som altid. Måske blev den påvirkningen også dengang modtaget med hjemmefødt modvilje og ængstelse for at nogen skulle møve sig ind og få del i goderne.
De store våbenfund, Illerup Ådal, Vimose, Porskjær osv. fortæller alle om krigeriske forhold. Der hersker ingen tvivl om at de ofrede våben er besejrede fjenders ejendom. Tiden 200-400 e. Kr. er særdeles blodig med voldsomme angreb på Østjylland og Fyn. De mellemsvenske høvdinge rørte samtidig på sig og leverede voldelige overfald i Østersøregionen; slagenes størrelse, afmålt efter våbenfundenes betydelige omfang i nogle tilfælde standardisering i fodtussernes armering, tyder i øvrigt på politiske alliancer mellem flere stammer. Altsammen vidner om langt mere komplekse politiske og sociale forhold, end forne tiders oldtidsopfattelse lod ane.
Pragtværk
Der gives bogværker som en avisanmeldelse uanset alle tilløb ikke kan yde fuld retfærdighed uden at forfalde til superlativer. Jørgen Jensens hidtidige gennemgang af den danske oldtid hører blandt sådanne bøger. Bindet om den ældre jernalder er ingen udtagelse.
Jørgen Jensen øser ikke blot med aldrig svigtende overblik for de store linjer af sin enorme viden, støttet på sikker sans for den gode fortælling og kronologiske struktur, men giver disse fjerne mennesker vore forfædre ansigt og mæle. Også bind 3 er et pragtværk, hvor man igen kan glæde sig over fotografen Kirsten Kleins forunderlige og bevægende temabilleder, den grafiske tilrettelægning ved Finn Evald og billedredaktionen i Jette Toubro Hansen og forfatterens kyndige hænder.
Er man til dansk historie, men måske mindre til forhistorien, kan man roligt stille alle fordomme i bero og glæde sig over at jordfund og slutning fra disse levninger kan gøres i den grad velskrevet levende og først og sidst kompetent.
Ved flere gennembladninger er det ikke lykkedes at finde andet end ligegyldige småindvendinger.
*Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid bd. 3. Ældre jernalder 500 f. kr.-400 e. kr. 688 s. ill., 499 kr. I subskription indb. 399 kr. pr. bd.; samlet pris 1596 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
