Læsetid: 5 min.

Skidt forsvar for Rumsfeld

I en militærhistorisk tour de force argumenterer krimiforfatteren Caleb Carr for, at tiden er inde til at bruge Bushs ’slå først-doktrin’ i krigen mod terrorisme
12. juni 2003

Ny bog
Forventer man, at Caleb Carrs bog handler om terrorisme i gængs forstand, sådan som dens titel mere end antyder, skuffes man. Titlen Terrorens væsen er en lidt bombastisk oversættelse af The lessons of terror, men hverken den engelske eller den danske er ganske dækkende for bogens indhold, der er en bredt anlagt historisk redegørelse, der skal overbevise sine læsere om, at progressiv krigsførelse er løsningen på verdens og ikke mindst
USA’s sikkerhedsproblemer.
Progressiv krigsførelse er bogens navn for, hvad vi danskere efter George W. Bushs berømte tale for kadetterne på West Point i juni sidste år har lært at kende som ’slå først-doktrinen’: at USA gennem militære overraskelsesbegreb skal fjerne trusler mod supermagtens sikkerhed, før de har materialiseret sig i form af en ’rygende pistol’.
Havde USA taget de mange advarsler om et truende omfattende terrorangreb fra islamiske fundamentalister, der har lydt, siden de første gang forsøgte at vælte World Trade Center i 1993, alvorligt og militært elimineret Osama bin Laden, var 11. september aldrig sket.
Gang på gang fremhæver bogen romernes gode erfaringer med snigmord: »Som man vil huske, var snigmord på oprørsledere en af romernes mest effektive metoder til at kvæle opstande, langt mere effektiv end storstilede straffeekspeditioner«.
I stedet for ’bomber i sand’, som de nykonservative i Washington betegnede præsident Bill Clintons straffeekspedition i Afghanistan og Sudan i 1998 efter al-Qaedas angreb på de amerikanske ambassader i Østafrika samme år, burde Clinton have gennemført forebyggende angreb (preemptive strikes) mod Osama og al hans ondskab.
Der findes i nyere tid i hvert fald to gedigne eksempler på forebyggende angreb: Det første var, da Israel i 1981, uden ikke engang at orientere sin allierede USA, bombede en atomreaktor i Bagdad. Dermed satte israelerne Iraks atomvåbenprogram år tilbage og fjernede for en stund en strategisk atomvåbentrussel fra et fjendtligt naboland. Dette eksempel berøres ikke i bogen.
Det gør derimod det andet eksempel, nemlig Ronald Reagans bombning af Libyen i 1986. Bombningen blev argumenteret igennem af den daværende udenrigsminister, George Shultz, efter at amerikanerne fandt det bevist, at Libyen havde været involveret i attentatforsøg mod USA’s ambassade i Paris og en terroraktion mod diskotek La Belle i Berlin i 1986, hvor amerikanske soldater havde for vane at tilbringe aftenerne i deres friweekender.

Bekymrer sig ikke om ret
Shultz havde flere gange argumenteret for forebyggende angreb som midlet mod terrorisme, men var blevet stoppet af et overforsigtigt makkerpar i Pentagon, nemlig Caspar Weinberger og Colin Powell. I 1986 fik han sin vilje igennem, og ifølge Carr var det ikke alene truslen mod den libyske leder Gaddafis liv i sig selv, der efterfølgende fik ham til at stoppe støtten til den internationale terrorisme, men den udviste den amerikanske vilje til at udslette hans konventionelle styrker, som var udslagsgivende.
Filosofien hos Carr er, at den internationale terrorisme kan stoppes, hvis de stater, der står bag, indstiller støtten, og det kan de overtales til, hvis truslen om forebyggende overraskelsesangreb konstant er til stede. Flere gange fremhæver han Libyen som paradeeksempel på en vellykket ’slå først-strategi’, selv om han dog i forbifarten får nævnt, at Libyen måske stod bag Lockerbie, altså nedskydningen af et amerikansk passagerfly over Skotland i 1988 – to år efter Reagans forebyggende aktion.
Han opholder sig heller ikke ved, at forebyggende angreb helt er i strid med international ret og en klar overtrædelse af FN-chartret. Han begrænser sig til at sige, at bombningen af Libyen var legitimeret som selvforsvar, håner Frankrig for at forbyde USA at bruge fransk luftrum i forbindelse med angrebet og nævner slet ikke, at den tyske udenrigsminister var på vej over Atlanten i sit fly for bremse Reagans angreb på Libyen. Med andre ord bekymrer han sig ikke om det retslige grundlag, hvilket vel ligger helt godt i tråd med hans anerkendende referencer til Machiavelli og Thomas Hobbes. Det bekymrer heller ikke hans analyse, at CIA har påpeget, at Libyen helt frem til begyndelsen af 1990’erne, hvor landet blev underlagt omfattende sanktioner af FN i forbindelse med Lockerbie efterforskningen, aktivt støttede international terrorisme.

Nedgørende udokumenteret
Når Carr ikke engang nævner disse forhold, kan det ikke blot tilskrives den nødvendige overfladiskhed, hans fremstilling er præget af med baggrund i, at den dækker 2.000 års global militærhistorie, men formentlig også, at han som sine meningsfæller i dagens Pentagon kun har foragt tilovers for analytikerne i CIA. Således vies en længere fremstilling til organisationen, der nedgøres, uden at der dog føres egentlig dokumentation for de mange anklager.
Problemet med denne analyse, som så mange andre af bogens fremstillinger, er, at de retorisk blot tilrettelægger argumenterne frem for at gennemføre en stringent undersøgelse af sagsforholdene. F.eks. svækker det Carrs argument, at aktuelle netværk som al-Qaeda ikke er afhængige af støtte fra stater, men tværtimod infiltrerer og som i tilfældet Afghanistan overtager svage stater med henblik på at bruge deres suverænitetsstatus som skjold. Her nytter det jo ikke at bombe statens konventionelle styrke, ligesom krigen mod Irak formentlig ikke på nogen måde har svækket al-Qaeda.
Hovedargumentet i bogen er, krig mod civile ikke i det lange løb kan føre til sejr. Sagen er vel, at ingen krige kan føre til evig sejr. Med ideen om den progressive krig er vi havnet i tilstand af evig krig, hvor international ret som Weinberger og Clinton argumenterede for, må afvises som overforsigtig og inkompetent. Denne indsigt nås med afsæt hos romerne og gennem en tour de force gennem historien, men den når aldrig længere ind i sit stof end det anekdotiske.
Mest af alt fremstår Carrs bog som et politisk debatindlæg til forsvar for den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfelds, militærfilosofi. Det er der i sig selv ikke noget i vejen for, al den stund, Rumsfeld faktisk gør sig overvejelser, der er en tanke værd.
Men med Carr har han næppe fundet en tro væbner, der kan underbygge sagen, men snarere en overfladisk ideolog, som forfalder til en civilisationsforståelse, der fremstår som en udhulet og dogmatisk udgave af legendariske Samuel Huntington: »Vi befinder os nu helt tydeligt ved en skillevej: ikke alene en skillevej vedrørende den retning, vores militære udvikling skal bevæge sig i, men en skillevej vedrørende civilisationens fremtid. Aldrig før har der været to mere livskraftige og stærke kræfter på færde i verden end det internationale, kapitalistiske demokrati og den islamiske fundamentalisme, heller aldrig to kræfter med så stort et potentiale for fysisk og kulturel ødelæggelse – for forskellige typer krigsførelse mod civile.«
Det kan undre, at det netop er via et tidligere venstredrejet forlag som Klim, at dette forsvar for de nykonservatives militærfilosofi finder vej til det danske bogmarked. Nu siges det, at de nykonservative med viceforsvarsministeren, Wolfowitz, i spidsen selv har en baggrund på den amerikanske venstrefløj, så der er måske et mentalt sammenfald på spil her?
Hvorom alt er, kan man ikke tage væk fra bogen, at den er forsynet med et usædvanligt flot omslag.

*Caleb Carr: Terrorens væsen. En historisk skildring af krigsførelse mod civile: en taktik der altid har ført til nederlag. Klim. Oversat af Ib Poulsen. 227 sider – 249 kr. Udkom 30. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu