Ny bog
17. juni 1953 fik det socialistiske styre i DDR en forskrækkelse og et traume det aldrig overvandt og som forfulgte dets ledere til det sidste. Selv ikke den senere opbygning af verdenshistoriens største hemmelige sikkerhedsapparat kunne forhindre de regerendes frygt for det revolterende folk.
Herom fortæller historikeren Rolf Steininger i bogen 17. juni 1953, der ser opstanden som begyndelsen til enden for det DDR, der blev oprettet 1949 og som faldt sammen og blev forenet med Forbundsrepublikken Tyskland i 1990. Udover fremstilling og analyse af opstanden og tiden derefter indeholder bogen også en samling dokumenter med centrale iagttageres vurderinger af afgørende tidspunkter i DDRs historie.
Det, der forskrækkede de østtyske ledere, var store demonstrationer og strejker vendt mod en beslutning taget i det regerende socialistiske enhedspartis centralkomite. Det var 14. maj 1953 besluttet at hæve arbejdsnormerne inden for alle offentligt ejede virksomheder med mindst 10 procent. Det fik bygningsarbejdere i Berlin på barrikaderne. Den 16. juni marcherede de sammen med andre til Ministeriernes Hus, hvor deres tilstedeværelse fik Ministerrådet til at trække kravene tilbage. Men nu rullede protesterne og det udviklede sig til en politisk motiveret, folkelig opstand, hvor også krav om frie valg blev massivt fremført. Uroen spredte sig 17. juni som en steppebrand og 500 steder i DDR var der strejker og demonstrationer, som fortsatte i flere uger. Samme dag blev der erklæret undtagelsestilstand og sovjetiske tropper sat ind mod de protesterende. 125 mennesker døde i sammenstødene, heraf syv lynchede betjente. Tusindvis blev arresteret i denne første opstand mod et kommunistisk styre i Østeuropa.
Under Sovjets bajonetter
Rolf Steininger påviser overbevisende, at denne opstand siden altid rumsterede i baghovedet på den østtyske ledelse. Selv økonomien blev påvirket af det: Med et øje på Vesttyskland og et andet på 17. juni 1953 sagde man, at priserne ikke måtte stige.
Nogle varer blev derfor solgt for mindre, end det kostede at producere dem. Ledelsen frygtede nemlig borgernes vrede mere end konsekvenserne af den økonomiske politik, der i gigantisk grad gældsatte landet. Siden den nedkæmpede opstand vidste ledelsen, at den regerede mod folket, skriver Steininger, og at de alene blev holdt oppe af Sovjetunionens støtte. Det havde den sovjetiske leder Leonid Bresnjev gjort helt klart for Erich Honecker under et møde i Moskva 1970: Uden os findes der ikke noget DDR.
Da arbejder- og bondestatens reelt eksisterende socialisme kollapsede i 1989, var der ingen hjælp at hente her. Den sovjetiske leder Michael Gorbatjov fortalte ved 40-års dagen for DDRs grundlæggelse, at den, der kommer for sent, straffes af historien.
Da centralkomitemedlemmet Kurt Hager 10. november 1989 sammenfattede situationen, beskrev han den som mere skærpet og alvorligere end i 1953. Det fik han ret i.
*Rolf Steininger: 17. Juni 1953. Der Anfang vom langen Ende der DDR. 208 s. ill., 14,90 euro. Olzog Verlag, München
Side 8: Den glemte opstand
