Læsetid: 4 min.

Magten, barnet og Luhmann & Foucault

En antologi om en tysk sociolog og en fransk filosof er både akademisk vedkommende og aktuelt udfordrende
24. juni 2003

Ny bog
Magt er ikke noget, man sidder på. Og magt er en ikke en genstand, man får overrakt. Selv om vi til daglig og foran tv taler om magt som en ting, man kan bestyre, er det ikke sådan.
Den franske filosof Michel Foucault og den tyske sociolog Niklas Luhmann har problematiseret den vulgære magtopfattelse, der huserer i hverdagen og foran tv. Foucault gentænkte mod slutningen af sit liv sine hidtidige bøger og undersøgelser under magtens perspektiv.
Luhmann tilskrev ikke magtanalysen samme prominente position som Foucault. Luhmann anskuede magten som medium. Jeg kan ikke vide, hvad den anden vil gøre, og den anden kan ikke vide, hvad jeg vil gøre. Jeg har måske sanktionsmuligheder, den anden vurderer mine sanktionsmuligheder. Hvis jeg kan påvirke ham til at vælge en blandt flere mulige handlinger, er forholdet en magtrelation. Det er både ganske ligetil logisk og så helt anderledes end klassisk magtteori. Den der forestiller sig en handling, som en direkte virkning af en anden handling, reducerer et komplekst netværk af virksomme faktorer til et kunstigt isoleret forløb med kun en årsag og en virkning. Det er ikke jeg, der er årsag til den andens handling som effekt. Det er kodestyret kommunikation. Filosoffen Ole Thyssen beskriver i en ny antologi betitlet Perspektiv, magt og styring effekten af Luhmann:
»Hans teori underminerer hverdagens selvfølgeligheder omkring f.eks. realitet, så man får en næsten kvalmende fornemmelse af, at verden skrider ud på en gyngende grund. Men samtidig fastholder han alle hverdagens selvfølgeligheder.«
Foucault skriver imod det, man kunne kalde den juridiske forestilling om magten. Magten er ifølge Foucault ikke hos kongen. Magten er ikke en ekstern substans. Den udøves i magtforhold. Magten kommer ikke oppefra. Den der vil styre oppefra forsøger at beherske magtspil, som allerede er i spil fra bunden. Foucault insisterer på, at hvor der er magt, er der modstand. Hverken Foucault eller Luhmann sætter mennesket som mester i centrum. De er begge blevet kaldt anti-humanister. Som Foucault skriver i forordet til Klinikkens fødsel:
»Det, der tæller i de ting, der siges af mennesker, er ikke så meget, hvad de måtte have gjort sig af tanker omkring dem, men det der fra starten systematiserer tankerne, så de bliver tilgængelige for en uendelighed af nye diskurser og muligheder for at forandre dem.«

Barnet og fælles sprog
Det er vanskeligt at forbinde Foucault og Luhmann. De fleste har valgt enten at beskæftige sig med Foucaults diskurser eller Luhmanns systemer. Den nye antologi Perspektiv, magt og styring udfolder en redaktionel bestræbelse på at tænke Foucault og Luhmann i kontekster og konstellationer, hvor de reflekterer hinanden.
De fleste bidrag er dog skrevet enten med udgangspunkt i Luhmanns eller i Foucaults perspektiv. Ole Thyssen har skrevet en generøs og problematiserende indføring i Luhmanns erkendelsesteori og internationale Foucaultforskere som Thomas Lemke. Mitchell Dean og Nicholas Rose udfolder eller præciserer momenter i Foucaults tænkning. Urs Stäheli, idehistorikeren Jens Erik Kristensen og bogens to redaktører Lars Thorup Larsen og Christian Borch tænker med både Luhmann og Foucault, mens Gorm Harste i en interessant overflyvning perspektiverer både Foucault og Luhmann i relation til Pierre Bourdieu.
Stefan Hermann har skrevet en fremragende artikel, hvor han opholder sig ved ’det der har systematiseret tankerne’ omkring Folkeskolen i 1990’erne. Barnet blev i 50’ernes folkeskole udlagt som ’den lille natur’, der skulle kultiveres, mens folkeskolen under indflydelse af marxistisk tænkning i 70’erne behandlede eleven som ’aftryk af det kapitalistiske samfunds produktionsmåde.’
Gennem læsning af pædagogiske forskrifter og politiske programskrifter viser Hermann hvordan barnet i løbet af 90’erne blev til et lille selvstændigt subjekt. Læreren må ikke være en autoritet, der indlærer, men skal derimod vise sig som personlige coach, der stimulerer barnets egen indlæring. Barnet skal have lyst til læring. Det lyder som om managementregimet er på spil i folkeskolen. Som Hermann skriver:
»Skolen skal installere et begær for læring i den enkelte. En lyst og vilje til at forandre sig, til at lære, som skal løbe gennem hele livet. Begær for livslang læring skal ikke blot fremmes ved sanktion/incitament eller påbud, men via elevens personlige udvikling, dvs. via identitetsdannelse.«
Udlægningen af barnet som kompetenceudviklende entreprenør legitimeres ved henvisning til ’globalisering’ og ’videnssamfund’. Man skal følge med udviklingen. Det er nødvendigt. Postulatet om nødvendig udvikling minder om det marxisterne kaldte ’irreversible historiske processer’. Paradigmet om det kompetente barn turneres i vulgærmarxistisk retorik. Som Hermann skriver:
»Vi mangler at høre, hvorfor videnssamfundet og kompetenceudvikling gennem lystfremmende læring i folkeskolen ikke blot er en nødvendig foreteelse, men også i politisk og demokratisk forstand en god idé.«
Holger Højlund har med samme perspektiverende grundighed som Hermann undersøgt udviklingen af det projekt i ældreplejen, der hedder ’Fælles sprog’. Der er gode teoretiske læsninger i den nye antologi, og der er skarpe konkrete afdækninger af systemer og vidensregimer. Det er Luhmann og Foucault belyst og reflekteret på et højt niveau i flere etager: Perspektiv, magt og styring er både en akademisk vedkommende og aktuelt udfordrende bog.

*Christian Borch og Lars Thorup Larsen (red.): Perspektiv, magt og styring. 297 s., 275 kr. Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu