Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den andens historie

I en bevægende og foruroligende bog om det 20. århundredes jødeforfølgelser lader den spanske forfatter, Antonio Muñoz Molina, de fremmedes, de forfulgtes og de flygtendes historier fortælle, så de ikke henvises til glemslen
Kultur
3. juli 2003

Ny bog
Sefarad er en bog, De ikke bør gå glip af.
Det er en af Spaniens største nulevende forfattere, Antonio Muñoz Molina, der har skrevet den, og den foreligger nu i en fornem dansk oversættelse ved Iben Hasselbalch.
Sefarad var navnet som den jødiske diaspora gav til det Spanien, som deres forfædre var blevet forvist fra ved dekret i 1492. Men det er også en metafor for nostalgier og identiteter, der ikke får lov at være, fordi de hele tiden bliver uddefineret og fortrængt af den anden, og derfor bliver noget helt tredje og mere rodløst, uden dog at blive helt hjemløse, som mennesker.
Antonio Muñoz Molinas Sefarad er ikke en roman, det er en flerhed af fortællinger om mange personlige liv, skæbner, mennesker af kød og blod, som i det 20. århundrede blev forfulgt som jøder, kaldt forræddere eller endda pestbefængte, mens såkaldt gode borgere vendte ryggen til og foregav, at den politik var helt normal, endog forståelig. Og så blev de genstande for had, fordrevet til fremmede lande og forvist til inhumane celler og koncentrationslejre og siden likvideret af nazister eller af stalinister.

Europas mørke nat
Sefarad er meget forskellig fra En vinter i Lissabon, Beatus Ille, Den polske rytter og de andre romaner, som Muñoz Molina tidlligere har fået oversat til dansk. Sefarad rummer 17 i princippet adskilte kapitler, men fortællingerne – hvor vi bl.a. møder Primo Levi, Franz Kafka, Margarete Buber-Neumann, Victor Klemperer, Willi Münzenberg, Walter Benjamin, La Pasionaria, Evgenia Ginzburg og mange ’virkelige’ skæbner – vikler sig ind i hinanden med stor musikalitet, fordi Europas mørke nat konstant vender tilbage til temaet med toget. Der hvor fortællinger fortælles. Det er ikke som nutidens tog, hvor man ikke tvinges til at sidde over for fremmede, kan tage hovedtelefoner på og ikke hører de fremmedes rejseberetninger.
I Sefarad kan toget rumme et nervøst håb om at slippe væk fra forfølgerne, det kan være toget, der krydser imaginære grænser i landskabet, og det kan være et sted, hvor et pludseligt begær mellem en mand og en kvinde forvandles til et uforglemmeligt øjeblik. Men det kan også være lange uheldssvangre togkolonner, der kører jøden eller den anden, der kunne være din næste til en ukendt lejr, hvor den sidste rest af humanitet er næsten usynlig og kun et bebudet mord venter.
Sefarad er en bog om at rejse i identiteten, om at blive dømt fremmed af den anden. Hvem er du i bevidstheden hos den, der ser dig som en fremmed, spørger Molina, og et af hans mange svar er, at du hverken er din bevidsthed eller din hukommelse, men det som en fremmed ser.
Vi kan alle blive forfulgt som jøder, eller hvad de herskende nu foretrækker at kalde de udstødte. Som Evgenija Ginzburg, den unge glødende kommunist, der pludselig mistænkeliggøres og kaldes en forrædder af revolutionens selvudnævnte fortrop, og siden henvises til at vente på en uundgåelig definitiv ulykke.
Eller som Jean Améry, født Hans Mayer, der troede, at han var en ganske normal østriger i korte smækbukser og knæstrømper, indtil han bliver kaldt en jøde og drives på flugt, udsættes for Gestapos tortur og ender i Auschwitz.

De mulige fordømte
Antonio Muñoz Molina viser os med sine fortællinger, at vi alle er de mulige fordømte.
Som den gæst, der ikke er sikker på at være blevet inviteret. Som den fremmede, der mangler et dokument. Som den midlertidigt ansatte, der konstant er truet af fyringen. Som marokkaneren, der springer i land i Cádiz fra en
illegal båd og flygter ind i et fremmed land midt om natten, gennemblødt, rystende af kulde, bort fra civilgardisternes projektører.
Forfatteren lader bl.a. en 80 år gammel mand i Madrid fortælle om den unge jødiske kvinde i det iskolde Narva, som han dansede en dans med i 1943, og som han aldrig siden har kunnet glemme. Hun nåede at hviske til ham, at de slår os alle ihjel, selv børnene og de nyfødte, før hendes tyske officer førte hende væk. Men den gamle mand har ikke glemt stemmen, duften af hendes røde hår, hendes blik.
»Fordi jeg er levende, har jeg også pligt til at tale for dem, fortælle hvad man gjorde ved dem, at jeg ikke bare kan leve videre uden at gøre noget og tillade, at man glemmer dem,« siger den gamle mand, der minder om, at det ikke bare er fortællingen om nazisterne og kommunisternes mange millioner ofre. Det er, tilføjer han, »ikke bare dem, tænk på Bosnien eller Rwanda for ingen tid siden, i går, en million mennesker myrdet på få måneder, og ikke med de tekniske midler som tyskerne benyttede sig af, men med store knive og stokke. Hvem ved, hvilke rædsler der foregår i dette øjeblik, mens du og jeg snakker sammen.«
Antonio Muñoz Molina forsikrer i et efterord, at han som forfatter kun har »digtet meget lidt til de historier og røster«, der er samlet i Sefarad. Det er et monumentalt værk om et af de mest gruopvækkende kapitler i menneskehedens historie, og det er så virkeligt og levende fortalt, at det ikke er til at blive fri af deres stemmer.

*Antonio Muñoz Molina: Sefarad. Oversat af Iben Hasselbalch. 400 s., 348 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her