Læsetid: 5 min.

Bortskaf problemet

Anne Marie Ejrnæs kredser i fire lange fortællinger om balancen mellem kærlighed og magt
19. juni 2003

Fortællinger
Bag den blege og nok så begrebslige titel på Anne Marie Ejrnæs’ nye bog gemmer sig adskilligt blod og megen dyrekøbt indsigt. I fire lange fortællinger skildrer hun kloge og stærke kvinder, der møder dragende, intelligente, men også hersker-sindede mænd. Kvinden eller pigen vokser, udvikles voldsomt ved mødet, men i hver historie indtræffer et øjeblik, hvor manden svigter hende. Et punkt, hvor kraft og magt bytter plads. I kærlighedens sted indfinder sig da en hersker-vilje med dybe patriarkalske rødder og med langvarige psykiske eftervirkninger. Dette kan knække den stærkeste, men overlevelsesstrategierne findes – og bliver heldigvis ofte fundet.
Det hænder med storladen prægnans i værkets anden fortælling »Sabina og forsmåelsen« – om relationen mellem psykoanalysens kvindelige pioner, Sabina Spielrein, og hendes læremester og ven: behandler og undertrykker i ét, schweizeren C.G. Jung. Historien, kendt fra dokumenter, biografier og på det seneste film, bliver i Anne Marie Ejrnæs’ kloge fortolkning en indlevet analyse af kvinders og mænds forskellige måder at tænke, føle og elske på.
Sabina, hun, som Jung har gjort rask, så hun kan arbejde, læse, spise og se folk i øjnene, bærer nemlig på en drøm om harmoni, om herredømmefri balance mellem de to køn. C.G. Jung derimod bliver til stadighed bange. For hvad vil hans kone ikke sige? Hvad vil kollegaen og forbilledet
Freud mon tænke, når han forstår, at Sabina for Jung har været personlig nødvendighed, for forskeren såvel som for manden? Hvad sker der ham, hvis hun røber, hvad hun véd om hans svaghed og svære tvivl? Og hvad skal Jung dog stille op med sin voksende fornemmelse af i sidste ende at være sjælssøsteren underlegen?

Den stærkeste
Set fra Sabinas synspunkt kræver spillet rene regler. Hun finder hans hemmeligskræmmeri unødvendigt, ønsker sig jo ikke fysisk virkeliggørelse af deres kærlighed, men forventer på den anden side: en slags renfærdig totalitet. Deres samforståelse er unik, »en ubesværet udveksling gennem porøse vægge«. Hun ligesom kender ham, kan gætte og foregribe alt, hvorfor hun tager ham ind i sin søgen efter »det nye menneske, der kan elske uden at straffe, uden at begrænse, uden at tappe den anden for kraft.«
Fra denne kønnenes utopi går der varme linjer ud i bogens andre historier. Mindst vellykket forekommer »Hun og prøverne« – om en gymnasiepige, der i 1960’ernes midte får spejlet betagelsen af en lærer i skolekomedie-rollen som eleven i Ionescos Enetime. Her fascinerer unægtelig tætføringen imellem Ejrnæs’ tekst og det dramatiske forlæg, men resultatet bliver indforstået og noget overspændt.
Afklaret og smukt skildrer forfatteren derimod Heloïses aktive liv, efter at Pierre Abélard er død, i krydsklipning mellem 1143 og forelskelsens år. Læreren, der blev hendes elsker og mand, forvandlede hendes hele liv, og da han var borte, viste det sig, at hun, der måske var den stærkeste af de to, havde endnu et liv tilbage. Hverdagene kunne bære, og hvert eneste af hendes skridt var selv meningen, der førte videre til det næste. Tabet gjorde ondt, jovist, men den, hun mistede, var trods alt også en flygtende mand, der altid frygtede hendes næste spørgsmål.
Jeg citerer her skjult en række af de præcise og indsigtsfulde formuleringer, som Anne Marie Ejrnæs overlader sin læser. Hun er en klog kone, er hun.

Brændende kulde
Som fortæller provokerer hun mig, for lige så imponeret man kan blive over hendes bestræbelse på at folde sin researchede baggrundsviden ind i personernes tanker og sansefornemmelser, og lige så megen behørig respekt man kan nære for hendes evne til indlevelse i kvindernes sind og sitrende krop, lige så meget må man studse over hendes overpertentlige skrivestil. Det vrimler i disse fortællinger med klodset substantiverede verber, kluntet påhængte adjektiver og tunge adverbial-konstruktioner. Teksten taber uafladeligt i tempo som følge af forfatterens ønske om at få alle fornemmelser og bi-bi-omstændigheder med.
»Hun svedte inde i hænderne, men uden nervøsitetens springende fugt. Det var som at ristes over en ild, der var sprunget til hårrødderne, før hun vidste af det. Hun knitrede tørt, men pludselig slog den sprudende ild om i brændende kulde. Det forløb ned over ryggen, og issyle jagedes ind i sædets muskler, bagsiden af lårene...«
Har man imidlertid først vænnet sig til denne stil – det krævede for mit eget vedkommende flere irriterede tilløb – opdager man, at Anne Marie Ejrnæs muligvis blot skriver sådan for at gøre sin tekst til ét med dens tema. Hun skriver på en ambivalens, på en dobbelthed i kønnet, skriver som den kvinde må, der sætning for sætning slås med en oplevet mandlig dominans, og som til trods for denne sproglige kamp prøver at bebo et fælles frihedens felt i et sprog, der var indre, så længe hun længtes, men bliver ydre, idet hun fortæller. Erobre det felt kan hun ikke – det ville stride imod hendes viden: at kraften altid er større end magten – men hun kan operere i det, forvandle ambivalensen til vilje, gøre sin modstand til kunst.
Om denne æstetiske kamp handler også bogens første fortælling – om den franske billedhugger Camille Claudel og hendes sene års sindssygdom og helbredelse. I sin ungdom var hun Rodins elskede og led under hans forsøg på at instrumentere og dominere hende efter devisen: »bortskaf problemet«.
Siden blev undertrykkelsen varetaget af hendes egen familie, der fik hende umyndiggjort og indlagt. Men også her får forfatteren vist, hvorledes hverdagen kan bringes til at bære, nemlig i den fornemt beskrevne balance mellem patienten, »kunstnerinden«, og den anderledes jordnære, opofrende plejerske. »CC og snusfornuften« er en smuk historie om kvinders venskab og en lidenskabelig beretning om frigørelse. Godt, at også den har fået form.
Jeg tror, at mange af os, hvis vi tænker en smule, kan fortælle historier om stærke, kloge kvinder, der voksede ved at elske og ved at give betingelsesløst, men som blev gjort unødigt svage og små af mænd, når disse bøjede forholdet ind under dén seksuelle logik, der i sidste ende kunne tildele dem en magt, de ikke havde gjort sig fortjent til. Anne Marie Ejrnæs kan gennem sin fine bog måske hjælpe os til at forstå disse overgange som fatale svigt. Efter hendes analyse af kærlighed og magt vil der i nogle læsere være installeret en ny, følsom optik, der forskyder blikket fra manden som »altings forklaringspunkt« til kvinden, ja, til enhver af os, som altings frie begyndelsespunkt.

*Anne Marie Ejrnæs. At få form. Fire fortællinger. 254 s., 248 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu