Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dogville på kryds og tværs

Både tomgang og indsigt i Kirsten Jacobsens dag-for-dag-reportage om Dogville-optagelserne. Den ligner Dogville ved at være sej at komme igennem
Kultur
4. juni 2003

Ny bog
Lasse for nogle, Lillemanden for andre – alias Lars von Trier, kendt filminstruktør – underholder Lauren Bacall om sine masturbationsvaner. Nogle sider længere fremme opmuntrer samme Trier sin rystende nervøse mandlige hovedrolleskuespiller, Paul Bettany, med ordene: »Selv du er blevet bedre. Hvad er der sket?« Og Dogville-holdets yndling og ankermand, Triers gode ven Stellan Skarsgård, må senere forklare: »Lasses form støder jo mange væk. Det tager tid, før tilliden og varmen kommer.«
Kirsten Jacobsens 573-siders murstensværk handler om 31 dages Dogville-optagelser i et isoleret svensk filmstudie, og bogen går tæt på. Den fremtræder som en filmreportagens Krig og fred og ligner Dogville ved at være sej at komme igennem. Intet teknisk småknas i produktionen er for trivielt til at blive bogført, ingen vittighed for vandet til omhyggelig registrering.
Med større detaljerigdom end måske nogensinde før i filmlitteraturen fører en reporter os ind i en filmoptagelses klaustrofobiske lilleverden.
Hjulpet godt på vej af en ekshibitionistisk verdensinstruktør, der er vant til det selvafslørende. Trier leverede jo selv den rene kilde-vare i sin dagbog om optagelserne til Idioterne, og heller ikke her holder han sig tilbage. Heldigvis.

Milepæle?
Som begrundelse for at skrive sin mastodontbog, der ikke har nogen økonomiske bindinger på produktionsselskabet Zentropa, har Kirsten Jacobsen sagt, at hun ville være vidne til, at »en milepæl blev slået i jorden.«
Bortset fra, at man vel kun kan bedømme om en film er en milepæl, når den er færdig og helst på flere års afstand, fremtræder hendes bog i sig selv som lidt af en milepæl i den særlige genre, der hedder ’bogen om en films tilblivelse’. Genren blev grundlagt af den legendariske New Yorker-journalist Lilian Ross, da hun i 1950 var flue på væggen i Hollywood under forberedelserne til og optagelserne af John Hustons Modets røde kokarde (der netop ikke blev en milepæl). Bogen hedder Picture.
Kirsten Jacobsen har ikke Ross’ evne til at sammenfatte og sætte i perspektiv. Men formår man at abstrahere fra bogens mange gentagelser, der ofte duplikerer det kedsommelige i selve optagelsesforløbet, læser man med stigende, næsten narkotisk fascination. Klarer Paul Bettany sine konfrontationer med Trier? Har instruktøren ret i ikke at ville skifte ham ud? (Ja, viser resultatet!) Hvor langt rækker Nicole Kidmans tålmodighed iført lænke om halsen (uendeligt langt. Hun var et mønster på professionalisme). Men kan hun klare sin instruktørs tendenser til at gøre et psykodrama ud af hvad hun helst vil opfatte som en cool instruktør-skuespillerinde-relation? (Nogle gange måtte hun tilsyneladende sætte ham på plads).

Respektindgydende
Men der er meget andet end ekshibitionisme og skuespillerkvababbelser på spil. Som et dokument om en særpræget filmisk arbejdsproces er bogen indlysende værdifuld, og stukket ind mellem alle trivialiteterne refereres mange begavede vidnesbyrd om, hvad det vil sige at arbejde for en mand som Trier, der helst bryder de fleste regler. De mange fotos af Rolf Konow er også et udpræget plus.
Og heldigvis går bogen meget tæt på Triers arbejde med skuespillerne og viser hans enorme stædighed, når den samme scene optages igen og igen i forskellige fortolkninger. Jacobsen er også god til at indfange den mere eller mindre skjulte rangorden på filmholdet. Og der udkrystalliserer sig interessante portrætter af Nicole Kidman (den venlige jernlady), Lauren Bacall (den vittige heks), Harriet Andersson (den gode fe), Paul Bettany (den usikre knude-yngling) og Stellan Skarsgård (den bundsolide ræsonnør). Plus kloge holdfolk som Vibeke Windeløv, Anders Refn og Caroline Cogez.
Så er der jo Trier selv. Hvor krukket og irriterende Lasse alias Lillemanden end kan fremtræde, kan bogen gennem sin enorme dokumentation kun øge respekten for en målbevidst og dristig kunstner, der hvert sekund tør satse sig selv fuldt ud. Nu har vi fået bogen om filmen – og filmen om filmen kommer om kort tid. Det næste må blive bogen om Triers klippearbejde, for her genskaber han sine film gennem utallige afgørende valg. Bogen rummer tilsyneladende kun få fejl. Det var ikke Robert-festen, men Bodil-festen, Lauren Bacall deltog i. Og det virker ikke helt pålideligt, når Kirsten Jacobsen på side 106 leger romanforfatter og skriver, hvad Vibeke Windeløv tænker.

*Kirsten Jacobsen: Dagbog om Dogville. 576 s., 298 kr. Ill. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her