Læsetid: 3 min.

En gave til alle fædre

Paul Auster har skrevet en charmerende lille indledning til Nathaniel Hawthornes halvandet hundrede år gamle dagbogsoptegnelser om tre uger med sin femårige søn
2. juli 2003

Ny bog
Nathaniel Hawthorne er en af amerikansk 1900-tals mest respekterede forfattere, primært kendt for den intense (anti)puritanske hævnfabel Det flammende bogstav, der er filmatiseret flere gange.
Fra først til sidst har han spillet en rolle i Paul Austers traditionsbevidste forfatterskab; så sent som i Illusionernes bog fra sidste år overlevede heltinden Alma kun sin ungdom med et flammende stort modermærke på kinden takket være identifikationen med Hawthornes novelle Modermærket. Tålte at være brændemærket, stolt over sin imperfektion, det (alt for) tydelige tegn på humanitet.
Uden selv at kende Hawthorne særlig godt har det altid forekommet mig at
Austers interesse for Hawthorne især handlede om veneration over for dennes strenge opfattelse af kaldet som forfatter, noget der gennem hans 12 års næsten totale afsondrethed i den excentriske moders hus også var et tydeligt afkald på normalt liv.
Auster har selv været igennem den strengeste skoling, hvad ensomhed angår, tænk bare på det selvbiografisk funderede basisværk Opfindelsen af ensomhed, hvor alle forfatterskabets motiver findes i kimform.

Spørge-Jørgens apoteose
Tyve dage med Julian og Lille Kanin – Af Far er en helt anden historie. Ganske vist udspiller den sig i Massachusetts-landlig far-søn bjergensomhed, mens hustruen og resten af børnene er på familiebesøg i Boston. Men det eneste Mr. Hawthorne skriver da, er den opmærksomt nøje dagbogsføring af det daglige samliv med den femårige krudttønde Julian, noget der blot ligner »et husholds luftige ubetydeligheder«. Hente mælk, passe køkkenhaven, fiske i søen, lege, bade og putte i seng.
Og så alligevel. Ægteparret Hawthorne var moderne i deres ret frie børneopdragelse, og skønt det jo ikke var hverdags, at forfatterfaderen totalt var overladt de moderlige pligter, så havde Hawthorne allerede ved mange lejligheder viet børnene sin mest intense, fænomenologisk/psykologiske fokusering. Ikke i nogen distant forstand, men ud af levende interesse for identitetsdannelsens bestandige fluktuationer, f.eks. i en vidåben forbløffelse over den små Julians hyperaktive ageren og nysgerrighed.
»En formidabel snakkemaskine,« en veritabel Spørge-Jørgen der tidvis driver den gode fader nær nedsmeltningen og tilbagefaldet til universalmidlet tørre klaps.
Men kun nær på, på papiret. For især fryder faderen sig over sønnens livsappetit. Selv denne notorisk hypergenerte melankoliker bringer drengen det bedste frem i – legekammeraten, den tålmodige, humoristiske dialogpartner i den allerhøjeste nonsens.
Indlevelsen i sønnens fantasiliv er det smukkeste i denne sensommer 1851’s frydefulde anstrengelser. Såvel som i ’Lille Kanin’ der med sin arts hele frygtsomhed en lang stund er genstand for forfatterens ømt forstående interesse.

Skriftens liv
Den unge Herman Melville boede hin sommer blot 10 kilometer borte, i nær sjælelig korrespondance med den modne Hawthorne. Inden for denne bogs snævre tidsramme ses de to forfattere kun et par gange, én gang tager de på picnic – et stort eventyr for Julian – og de holder en anden gang nattesæde hvor de dybeste, højeste materier diskuteres.
Kort efter sommeren er Moby Dick en fuldbyrdet kendsgerning, og Melville dedicerer den definitive
’great(est) american novel’ til Hawthorne, »som tegn på min beundring for hans genialitet«. Noget de fleste sikkert har glemt.
Når man har læst Tyve dage med Julian... forstår man det meget bedre. Hawthornes talent for faderligt empatisk ’fødselshjælp’ frigør kræfter hos både en Julian og en Herman Melville. Og i denne bog – der aldrig er publiceret selvstændigt før – slår den evne ubundet ud i skriften.
Den er fuldt moderne, ikke det mindste dated, smidig, generøs, åben for modsigelser. Auster lægger dem åbent frem i sit grundige, indforlivede forord.
Rasmus Hastrups smukke oversættelse medvirker hertil, uden at give køb på en vis tidskolorit.
Hawthorne var også en fremragende læser af landskaber. Den sidste dag – da hans længsel efter hustruens tilbagekomst tilspidses – skriver han:
»Jeg har før oplevet, at den bedste måde at opnå et levende indtryk af og fornemmelse for et landskab på, er at sætte sig foran det og læse, eller på anden måde være opslugt af tanker; for da, når éns øjne tilfældigt tiltrækkes af landskabet, synes man at fange naturen i et uopmærksomt øjeblik (...) Det er som var man i stand til at overhøre og forstå hvad træerne hvisker til hverandre, som fangede man et glimt af et utilsløret ansigt, som ellers slører sig for ethvert forsætligt blik.«
Auster citerer med fuld tilslutning disse ord. Jeg er sikker på han gerne selv havde skrevet dem.

*Paul Auster introduktion/Nathaniel Hawthorne: Tyve dage med Julian og Lille Kanin – Af Far. Oversat af Rasmus Hastrup. 128 s., 148 kr. Forlaget Per Kofod

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu