Ny bog
Fantasien er min hukommelse! siger skriveren i Torgny Lindgrens højtpriste roman Pölsa fra sidste år, der kom på dansk her i foråret. Han har fra sin norrlandske bygd skrevet notitser til lokalavisen, men blev fyret 1947, da chefredaktøren opdagede, at de var mere elle mindre frit opfundne. Sådan sker det i journalistikkens verden, hvad vi nu véd fra den aktuelle skandale i New York Times, hvor en ung medarbejder gjorde en hurtig karriere ved at at opdigte diverse spektakulære interview og reportager. Det har også kostet cheferne deres poster, men ikke her i romanen, hvor redaktøren levede endnu 50 år og fastholdt det udstedte skriveforbud.
Men derefter tager den nu mere end hundredårige, her navnløse skriver fat med opsparet energi og omhyggelig blyant på en notits så lang, at den bliver en sammenhængende bygdehistorie, styret som den er af fiktionens særlige sandfærdighed.
Handlingen udspilles også på et tegnet landkort med det skjulte Avaberget i midten. Det kan findes, viser det sig, for den, der accepterer den udvidede virkelighed.
Gruekedlen
Hos Torgny Lindgren aner man altid den metafysiske duft i hans detaljetro, sansemættede virkelighedsskildring. Den stiger op af den sejd, han koger sammen i den store gruekedel, der manes frem til slut, hvor handlingen kulminerer for to mænd, der søger Nordsveriges bedste pölsa.
Det er en traditionsrig hakkemad af indvolde og hvad man i fattigmandskostens repertoire ellers kan finde på at blande i, koge sammen og servere i skiver. Et frydefuldt, næsten sakralt orgie, et veritabelt heksebryg. Den store kogning.
Pölsan laves forskelligt fra egn til egn, men har en ubedragelig grundsubstans. »Man sætte ølse for, man sætte ølse bag, pølsen beholder dog sin smag!« vidste allerede Johan Herman Wessel. I både Torgny Lindgrens og skriverens tankeverden, som har mange filosofiske fællestræk, er der altid en struktur, en indre vished gemt i den tindrende mangfoldighed, i virkeligheden utrolige register af mærkværdige ingredienser.
En pige, der plejer den gamle, indvender, at der ikke fandtes motorcykler på den tid, han beskriver:
»Stort set alt har altid eksisteret, sagde han. Det er bare åbenbaringsformerne der skifter og veksler en lille smule«.
Ved nærmere eftertanke indrøemmer han, at visse småting vel bliver skabt af det tomme intet.
Musikken
Torgny Lindgrens gennemmusikalske prosa med dens lakoniske underpointeringer har naturligvis også en refleksion over musik. Her er det stedets præst, der har sit besvær med Franz Liszt, der for ham er lutter overflade og glitter, og hvis musik lyder som Beethoven spillet bagfra. Præsten er ironisk opfattet med hans analyse af musik som en blanding af fornuft og uanstændig følsomhed. Liszt foregav at søge efter noget, han udmærket vidste ikke eksisterede. Og så har præsten alligevel en stærk fornemmelse af, at der skjuler sig noget meget vigtigt hos Liszt i hans kaos af af musikalsk materiale, der kan føre hvor som helst hen. Hvis han bare kunne forstå Liszt, havde han måske noget meget vigtigt at sige sin menighed.
Velsagten en præst, som ikke fatter skriftens virkelighed, der ligesom musikken og pölsaopskrifterne har grænseløse muligheder uden at sætte ideen til i modsætning til den tørre leksikonviden, der her demonstreres i indsatte klip af naive realia. Det minder om Peter Seebergs leg med nekrologer og gravskrifter, en forfatter, man fornemmer et slægtskab med i form af begges sprogligt multiple enkelhed.
Notitsen
En gennemgående person er bygdens nye, unge skolelærer, der er helbredt for den tuberkulose, som hærgede store områder af fattigsverige. Svindsoten kunne angribe hjernen, fik han at vide. »Resultaterne kan blive forbløffende. Modernistisk poesi. Atonal musik. Anarkistiske partiprogrammer. Malerier der ikke forestiller noget«.
Han har nu fået den besked, at han er blevet immun, hvad der forlener ham med en oplevelse af uhørt frihed, også erotisk. Han slår sig sammen med en gådefuld tilflytter, måske den flygtede stornazist Martin Borman under karakterskifte. Begge lever disse to ovenomtalte mænd nu med den særlige intensitet, som en tidvis unddragen sig døden medfører.
Her går de langt ud over den nøgternhed, som ellers er skrivningens uforstyrrelige kendemærke. Sætning for sætning. Poesi uden modernisme. Jeg kommer til at tænke på Tove Ditlevsen, der udtrykte sin »glæde ved at forme sætninger«, den egentlige bestemmelse med hendes liv. Her udspørges oldingen, om han har nogen glæde af at skrive sine notitser.
»Jeg ved ikke om det er det rette ord. Nej, ikke glæde. Men jeg laver sætninger. Og man kan jo aldrig vide. Hvad er det man aldrig kan vide? Det er jeg nok ikke i stand til at sige.«
Man kan aldrig vide. Men meget er sagt med denne uskyldige formel. Bedst at skrive de ydmyge notitser en lang sammenhængende notits, der skaber et liv i erindringen, som søger hen mod den store kogning. Hos skriveren og hos digteren. Den har en farligt fortryllende smag. Oversætteren er både gourmand og gourmet.
*Torgny Lindgren: Pölsa. Oversat af Karsten Sand Iversen. 168 s., 228 kr. Samlerens forlag
'Torgny Lindgren blev interviewet i Information 10. maj
