Læsetid: 4 min.

Hellere død end uden ære

Fra dengang der var ære til: Så er der kommet en bog om duellernes historie
11. juni 2003

Ny bog
Da den døde Tordenskjold i november 1720 returnerede fra Hannover til København, blev kisten stuvet af vejen i Holmens Kirke, og ingen hædersbevisninger vederfaredes den tapreste søkriger i rigets historie.
Sagen var, at Peter Wessel, med det martialske tilnavn og utallige sejre over svenskerne, havde været så letsindig at lade sig slå ihjel i en duel. Det kunne en admiral i flåden ikke tillade sig. Faktisk var det forbudt at duellere. Især hvis man døde af det. Samtidig var der for en mand af ære og stand ingen vej uden om duellen, så snart visse mekanismer gik i sving.
I øvrigt er historien om Tordenskjolds tidlige død en uløst gåde i danmarkshistorien; hvorfor indlod en dårlig fægter sig på duel med kort pyntekårde mod modstanderens lange kampkårde. Det tog ikke mange sekunder, så faldt den danske søhelt, og »blodet og ånden gik næsten lige fast ud, så det efter tre-fire minutter var gjort med ham«. Måske var helten en anelse beruset og vidste ikke, hvad han gjorde, måske var sagen et snedigt komplot iværksat af svenske bagmænd, der fik ham til at tro, at duellen kun var pro forma.
Under alle omstændigheder havde Tordenskjold føjet sit navn til den lange liste af duellanter i vor – og Europas – historie.

Særpræget samværsform
Duellen, denne særprægede samværsform, var udtryk for dybe drifter, komplekse sociale mønstre samt rodfæstet optræden for de klasser i fortiden, for hvem udfordringen til duel var et lige så naturligt udsagn som at tage hatten af indendørs. Dertil kom som følge heraf den tvang, det gruppepres, den automatik som duellen også var udtryk for. Netop dette sammensatte ved kulturtrækket har historikeren Sune Christian Pedersen overbevisende fået fat i med sin fremstilling af duellens danske historie, som han passende kalder På liv og død. Dette var jo som oftest, hvad sagen drejede sig om.
Sune Christian Pedersen er ikke den første europæiske historiker, der iagttager historien i duellantens sigtekorn, men han er den første danske i nyere tid. Først og fremmest har forfatteren interesseret sig for kilderne, de bevidnede duelsituationer og med dem i hånd søgt at finde fælles træk og beskrive generelle fænomener.
En nok så grundig, forholdsvis ny bog om emnet : The Duel in European History af V.G. Kiernan anbefales den læser, der parallelt med Sune Christian Pedersen vil have mere og bredere kulturhistorie med hjørnespark til litteraturen.

Æressagen
Hvor bizar den væbnede duel til døden end forekommer et nutidsmenneske, er emnet centralt til belysning af fortidsaristokratiets samfunds- og selvforståelse. Begrebet ære er ikke en tom frase, men et levende vilkår. Æren er en fast, uhyre præcis målestok for den sociale anseelse; æren påkaldes for tilsyneladende bagateller.
En let berøring af en officers sabel, en forkert betoning, et løftet øjenbryn, det mindste ringeagtende signal er tilstrækkeligt til, at sekundanterne kontaktes, og sagen i værste fald ender med den ene parts død. At forholde sig blot det mindste afventende efter en krænkelse vækker mistanke om fejhed, kan ødelægge en mands rygte og umuliggøre hans og hans umiddelbare omgivelsers tilværelse.
Derfor udkæmper overklassen, ikke mindst adelens unge og officererne, en uendelighed af dueller til et godt stykke op i det 19. århundrede i stadig mere fortvivlede forsøg på at fastholde kastens prærogativer.
Da omsider det borgerlige samfund stiller andre fordringer til social anseelse; god forstand, boglig uddannelse og flid, mister duellen forholdsvis hurtigt betydning for til sidst at blive rent ud ringeagtet. På dansk territorium dog ikke ganske. I Kiel fortsætter studenterne med at slås på sabler for at tilføje sig selv og hinanden mensur-ar, adgangsbillet til den preussisk inspirerede forvaltnings- og officersskultur.
Og så heller ikke helt i selve Danmark før et lille stykke inde i det 20. århundrede. Mest berømt er eksemplet med Edvard Brandes og den krænkede skuespiller Robert Schyberg. Brandes beskrev i en teateranmeldelse Schybergs gangart på scenen temmelig umisforståeligt, som om denne havde skidt i bukserne. De to mødtes i Dyrehaven og udvekslede i ramme alvor fire pistolskud. Bagefter kom de begge i spjældet.
Senere endnu søgte officerer stadig at fornærme modstandere så grundigt, at ærens mark kan have været målet. Sådan var det ved at gå for Erik Arup; en officer passede professoren op i Vestergade og ville uddele øretæver som duelgrundlag som hævn for Arups forbeholdne bemærkninger i sit værk om kongemagt og militær. Men da var lysten til blodsudgydelser gået af mode; Arups søn klarede vist nok sagen ved at true på farens vegne.
Sune Christian Pedersen har skrevet en fin og oplysende bog, Tankevækkende, hvad angår periodernes skiftende adfærdsnormer. Man bør ikke glemme, at duellen langt op i tiden var en selvfølge. Nu nøjes mediejunkerne med at svine hinanden til i aviserne. Et fremskridt.

*Sune Christian Pedersen: På liv og død. Duellens historie i Danmark. 240 s. ill. 299.kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu