Læsetid: 2 min.

Blød nougat for de intellektuelle

Borges i brasiliansk krimidrama
26. juni 2003

Ny bog
Man tror, det er løgn: Verissimo, sandeligst, sikket navn, især for en forfatter, der excellerer i løgn over løgn. Men altså, den brasilianske forfatter Verissimo har i denne roman opfundet et alter ego, Vogelstein, som i en vis forstand opfinder Jorge Luis Borges som sit alter ego. Vi er med andre ord i hjertet af det litterære system, hvor litteraturen spejler sig selv.
Historien er den, at litteraten Vogelstein drager til en kongres i Buenos Aires om krimipioneren Edgar Allan Poe for dér at møde sit store forbillede, Borges. Kongressen om Poe ender som en
poesk krimi, hvor en af kongresdeltagerne myrdes, i et lukket rum selvfølgelig og foran et spejl. Liget ligger sammenbøjet som et V foran spejlet, og kongresdeltagerne kommer én for én under mistanke, alt efter om V’et spejles som et W, et X eller måske et M.

Krøllet intrige
Vel, her skal den krøllede intrige og den lige så krøllede afdækning af mordgåden ikke afsløres, men den godhedsfulde læser opfordres til at følge spillet mellem Vogelstein og Borges, for selvfølgelig: Ligesom en gave i virkeligheden er en udfordring, er beundring kun et maskeret dødsønske. I litteraturvidenskaben taler man om »anxiety of influence«, og selv når den ’påvirkede’ indrømmer sin gæld til forbilledet, er indrømmelsen kun en forberedelse til den store udryddelse: forbilledet væk, så nummer to kan blive nummer et.
Er intellektuelle særligt forfængelige? Særligt afhængige af anerkendelse? Særligt morderiske i deres jagt på anerkendelse? Det mener Vogelstein, der om »den intellektuelle forfængelighed« siger, at det er en destruktiv kraft; »Den har den frygteligste styrke i hele universet«, båret som den er af »vor rasende lidenskab for os selv«.
Verissimo lader Vogelstein overdrage ordet til Borges i romanens sidste kapitel, og på den måde indrømmer han sin næsegruse beundring for Borges, samtidig med at han jo reelt reducerer Borges til en bugtalerdukke. Det er farligt, når nummer to vil måle sig med nummer et. Det viser ’Borges’ i slutkapitlet, hvor han under alle mulige kabbalistiske forklaringer på mordgåden fremdrager en god gammeldags Ødipus-konflikt.

Litterær spøg
Verissimo har imidlertid forsikret sig mod alle anklager for overmod ved at nedtone sit litterære faderopgør: Det hele er kun en litterær spøg. Bare for sjov. Alle referencerne til Poe, Carroll, Mallarmé, Conrad, Stevenson, Verne mv. er kun med for at kaste et lysskær over det, som engang hed læserens gode smag og i dag hedder læserens symbolske kapital. For så vidt er bogen et eksempel på det, som en anden Borges-imitator, Per Højholt, har kaldt blød nougat for de intellektuelle.
Men som nougat betragtet er det en god lille bog.

*Luis Fernando Verissimo: Borges og de evige orangutanger. Oversat af Peter Poulsen. 144 s., kr. 175. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu