Ny bog
I 2000 udkom bogen Musikalske fortællinger, hvor musikformidler i Danmarks Radio Valdemar Lønsted førte læserne ind i en række af de store komponisters musik. Formen var gennemført: et portræt af kunstneren suppleret af en gennemgang af et værk. Sådan er det også med den nye bog: Flere musikalske fortællinger, der præsenterer komponister som f.eks. Haydn,
Brahms, Britten, Mahler, Boulez og Berg. Formen er streng, friheden består i, at indholdet varieres, og det enkelte værk præsenteres, så det fortæller noget om, hvad kunstneren kan og vil med sin musik.
I de seneste årtier er der sket en opblødning af, hvad man kan fortælle om en komponist for at gøre historien vedkommende. Sagt på en anden måde: Vi er nået længere ind i privatsfæren for derved at se sider af kunstneren, som muligvis kan give en uddybende forklaring af musikkens fremtrædelsesform. For rundt regnet et par årtier siden kunne en af Lønsteds kolleger i
tv-programmet Musikhjørnet interviewe en Carl Nielsen-ekspert. På spørgsmålet om Nielsen var sin kone utro, gik eksperten i sort og forsøgte at væve udenom og nedtone vigtigheden af en omtale af dette område. I dag udkommer artikler og bøger om Nielsen og hans umættelige trang til kvinder.
Ikke dyneløfteri
Det er blevet legitimt at formidle områder af kunstnerens privatliv, som før var tabubelagt. Det betyder ikke i det konkrete tilfælde, at Lønsted er dyneløfter, men det betyder, at han ikke holder sig tilbage for at inddrage andre områder end de specifikt musikalske, hvis det tjener et overordnet formål. Som f.eks. i billedteksten til fotoet med Benjamin Britten og Peter Pears, som lyder:
»Ophold i en vejkant et sted i USA 1939. Britten er blevet bedt om at kigge på fotografen, Pears har kun øje for sin samlever ...«
I parentes bemærket, for at sætte et historisk perspektiv op: Først i 1967 vedtog Underhuset i England en lov, der legaliserede samlivet for lesbiske og homoseksuelle.
Musikalsk fødselshjælper
En ny tids åbenhed over for seksualitet både homo- og hetero- giver selvfølgelig mulighed for at gøre det, Lønsted som radiomand ved er afgørende: at fortælle en god historie. Endnu udvises en slags respekt for de nulevende, og det synes at være tilfældet, at der skal gå et antal år efter kunstnerens død, inden den rigtig gode historie kan fortælles.
Det betyder ikke, at der ensidigt er fokus på samlivsforhold og seksuelle temaer i komponisternes liv, slet ikke, men det betyder, at der er et vigtigt spor, som Lønsted ikke forsømmer at følge, når det formidler noget relevant om mennesket og musikken. Derfor er Alma Mahler i fokus i historien om Gustav Mahler, og en smuk historisk tråd knyttes videre til Alban Berg og hans violinkoncert, skrevet til minde om Manon Gropius, datter af Alma Mahler og arkitekten Walter Gropius.
Historien om Bergs hemmelige elskerinde Hanna Fuchs er programmatisk skildret i Lyrisk suite. Den må Valdemar Lønsted have med, fordi værkets program er en lidenskabelig kærlighedserklæring til Hanna Fuchs. Berg skrev deres fire initialer i et firtonemotiv:
A-B-H-F, han brugte tallene 10 for Hanna og 23 for sig selv i udmålingen af metronomtallene, og de seks satser skildrer udviklingen af deres umulige kærlighedsaffære.
Lidt længere tilbage i historien hører vi gennem Lønsted om Brahms talstærke kvindeflok, herunder Clara Schumann, der indtog en helt speciel førsteplads. Sådan er det hele vejen igennem. Historisk set med Mozart som kransekagefigur, manden, der kunne skabe de største værker, altimens (eller fordi?) han udlevede sine seksuelle fantasier. Gengivet på film i Amadeus og i bøger og brevudgivelser.
Ned i substansen
Som et kontrapunkt til bløde baller og hede forbindelser står de præcise musikalske iagttagelser hos Lønsted. Som kun en radiomand kan gøre det, uden at det bliver akademisk, gennemlyser Lønsted musikken med konkrete nedslag i satserne, der får et par ord med på vejen. Der henvises til tider og steder på den medfølgende cd, der er kortfattede bibliografier, der er en liste med forklaring af fagudtryk og et anvendeligt navneregister, hvilket alt i alt gør udgivelsen egnet til didaktiske formål.
Samlet har vi at gøre med en eksemplarisk formidling af musik: Der tales hverken op eller ned til læseren, men direkte og levende, uden akademisk redundans og unødvendigt fyld.
Den eneste nulevende komponist, som har fundet vej til Lønsteds nye bog, er Boulez og komponistens mesterværk Repons. Hvilket man uden tøven accepterer: Boulez er en af de få, der har format til at stå ved siden af Brahms, Mahler, Berg og Britten. Man kunne dog ønske, at bogens forfatter ville fortsætte med et tredje bind, der gik endnu tættere på vores egen tid og måske også tillod mindre ånder, men spændende skæbner, at komme til udtryk. Set i et snævert dansk perspektiv ville det være spændende læsning. Hvorfor ikke starte med Vagn Holmboe?
*Valdemar Lønsted: Flere musikalske fortællinger, incl. cd. 304 s., indb. 299 kr. Gyldendal
