Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Idealisme eller fanatisme?

Venstrefløjen sættes under lup i ny antologi, der er båret af sym- og antipatier over for selvsamme fløj og dens konkrete politiske indsats og betydning
Kultur
19. juni 2003

Antologi
»Gennem den sidste halve snes år er den europæiske venstrefløj på det nærmeste blevet kriminaliseret, stemplet som ’udemokratisk’ og rummende autoritære tendenser og holdninger. Omvendt synes den borgerlige højrefløj – såvel af liberalistisk som konservativ observans – at havde taget patent på demokratisk sindelag. Dette er faktisk ganske godt skuldret, når man betænker, at det borgerlige Europas demokratiske sindelag er af ret ny dato. Helt frem til afslutningen af Anden Verdenskrig var autoritære og demokratifjendtlige holdninger og opfattelser ganske udbredte blandt borgerskabet og i de borgerlige partier, ja, i nogle lande var de endda helt dominerende.«
Ovenstående ordrette citat fra Idealisme eller fanatisme, med undertitlen: Opgøret om venstrefløjen under den kolde krig, er hentet fra bogens mest tankevækkende bidrag, nemlig historikeren Curt Sørensens. Han er født 1938, dermed af samme generation som kollegaen Bent Jensen, der også bidrager til bogen, men i en helt anden toneart, kan man rolig sige. Hvor det for Curt Sørensen er vigtigt at punktere visse myter, bl.a. om Sovjetunionens opståen, er Bent Jensen ude i et andet ærinde.
Når han taler om forfølgelserne i det gamle Sovjet, er der ingen grund til at tro, at han lyver eller overdriver, han har givetvis heller ikke uret, når han påpeger, at visse venstreorienterede i Vesten viste sig forbløffende gode til at lukke øjnene for rystende meldinger om den virkeliggjorte socialismes forhold til elementære menneskerettigheder. Men netop når det drejer sig om at kortlægge sovjetsystemets umenneskelighed, virker Curt Sørensens beskrivelse – der på ingen måde er mindre kritisk end Jensens – mere brugbar. For man kommer unægtelig i tvivl, når Bent Jensen skælder ud: Er han drevet af oprigtig vrede over verdens ondskab, eller er han først og fremmest fortørnet over, at fortidens syndere ikke har aflagt fuld tilståelse og i fuld offentlighed lovet bod og bedring for deres ungdoms mange fejltagelser?

Venstrefløjens format
En anden af bogens bidragydere, den yngre historiker Søren Hein Rasmussen, gør opmærksom på, at det selvfølgelig ikke altid var af nøje gennemtænkte grunde, når folk f.eks. meldte sig ind i DKP. Hans egen begrundelse var forelskelse i en pige – der allerede var medlem. Og så i øvrigt at hans egen familie var kommunister – på fuldkommen tilsvarende måde som de langelandske Helveger i generationer har været radikale.
Den del af ’venstreorienteringen’, som var en følge af 60’ernes ungdomsoprør, udartede i mange forskellige retninger. Nogle af dem, som KAK-gruppen under ledelse af Gotfred Appel, var nærmest blottet for ganske almindelig realitetssans, andre disciplinerede sig og søgte ind i de eksisterende partier, f.eks. DKP, der, som politikeren Frank Aaen beskriver det, nok til en vis grad var forblændede af det store Sovjetunionen, men som dog også var et parti, der beskæftigede sig med praktisk politik, indenrigs og lokalt.
Men ellers har venstrefløjen gennem tiden unægtelig gerådet i en masse sludder og vrøvl, især den ’fancy’, middelklassede del af den, der måske var mere optaget af at forskrække far og mor hjemme på villavejen end af egentligt politisk arbejde.
Under læsningen af bogen er det svært ikke at få det indtryk, at i det mindste i den politiske debat har venstrefløjen altid haft mere format end de borgerlige. Da USA i løbet af 60’erne afviklede deres forstemmende racelove, afkrævede venstrefløjen da aldrig de borgerlige, der heller ikke dengang ret godt tålte kritik af Guds eget land, bod og anger for – om ikke andet så ved passivitet – at have støttet en umenneskelig forskelsbehandling af de amerikanske borgere.
De erhvervsfolk, som Nelson Mandela lovede særligt gunstige vilkår og kontrakter i det nye Sydafrika, fordi Danmark havde ’kæmpet’ på hans side, var vel heller ikke dem, der gik foran i den politiske afstandtagen fra apartheidstyret? Heller ikke da Franco døde, så sent som midt i 70’erne, lød der venstrefløjsrøster, der ville stille borgerligheden til ansvar for dens manglende protester mod det sidste tilbageværende fascistiske styre i Vesteuropa. Den slags har venstrefløjen i det store og hele holdt sig for god til. Men det gør deres politiske modstandere altså ikke, har det vist sig.

Retten til at kaste med sten
At dele af venstrefløjen tog fejl på afgørende punkter, og også nærede mildt sagt uheldige sympatier (f.eks. for Pol Pot-styret i Cambodia), er uomtvisteligt. Men på hvilke punkter havde borgerligheden så ret? Gjorde den ret i, i fortiden, så længe det overhovedet var muligt faktisk, at modsætte sig det velfærdssamfund, som vi alle sammen nyder godt af nu? Havde den ret i den betingelsesløse accept af USA’s krig i Vietnam? Og, mere aktuelt: vil historiens dom mon vise, at Danmark gjorde ret i at spise kirsebær med de store, med USA og England, da Saddam Husseins indtil videre vældig godt skjulte masseødelæggelsesvåben skulle uskadeliggøres?
Et andet tema for fremtidens historikere kunne være den nuværende borgerlige regerings særdeles stramme udlændingepolitik. Det kan vel ikke udelukkes, at den om ikke så få år vil være et pinligt minde om selvtilstrækkelighed og bureaukratisk brutalitet?
Bogen rummer udover de nævnte bl.a. bidrag af Bent Blüdnikow, Christine Antorini, Tøger Seidenfaden og Lars Hedegaard. Den kan bestemt anbefales. De fleste af bidragene er både vedkommende og ædruelige. Selve udgivelsen har, efter hvad redaktørerne oplyser i deres forord, haft sine fødselsvanskeligheder. Nogle skribenter har ikke ønsket at bidrage, når visse andre var med.
Det er forståeligt nok, for selvfølgelig er der tale om konfliktstof. Selv ikke i lille Danmark er det helt uden omkostninger at engagere sig politisk. Det er heller ikke ufortjent, at nogle af venstrefløjens
koryfæer bliver mindet om alt det sludder, de gik og sagde i sin tid, da det var dem, der havde vinden i ryggen. Man føler sig bare ikke særlig overbevist om, at de selvudråbte sejrherrer efter Murens Fald nu også virkelig er så rene, at det bør være dem, der kaster med sten.

*Adam Holm & Peter Scharff Smith (red): Idealisme eller fanatisme? 257 s., 279 kr. Forum. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her