Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med på en lytter

Essay-samlingen ’Uden titel’ giver et godt udsyn og vindue til Brostrøms særegne litteraturkritiske metode
Kultur
8. maj 2003

Essays
Der er i disse år en vældig blæst om 60’er-modernisterne. Både deres politiske radikalisme, deres filosofiske humanisme og deres svære fortolkningskrævende kunst står for skud. Det hedder sig, at de og deres formidlere har medvirket til at undertrykke andre kunstneriske udtryk, som ikke kunne presses ned i formlen for det modernistiske digt; udtryk, der ikke var båret af erkendelsessøgende metaforik, der ikke var præget af anfægtelse og splittelsestænkning, der ikke kunne aflæses vertikalt. Modernisterne tilhører, forstår man, en forældet borgerlig monokultur, der med sin elitisme og ’erfaringsramthed’ intet har at sige os tomme, kerneløse, omstillingsdesperate individer i dag.
Som en slags modsvar på angrebene udkom i fjor modernismeformidleren par excellence Torben Brostrøms litterære aviskritik i fyldigt udvalg ved de yngre kolleger Christian Lund og Erik Skyum-Nielsen. Denne udgivelse følges nu op af et lidt snævrere udvalg af Brostrøms essays gennem 35 år, redigeret af Christian Lund. Og lad det være sagt med det samme: De to bøger udgør tilsammen en milepæl i dansk litteraturkritik – ja, i dansk humanistisk forskning.
Samlingen åbnes med et essay om poesiens indre lyd. Det er lidt af en genistreg af udgiveren at placere netop denne tekst først. Den leverer nemlig i eksemplets snarere end manifestets form en nøgle til Brostrøms særegne litteraturkritiske metode, der i al sin enkelhed går ud på at lytte. Ikke til ydre lyde – som vi har nok af til daglig – men til digtningens ’ingenlyd’, der kan åbne for en udvidet kommunikation, en udvidet forståelse.
Det handler kort sagt om at lytte til, hvad de litterære tekster, nye som gamle, har at sige os moderne mennesker. Mere konkret kan vi lære at fornemme sproget, og det vil i sidste ende sige livet, på en anderledes, mindre instrumentel måde, som ikke mindst pragmatiske velstandsdanskere kan have godt af. Man kan f.eks. forestille sig, hvordan flerstavelsesordenes musik, som digtningen er så rig på, ligefrem ville kunne anspore til en ny etisk og politisk sensibilitet: Sakuntala, Ylajali, Mo i Rana, Yucatán. Hvisket som i drømme. Det må da have en effekt på selv den mest forbenede kræmmersjæl, skulle man tro.

Bevidsthedshistorie
Herefter følger en kronologisk rundrejse i den europæiske modernisme og dens forudsætninger i renæssancen og oplysningstiden. Tilsammen opruller de næste 14 essays en århundredelang vesterlandsk bevidsthedshistorie, formuleret gennem litteraturens indirekte, paradoksfyldte, billedrige medium. Rejsen, der bestemt ikke er bombastisk lineær, men kringlet, siksak-agtig, tager udgangspunkt i Rabelais’ gigantiske fortællinger om Gargantua og Pantagruel. Lyden, der strømmer fra værket, er latterens befriende rumlen. Når forfatteren lystigt blander æderi, pryglen og lemlæstelser, lorteorgier og mægtige vandladninger, drukgilder og kamptummel med livsvisdom, filosofiske samtaler og spændende rejseeventyr og opdagelser, er det ifølge Brostrøm humorens vilje til at løfte sig over snæversyn og rethaveri i en bekendelse til jordens liv og en fuldkommen accept af menneskenaturen, så selv den mest stivbenede, autoritære mørkemand må overgive sig. Præcis som det i øvrigt var tilfældet med ungdomsoprørets karnevalistiske happenings, som der drages parallel til.
Som en anden Hermes fører Brostrøm læseren videre igennem oplysningstidens humor, der begrebsbestemmes som en specifikt moderne opfindelse, guldalderens sagn og eventyr og frem til nutidens sand-digtning, »efter kaos«, som det hedder, »hvor ordene ikke længere slår til, når det gælder om at skildre virkeligheden, men hvor de er overladt til sig selv og derfor kommer i ustandselig modsigelse.« Hvilket imidlertid giver mulighed for at udsige en ny symbolladet sand-hed. Ikke mindst i lyrikken, hos en Uffe Harder eller en Klaus Rifbjerg.
Sidste station på modernismens rute er nutidens nordiske regndigtning, hvor metoden med de overraskende sammenstillinger igen kaster erkendelse af sig. Måske en anelse for spidsformuleret hedder det i et af de sidste essays, at der siden 1940’erne ikke er sket væsentligt nyt i lyrikken, der med nye accenter stadig lever i modernismens efterverden. Man tænker på den renselse af halsens metaforklumper, der med Brostrøms egne ord fandt sted midt i 60’erne, eller på den dekonstruktion af det centrallyriske jeg, der fandt sted midt i 80’erne. Men den intense lytten sig ind på regnen, som siler ned gennem den moderne digtning, som et tvetydigt billed på sammenhængsløshed og anormalitet, er præcis nok.

Vindue mod fremtiden
Bogen afsluttes med to tekster, der fra en lidt anderledes vinkel beskriver litteraturens ’sted’. Især den sidste tekst, hvor essayisten selv træder frem på scenen, som for at markere, at også litteraturkritikken til syvende og sidst bunder i det subjektivt sansede, peger på den grænseløshed, der altid har præget litteraturen og kunsten. Den foregår tildels i Lyon og handler om en roman, Brostrøm som ung var optaget af. Hermed understreges nok engang det, man i modsætning til vores økonomifikserede statsminister kunne kalde for kulturel udveksling mellem de europæiske lande – noget modernisterne i særdeleshed havde forstand på og indså nødvendigheden af.
Det er en vigtig udgivelse, der her foreligger, en vigtig indlytning i den litterære fødekædes store pulserende organisme, der rækker langt ud over æstetikkens rammer. Hurlumhejet er, som det siges i forbindelse med Rabelais, fast forankret i denne verden. Men samtidig åbner det også nye vinduer mod fremtiden. Perspektivet i modernisternes insisteren på at tænke de andre områder af menneskelivet med i den litterære analyse er, at kunsten, uden at miste sin autonomi, sin selvgyldighed, kan anskues som led i en aktiv udvikling af mere humane tanke- og forestillingsmønstre. Som korrektion til i dag, »hvor kunst og virkelighed igen kan siges at rime på hinanden,« hvor vi – med Slavoj Zizeks ord – befinder os i Virkelighedens Ørken, uden evne til at tænke ud over det givne.

*Torben Brostrøm: Uden titel. Litterære essays. Udvalg ved Christian Lund. 256 s., 285 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her