Læsetid: 4 min.

Folkestyre eller forbehold?

Kontroversiel bog anbefaler at Folketingets rolle over for ministerierne styrkes. Ellers bliver Danmarks forhold til omverdenen præget af centralisering af den politiske magt
7. juli 2003

Ny bog
Det er sin sag at anmelde Er vi så forbeholdne? bare nogenlunde neutralt. Bogen er nemlig allerede blevet ’anmeldt’ til forskningspolitiet. Det vil sige til Udvalget vedrørende videnskabelig uredelighed. Fætrene, præsterne og folketingsmedlemmerne Krarup og Langballe finder bogen så kontroversiel, at den bør ses efter i sømmene af fagfolk.
At Dansk Folkepartis repræsentanter går efter den, stemmer naturligvis straks nærværende anmelder mildt. De anklagede bør imidlertid anses for uskyldige indtil andet eventuelt er bevist. Anmelderen lover derfor at se bort fra sin egen umiddelbare sympati i det følgende.
I øvrigt falder Er vi så forbeholdne? på et tørt sted. Vi mangler gode undersøgelser, der kan fremprovokere debat om, hvordan folk i Danmark skal forholde sig til globaliseringen. Dér har den i hvert fald en berettigelse. Bogen er desuden en del af den magtudredning, der blev sat i gang for et par år siden. Den belyser da også nogle aspekter af magtfordelingen i Danmark, der er værd at diskutere.

Globaliseringen
Bogens samfundsfaglige udgangspunkt er den aktuelle debat om globaliseringen. Redaktøren og hovedforfatteren Hans Mouritzen peger på, at der i flere årtier har været en debat om, hvorvidt nationalstaten har mistet sin betydning. Forskellige kodeord fra forskningen som ’interdependens’ og ’internationalisering’ nævnes i den sammenhæng.
Det anerkendes, at der måske kan være noget om, at der er indtrådt en ny fase, der kan kaldes ’globalisering’. Hermed menes en særlig ’dyb’ transnationalisering, der indebærer en ny form for forhold mellem de traditionelle nationalstater, deres befolkninger og ikke mindst de virksomheder, der opererer inden for deres grænser.
Men også den samfundsvidenskabelige globaliseringsdebat har sine kodeord. De tre vigtigste er hyperglobalisering, globaliseringsskepsis og ’transformationalisme’.
Hyperglobalisering er betegnelsen for den opfattelse, at verden allerede er gennemglobaliseret, og at det medfører en fuldstændig forandring af forudsætningerne for national politik. Velfærdsstaterne skal opgives og markedet have al magt.
Globaliseringsskepsis er i korthed den opfattelse, at globaliseringen, når alt kommer til alt, er begrænset, og at den nationale velfærdsstat stadig er det vigtigste politiske centrum.
Endelig er transformationalismen det synspunkt, at er der er sket noget i retning af globalisering, men at der højst skal findes en ny balance mellem nationalstatene og de overnationale styringsmekanismer (som for eksempel EU og WTO).
Mouritzen og medforfatterne tilslutter sig den sidste opfattelse, der ligesom typologien er udviklet af forskere omkring London School of Economics med David Held i spidsen. Inden for denne ramme undersøges så en række aspekter af danske borgeres og beslutningstageres forhold til globaliseringen.

Ingen over Folketinget?
I et magtperspektiv er bogens hovedhypotese, at den danske måde at forholde sig til globaliseringen på er at forsøge at afgrænse Danmark fra de globaliserende omgivelser. Beslutningstagere af alle slags – nærmest helt ned til den enkelte borger, som står for ’den helt nære transnationalisering’ – vil gerne have så meget som muligt ud af de muligheder, globaliseringen giver. Samtidig søger disse beslutningstagere størst mulig autonomi. Med andre ord: Vi, der bor i Danmark, vil gerne være med, men på en med bogens ordvalg forbeholden måde.
Denne holdning har siden afstemningen i 1992 givet Danmark særlige fordele over for især EU, men der er en pris: Vi opgiver en del af vores nationale demokrati! Eller mere præcist udtrykt, så lader vi den udøvende magt (regering og administration) tage en større luns af den samlede indflydelse fra den lovgivende magt (Folketinget), end vi ellers havde behøvet. Denne påstand er set fra et magtperspektiv bogens hovedkonklusion.
For at have styr på EU
accepterer vi borgere i Danmark, at vores ministre og embedsmænd får uforholdsmæssig stor indflydelse, når globaliseringen skal reguleres i Europa. De skal forsvare ’danske’ interesser. Det kan man så vælge at leve med, hvis man, når alt kommer til alt, er nationalist. Eller man kan lade være, hvis man mest af alt er demokrat. Måske var det en lignende erkendelse, der fik SF’s Holger K. Nielsen (det var ham med et ja til konen og union) til for nylig at prøve at ruske op i sit efterhånden noget tvetydigt EU-venlige parti? Bogens forslag til forbedring af demokratiet er, at lade Folketingets forskellige faglige udvalg få større indflydelse på EU-politikken.

Borgere eller danskere?
Er vi så forbeholdne? stiller gennem sine analyser et vigtigt spørgsmål? Er vi beboere af Danmark primært borgere eller primært danskere? Hvis vi vil være med i det nye
Europa, må vi vælge. Hvis vi især vil være borgere, må vi lære at leve med nye europæiske og globale normer for demokrati og menneskerettigheder. Hvis vi grundlæggende hellere vil være danskere, må vi vænne os til, at vores demokratiske idealer bliver sat i skyggen af den nationale arv, som strengt taget ikke er så demokratisk endda.
I det første tilfælde kan vi se frem til en fremtid i EU.
I det sidste tilfælde bliver vi formodentlig nødt til at forlade klubben for at vende tilbage til en udvikling som en selvhøjtidelig og isoleret stamme i den nordlige europæiske periferi.

*Hans Mouritzen (red.): Er vi så forbeholdne? Danmark over for globaliseringen, EU og det nære. 296 s., 248 kr. Århus Universitetsforlag og Magtudredningen, Århus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu