Ny bog
BERLIN Ingen tvivl derom. Frankfurterskolen og den kritiske teori hører til det mest interessante, som det tyske kulturliv har frembragt i det 20. århundrede.
Hvad enten man nu deler skolens grundlæggende neomarxistiske verdenssyn eller ej, så fortjener alene mængden af værker og bredden af de emner, som først og fremmest Adorno, Benjamin, Horkheimer, Marcuse eller Habermas har beskæftiget sig med i tidens løb, læserens respekt.
Når det siges om sociologen Max Weber, at han var Tysklands sidste Universalgelehrter, så kommer nogle af disse teoretikere, der associeres med begrebet Frankfurterskolen, i hvert fald tæt på.
Der er sket meget i receptionen af den kritiske teori i de senere år. For det første er mange af medlemmernes samlede værker nu blevet afsluttet og offentliggjort. Dertil kommer forskellige brevvekslinger mellem bl.a. Adorno/Benjamin eller Adorno/Horkheimer, som netop udkommer i disse dage. For det andet er skolens historie blevet skrevet og mange af dens detaljer og fodnoter belyst. Alt i alt har dette ført til et mere tydeligt og nuanceret billede, et billede, som i mange år var blevet præget og utydeliggjort af skolens egen receptionshistorie.
For nu at sige det ganske kort: Der findes en stor usamtidighed mellem Frankfurterskolens udvikling og dens offentlige virkning. Skolens teoretiske fundament blev udformet i starten af 1930erne hovedsageligt af skolens daværende ubestridte leder, Max Horkheimer; faktisk går begrebet kritisk teori tilbage til et essay ved navn »Traditionelle und kritische Theorie«, som Horkheimer offentliggjorde i det berømte Zeitschrift für Sozialforschung i 1937.
Men hvad vigtigere er: Den kritiske teori havde sine rødder i Første Verdenskrig og Weimarrepublikken.
Mens Marx og Engels stadigvæk troede på en international samlet arbejderklasse, der i fælles kamp ville søge at revolutionere det borgerlige samfund, havde årene 1914 til 1918, og især begyndelsen af Weimarrepublikken, vist, at der ikke var meget fælles kamp.
Først bekrigede arbejderne hinanden på de europæiske slagmarker, og bagefter allierede ledelsen af de tyske socialdemokrater sig med de gamle borgerlige kræfter for at nedslå den såkaldte Novemberrevolution. Ikke mindst mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht er blevet et symbol på dette forræderi, som historikeren Sebastian Haffner engang karakteriserede det!
Brudt fremskridtstro
Så mens den tidlige kritiske teori delte Marx analyse af det borgerlige samfund og betydningen af økonomien, lå hans fremtidsoptimisme den mere end fjernt. At udviklingen »med nødvendighed« måtte føre til et bedre, dvs. socialistisk samfund, var der i 1920ernes Tyskland ingen grund til at tro.
Tværtimod havde udviklingen vist, at for nu at blive i datidens terminologi arbejderne godt kunne handle mod deres egne interesser, at det borgerlige samfund altså indeholdt nogle ideologiske elementer, der førte til en vedvarende falsk bevidsthed hos masserne.
Udover en ambition om at analysere økonomiske faktorer, førte den kritiske teori derfor også til en beskæftigelse med psykologi såvel som diverse kulturområder, herunder litteratur, filosofi og musik.
Disse historiske kendsgerninger blev dog i mange år overskygget af Frankfurterskolens reception i 1960ernes Tyskland. Skolen var på det tidspunkt vendt tilbage fra emigrationen i USA.
Adorno havde overtaget ledelsen af Institut for Socialforskning, og mange af dets oprindelige medlemmer var enten blevet på den anden side af Atlanten, havde trukket sig tilbage eller var, som Walter Benjamin, allerede døde. Og den altoverskyggende referenceramme var ikke Første, men Anden Verdenskrig med dets barberi, hvilket blandt andet førte til, at Adornos og Horkheimers Oplysningens Dialektik blev betragtet som et slags manifest for skolen. At dette værk dog allerede betød en videreudvikling, og i dag anses som et brud med skolens oprindelige tanke, fandt dengang ikke megen interesse.
Et nuanceret billede
Brevvekslingen mellem Leo Löwenthal og Siegfried Kracauer, som netop er blevet udgivet, skal ses i denne sammenhæng.
Udover at bogen dokumenterer et venskab, der varede i mere end fire årtier, og giver et fint indblik i, hvordan man også kunne kommunikere med hinanden, bidrager den til den historiske nuancering af Frankfurterskolen og dens omgivelser.
Meget sigende i denne forbindelse er, at Siegfried Kracauer i dag er ukendt for de fleste. Ikke desto mindre hører han til de centrale personer i Frankfurterskolens omkreds. Fra starten af 1920erne stod han både Löwenthal og Adorno personligt nært og prægede dem intellektuelt Adornos afhandling om Kierkegaard fra 1933 er tilegnet »min ven, Siegfried Kracauer«.
Som én af Tysklands førende kulturskribenter offentliggjorde han mange af datidens vigtige skrifter i Frankfurter Zeitung blandt andet af Walter Benjamin. Og hans egne publikationer, især hans analyser af hverdagsfænomener og den opståede massekultur såvel som hans analyse af den nye middelklasse i Die Angestellten, er klassikere i sig selv. Selv otte årtier efter deres første udgivelse synes de ganske læsværdige.
At Siegfried Kracauer alligevel er forholdsvis ukendt i dag, hænger sammen med det videre historiske forløb. Allerede i marts 1933 måtte Kracauer, som jøde og venstreorienteret, flygte fra Berlin til Paris. Kort tid efter mistede han sit arbejde på avisen og måtte i modsætning til Löwenthal og de andere medlemmer af Frankfurterskolen kæmpe sig igennem for at overleve. I et brev fra Löwenthal til Kracauer fra den 19. december 1933 hedder det:
»Ud fra dine antydninger konstaterer jeg med oprigtig bedrøvelse, at du åbenbart stadig ikke har fundet en tilfredsstillende løsning på de ydre omstændigheder. Det er en skandale med det overvældende antal af tidsskrifter og aviser, som findes i dag at man ikke konstant kommer til dig med bestillinger. Ja, det er mig ligefrem ubegribeligt. Jeg antager, at hvis man analyserer årsagerne, så vil de komme Dig til ære.«
Selv om Kracauer, primært med hjælp fra Löwenthal, fik indrejse til USA i starten af 1940erne, hvor han levede til sin død i 1966, havde han endegyldigt tabt sit sprog, sit publikum og sin funktion. I modsætning til Adorno og Horkheimer, ja selv Benjamin, vendte Kracauers værk aldrig for alvor tilbage til efterkrigstidens Tyskland.
Som Kracauer skulle også Löwenthal, der i mange år havde hørt til inderkredsen omkring Horkheimer, og som var Frankfurterskolens ekspert i litteratur, forblive i USA efter krigen. Ligesom med Kracauer skulle også Löwenthals forhold til Adorno blive anspændt i starten af 1960erne.
Sidstnævnte prægede i mange år billedet af Frankfurterskolen, dens historie og betydning. Med brevvekslingen mellem Kracauer og Löwenthal rykker periferien nu lidt mere i centrum. På mange måder er det en spændende lekture.
*Leo Löwenthal, Siegfried Kracauer: In steter Freund-schaft, Briefwechsel 1921 1966 red. af Peter-Erwin Jansen og Christian Schmidt, 292 sider, Springer, 24 euro.
