Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En styrtsø af svar

Simon Grotrians udvalgte digte er uoverkommeligt krævende for en ensom læser, men anbefales som genstand for granskning og diskussion
Kultur
5. juni 2003

Digte
Helvede er ikke en metafysisk fjern region. Men Helvede er heller ikke ’de andre’, som Sartre påstod i Lukkede døre. Helvede, det er, når hovedet bebos af en ukendt. Helvede, det er, når det hele findes i brystet, men ikke kan komme ud.
På samme vis er Paradis ikke et sted oppe i himlen. Paradis, det kan være, når ens længsel forløses i elskov, eller det kan for en digter være, de lykkens øjeblikke, hvor han »regerer papir«.
Udtrykket er Simon Grotrians og stammer fra en af hans nyeste bøger, Risperdalsonetterne (2000), hvis titel ikke henviser til en lokalitet på Danmarkskortet, men til et kraftigt angstdæmpende antipsykotisk medikament, som sammen med tilbagetrukkent liv er forklaringen på, at digteren (født 1961) i efterhånden mange år har kunnet samle sig om sit forfatterskab.

In(d)citerende (sam)tale
Af de 14 titler, det er blevet til, har kollega Morten Søndergaard nu sammensat et fyldigt, gedigent og repræsentativt udvalg. De tidligste samlinger figurerer med i gennemsnit en halv snes digte fra hver; de seneste, vægtigste værker Livet er en ko fra 2000 og Seerstemplet fra 2001 scorer begge højt med over 20 bidrag – de fleste med tydeligt præg af digterens dialog med psalmister og modernister og traditionsmastodonter såsom Kingo, Celan og Ewald, for nu at tage én pr. kategori.
Grotrian forholder sig eklektisk til sine forgængere: hugger med arme og ben, bruger løs af forbilleder, idet han citerer dem ind i overraskende og netop inciterende collager.
Hans digteriske rum står, hvis man kan sige det sådan, åbent bagud mod traditionen. Samtidig grænser det kærligt favnende op til kroppen, biologien, og til troen, metafysikken. »Ben vil stige / gøre verden drømt«, hedder det eksempelvis i Porcelænsbreve fra 1999: en konkret opstandelses-metafor, ligesom når der straks efter slås

Porte op
de gule kroner
vandrer i april.
Så bliver der påske i sindet. Da kisten sank, blev planeten, som det siges, »lidt tungere«, men med Jesu Kristi opstandelse blev det lettere at bære den byrde at være menneske, være komma til kloden, for nu at bruge ét af digterens karakteristiske runde billeder.

Når vanvid huserer
Andre faste kendetegn ved Grotrians højst egensindige poesi er dens let genkendelige rytmer, dens dybe naturforbundethed og dens undertiden noget anstrengte bogstavelighed. B er gravid – D sidder mageligt i en stol – M og W har spidser og tårne. Et F er ved at falde mod højre, og det store Æ er selvfølgelig en FE, der kollapser! Man forstår muligvis kun værdien af dette fiksfakseri, hvis man betænker, at sproget, alfabetet, for netop denne poet er blevet en overlevelseskraft.
Som sådan fungerer ordene i Grotrians digte, hvor han, som der står, går ud af sit dårlige skind, når presset er blevet for stort, når »vanvid huserer / både i mig og i resten af verden«. Skriget kan da i heldige skaberstunder »transformeres til en endegyldig svanesang«.
For mit eget vedkommende har sam-eksistensen med Grotrians digte med årene ændret karakter. Til at begynde med kunne jeg næsten ikke se andet end opgejlet fortænkthed og semi-skizofrent sortsnakkeri, og jeg lod mig ofte irritere af, at digteren i mangel på struktur i tankegangen poetisk set forskrev sig til musikken, idet han lod rytmen og klangene danne makronbund for viltre og, som det syntes, planløse associationer.
Senere blev jeg optaget af de bøger, der gennemførte et eller andet samlende formens, strukturens princip, hvorigennem Grotrian holdt sin verbalballon fortøjet til den verden, vi begge færdes i. Da så han sprang frem og spillede ud med udadvendt og indædt bekendende lyrik, fandt jeg herigennem en dør til hans i øvrigt alt andet end læser-åbne univers.

Læserens tiendedel
Samtidig kom noget andet dog til. Jeg har i de senere år med en vis fortrøstning brugt Grotrians lyrik i foredragssammenhæng, og jeg har kunnet konstatere, at når man læser ham højt, helst langsomt, lytter folk med nysgerrig undren.
Allerbedst går det, hvis man har forudskikket det forbehold, at man ikke selv fatter ret meget af, hvad han skriver, og at tilhørerne med garanti kun vil forstå under en tiendedel. Så kan man ligefrem fornemme, at og hvor de giver afkald på overblikket for i stedet at glæde sig, hver gang de kan kan tænke ved sig selv: hovsa, dér var den jo, tiendedelen!
Man ser på det halve og fatter da intet, skriver digteren selv et sted. Vælger man forsøgsvis at se på det hele uden at forvente at fatte noget som helst, kan der tit opstå en frugtbar læsning, noget Morten Søndergaard er inde på i sit (sært punktopstillede) forord. Her anbefales det at give digtene rigeligt af tid. Begynde med en hurtig lystlæsning og, hvis ellers man ønsker det, prøve at præcisere teksternes opskrevne og omskrevne betydninger i anden langsommere tilegnelse. Det bedyres tilmed, at man roligt kan stole på, at digtene vil kaste nyt indhold af sig også ved den (krydsklippende?) tredje og den (vildt perspektiverende?) fjerde læsning.
Unægtelig fromme håb. Men som Simon Grotrian skriver: »Håb er et flag over Kundskabens Træ.« Til studiekredse og samtalebrug er dagens udvalg ydermere et fund, eftersom man med udbytte kan dele sine indtryk og sine spørgsmål med andre.
Teksterne vil – så sære de end kan forekomme – give »en styrtsø af svar«. Og åbne ud til livets og troens store spørgsmål.

*Simon Grotrian: Udvalgte digte. Udvalgt og med forord af Morten Søndergaard. 258 s. Kr. 249,00. Borgen. ISBN: 87-21–02139-2. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her