Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Verden er smuk

Umberto Ecos klassiske oversigt over middelalderens æstetik udkommer nu på dansk
Kultur
22. maj 2003

Æstetikhistorie
Umberto Ecos speciale ved universitetet i Torino handlede om Thomas Aquinas’ æstetik. Dengang var Eco en ung mand på kun 22 år. I sin soldatertid videreførte han sine middelalderstudier og udgav i 1959 et bind om middelalderæstetikkens udvikling. I 1980 blev han verdensberømt som romanforfatter med Rosens navn, og seks år senere reviderede han og genudgav bogen om middelalderæstetikken under navnet Arte e bellezza nell’estetica medievale (Kunst og skønhed i middelalderæstetikken).
Den kan man nu læse på dansk i Thomas Harders oversættelse. Bogen er en klassiker. Den er uundværlig, hvis man interesserer sig for æstetikhistorien og for de teologisk-filosofiske strømninger i middelalderen. Den giver et suverænt overblik og åbner for komplekse tekster. Ecos første bog om middelalderæstetikken, den fra 1959, var skrevet for specialister. Den reviderede udgave, derimod, hævder han, »skal også være tilgængelig for læsere, der ikke er specialister i middelalderfilosofi eller i æstetikkens historie.« Men bogen henvender sig stadig primært til dem, der vil bruge den i en faglig sammenhæng.
Eco træder ind i rollen som en slags raffineret minesøger. Idet han ikke lægger et moderne æstetikbegreb ned over perioden, lytter han til mange forskellige tekster – fra Augustin til Thomas Aquinas og endda videre endnu, for Eco fører sin undersøgelse ind i den tidlige renæssance – med henblik på at udvinde middelalderens opfattelser af skønhed, kunst, skabelse, fortolkningspraksis. På den ene side baserer bogen sig derfor på et omfattende, heterogent materiale. På den anden side dominerer homogeniteten, idet den samme arv fra antikken, de samme problemstillinger, dukker op og forskydes en smule i løbet af de 10 århundreder, som Eco beskæftiger sig med.

Rosens navn
Det er middelalderens kranke skæbne netop at hedde middelalder, det vil sige at blive forstået som en periode, der ligger mellem to gloriøse tidsaldre, antikken og moderne tid. Middelalderen kan næsten, alene på grund af sit navn, blive glemt eller misforstået. Ecos bog har flere polemiske ærinder i denne forbindelse. Han vil blandt andet gøre op med den forestilling, at middelalderen ikke ejede æstetisk følsomhed. Det sker allerede i bogens første kapitel, der er en
mini-version af Rosens navn.
I romanen registrerer den unge novice Adso, der sammen med sin læremester, William af Baskerville, besøger et dødsmærket benediktinerkloster, stærkt divergerende holdninger til spørgsmålet om, hvorvidt kirkerum skal udsmykkes eller ej. Denne diskussion afspejler to poler i middelalderens syn på den sanselige skønhed.
I romanen langer klosterets farligste mand, dogmatikeren Jorge, ud efter figurerne på kirkebyggeriets kapitæler: »Og hvad bestiller i øvrigt i klostergårdene, hvor brødrene læser deres bønner, den latterlige monstrøsitet, den mærkværdige vanskabte velskabthed og velskabte vanskabning?«. Eco lægger en replik fra en af middelalderens rigorister, Bernhard af Clairvaux, i munden på Jorge. I Middelalderens æstetik er Ecos pointe, at rigoristen, før han vender ryggen til de groteske billedhuggerarbejder, mærker deres voldsomme fascinationskraft. Rigoristen er netop yderst følsom over for det sanselige, og hans fordømmelse baserer sig på hans egen modtagelighed. Han ved, at skønheden findes, han ved, hvad der »kærtegner øret med blide lyde, dufter mildt, smager sødt, behager følesansen og i det hele taget kærtegner kroppen«, men han må give afkald på det hele for at vinde fromhed.

I et spejl
I Rosens navn møder Adso også en erklæret skønhedselsker i skikkelse af abbeden, som priser klosterkirkens kunstskatte. Abbeden er modelleret efter abbed Suger, der var drivkraften bag det gotiske byggeri i St. Denis, og ifølge Eco »prototypen på 1100-tallets smagende, kunstelskende menneske.« Han er Bernhards modsætning.
Når abbed Suger betragter de skønne ting i sin kirke, henrykkes han. Ædelstenenes farver og glans løfter ham mod Gud. »Jeg ser mig selv,« skriver han, »i en ukendt egn af verden, som hverken befinder sig helt i det jordiske mudder eller helt i himlens renhed, og det forekommer mig, at jeg med Guds hjælp, på anagogisk vis kan flytte mig fra denne nedre til hin øvre.«
Den smukke genstand er ikke autonom. Guds nærvær mærkes i den. Genstanden afspejler kosmos’ skønhed, og kosmos er, som Adso også minder sin læser om, »som et vældigt dyr, der i alle sine lemmer udstråler fuldkommenhed og rette proportioner. Og lovet være Herren, som ifølge det Augustin siger, har befæstet alle ting i tal, vægt og mål.«
Abbed Suger var også blandt dem, der argumenterede, at billeder i kirken ud over at forskønne Guds hus også belærer de læge. Hans eget katedralbyggeri kommunikerede ved hjælp af allegorier, og allegorien er nøglen til middelalderens mentale univers. Et af bogens mest spændende kapitler handler om den fortolkningspraksis, der fandt tegn i Bibelen, poesien, kunsten og verden i almindelighed. Skaberen taler til mennesket i et gådefuldt sprog, og mennesket kan, ja, skal anstrenge sig for at dechifrere dette, sådan som det også sker i Rosens navn, hvor en række mord fortolkes i forhold til Det nye Testamentes sidste tekst.
En af de helt centrale passager i Bibelen for middelaldermennesket er derfor ikke overraskende Paulus’ ord til korinterne: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.« For middelaldermennesket var det en nydelse, en opfyldelse af et fundamentalt æstetisk behov, en glæde at læse verden og den hellige skrift allegorisk.

Se nærmere efter
Men med Thomas Aquinas begynder den symbolsk-allegoriske opfattelse af universet at falde fra hinanden. Tingene kommer til at gælde for, hvad de er, og ikke for, hvad de betyder. I kunsten medfører det en større grad af realisme, en øget opmærksomhed for, hvordan ting ser ud, hvordan deres former og struktur er. Der åbnes for den interesse for observationen, der også findes i Rosens navn, hos nominalisten William af Baskerville: »Det bedste vi kan gøre er at se nærmere efter.« Middelalderens afslutning rykker nær.

*Umberto Eco: Middelalderens æstetik. Oversat af Thomas Harder. 256 s., 279 kr. Forum. ISBN: 87-553-2719-2. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her