Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Er dette (en tanke om) kunst?

Når alt kan være kunst, er det overflødigt at spørge, hvad der er kunst, hævder Lars Fr.H. Svendsen i ny, stimulerende bog om kunstbegrebet
Kultur
19. juni 2003

Ny bog
Verden rystes med jævne mellemrum over afsløringer af kunstneriske autoriteters manglende evner til at skelne mellem en barnetegning og et kunstværk. Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed på årets censurerede udstillinger, hvor ’smagsdommere’ i blinde må stole på deres rygmarvsfornemmelser, som igen og igen viser sig at svigte dem. Man tør ikke tænke på, hvor tit det omvendte mon er sket: en Picasso krøllet sammen og kastet i papirkurven, fordi den blev forvekslet med børnetegningen... Men hvad siger denne manglende evne til at afsige en sikker dom egentlig? At der ikke længere er forskel på kunst og alt andet? Eller at vores kunstbegreb ikke længere er adækvat?
Den norske filosof Lars Fr.H. Svendsen erklærer fra begyndelsen i sin nye bog, Kunst – En begrebsafvikling, at det er kunstbegrebet, ikke kunsten, den er gal med. Det er med andre ord vores tænkning om kunst, der er problemet, snarere end kunsten selv. På mange måder en besnærende ide, der eksporterer vanskelighederne fra kunsten og kunsthistorien over i filosofien. Men går det an at skelne på den måde i en tid, hvor kunsten i hovedsagen selv er konceptuel og begrebslig, dvs. beskæftiget med en udforskning af netop kunstbegrebet, snarere end af formale, perceptuelle eller ekspressive egenskaber?
Svendsen tøver ikke. Han vælger side og afskriver dermed også de grene af konceptkunsten, som insisterer på den rent begrebslige kunst, herunder ikke mindst den amerikanske kunstner Joseph Kosuth, som Svendsen eksplicit tager afstand fra. Til gengæld taler han for en kunst, der beskæftiger sig med det ’sanseligt partikulære’, en kunst, der henvender sig til »mellemgulv, underliv og tæer«, som det formuleres et sted.

Værker frem for kunst
Hovedtesen i Kunst – En begrebsafvikling handler om transformationen fra det, Svendsen betegner Den Store Kunst til slet og ret kunst. Dette implicerer en bevægelse fra modernismens forestillinger om kunsten som et autonomt og potentielt kritisk felt til den aktuelle tilstand, hvor kunst blot er et tilbud på linje med så mange andre i en oplevelsesorienteret forbrugskultur. Privilegerede kunstneriske rum, såsom museet eller galleriet, må i dag konkurrere med f.eks. diskoteket og fabrikken som rum for kunstnerisk manifestation. Enhver med blot det mindste kendskab til samtidskunsten vil vide, at denne diagnose er korrekt. Spørgsmålet er, hvad sygdommen hedder. Ondt i kunstbegrebet? Eller ondt i kunsten? Svendsen mener, at man kan skelne mellem de to forhold og lader kunstbegrebet være problemet.
Vi bør ifølge Svendsen ophøre med at tale om ’kunst’, da begrebet i dag er blevet så rummeligt, at det er meningsløst. I stedet skal vi tale om ’værker’ og vurdere, om disse er interessante eller uinteressante, dvs. fælde kvalitative domme. Denne bevægelse fra det universelle begreb til det partikulære fænomen er på mange måder fristende, og Svendsens motivation er sympatisk, for så vidt som der ikke er tale om et regressivt opgør med samtidskunsten, men snarere et forsøg på at finde nye måder at gribe og begribe denne. Det er da også åbenlyst en tiltalende ide at lade det enkelte værk tale med egen stemme, inden det forceres ind i en overordnet kategori som kunst. Spørgsmålet er, i hvor vid udstrækning det kan lade sig gøre. Kan vi tale om et ’værk’, uden dermed allerede at etablere en forbindelse til den ’kunst’, som Svendsen ønsker at omgå? Ligger der ikke implicit en forestilling om et ’kunstværk’ i begrebet ’værk’? Måske er kunsten ikke helt så let at slippe af med.
Hvis kunst i dag kan være »alt og ingenting«, som Svendsen hævder, hvis alt tenderer imod diffusion frem for differentiering, hvorfor så opretholde et begreb om kunst, selv et nok så ydmygt og ’lille’ kunstbegreb? At kunsten faktisk antager alle mulige (og umulige) former i dag, er der vel ingen tvivl om, men at den stadig kan gen- og erkendes som kunst, vidner om, at begrebet, og med det også traditionen, som Svendsen også gerne ser afviklet, så at sige klæber uafrysteligt til fænomenerne. Det er da også kendetegnende for Svendsens egen fremstilling, at den trods intentionen om afviklingen af kunstbegrebet aldrig selv opgiver det.

Stimulerende
Disse indvendinger skal dog ikke skjule, at Kunst – En begrebsafvikling er en særdeles velskrevet, stimulerende og tankevækkende fremstilling af en række centrale problemstillinger inden for kunstfilosofien og kunstteorien. Bogen er præget af et smittende personligt engagement, og forfatteren nøjes vel at mærke ikke med at kigge på kunstbegrebet, men taler faktisk også om kunsten. Især kommer Svendsen omkring Marcel Duchamp og Andy Warhol, der er de kunstnere fra det 20. århundrede, som for alvor har sat filosofferne grå hår i hovedet. Et lille kapitel om Samuel Beckett forekommer derimod en anelse malplaceret og er måske det mest markante vidnesbyrd om bogens noget antologiske præg.
Som en indgang til et komplekst og ofte svært tilgængeligt stof er Kunst – En begrebsafvikling imidlertid en fin, lille bog. Den kan med fordel suppleres med andre gode introduktioner, såsom Cynthia Freelands But is it Art? fra 2001 og Nigel Warburtons The Art Question fra i år. Alle bøger, der i koncis form formår at rejse væsentlige spørgsmål og at anspore til videre læsninger. Tilmed små og lette bøger, der passer lige ned i lommen – og det endda uden så meget som tilnærmelsesvist at være lommefilosofi.

*Lars Fr.H. Svendsen. Kunst – En begrebsafvikling. Forlaget Klim. 194 s., 249 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her