Læsetid: 2 min.

Det godes fravær

Litteraturens slyngler, djævle, dæmoner og bødler har langt større tiltrækningskraft end dens engle og fromme helte. En ny antologi giver litterære eksempler og bud på, hvorfor ondskab både avler gode historier og stumhed
2. juli 2003

Ny bog
Det Gode taler vi helst ikke om i disse år. Og slet ikke som noget, vi har forstand på. Vi vil simpelthen ikke risikere at komme til at lyde som pladderhumanister eller det, der er værre: utopister.
Sidstnævnte er, som historikerkorpset på Weekendavisen belærer os, de farligste (og måske også de ondeste). For som ordsproget siger: Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter. Det var der bare desværre nogle humanister, der havde glemt, dengang i 70’erne, hvor vejen ud af pladderhumanismen gik over drømmen om et nyt samfund.
Så hellere tale om det onde. Bogladerne er fulde af bøger, der kredser om det onde. Om dem der ville det onde og gjorde det, og om dem der ville det gode, men gjorde det onde. Fra udstillingsvinduernes glitrende bestsellere om nazisme og stalinisme, der fortrinsvist handler om den første kategori, til det skønlitterære katalog, der især handler om sidste kategori. Fra Aiskylos til Sartre. Eller fra Sade til Ellis. Og hvem vil ikke hellere læse en grum fortælling end en blid? Eller Dantes Helvede frem for hans Himmel?
Noget kunne tyde på, at litteraturen har en del mere at sige om det onde end om det gode. At ikke kun forfattere, men også litterater har noget at sige om emnet bekræftes af antologien Det onde i litteraturen (redigeret af Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing), som er forfattet af en række litterater og germanister ved Københavns Universitet.
Med udgangspunkt i konkrete og som regel meget inspirerede skønlitterære læsninger præsenterer og diskuterer bogen diverse aspekter af det onde, det dæmoniske og det slet og ret gemene fra græsk tragedie, over islamiske sataniske vers (århundreder før Rushdie) til Shakespeare, Calderón, Voltaire, Büchner, Grillparzer, Lautréamont, Kafka og litteraturen efter Auschwitz. Bogen er, under ét betragtet, både veloplagt, oplysende og tankevækkende.

Kultur som alibi?
Netop det veloplagte ved mange af bidragene kunne måske give anledning til mistanke: løber hele denne interesse for det onde ikke en risiko for at undergrave sit emne? Som Adorno advarede: »Selv den yderste bevidsthed om det katastrofale truer med at degenerere til tom snak«.
Problemet trænger sig selvfølgelig først for alvor på med efterkrigslitteraturen og den omfattende diskussion af, hvorvidt det (som Adorno hævdede) var barbarisk at skrive digte efter Auschwitz.
I et af antologiens bedste bidrag belyser Per Øhrgaard denne for tysk Vergangenheitsbewältigung så centrale debat og spørger, om »postmodernismens tilsyneladende ubekymrethed blot er en manglende evne til at sørge – eller er den det sårede menneskes desperate forsøg på at skaffe plads også for andet end katastrofen?«
Det onde i litteraturen er et festskrift til en særligt afholdt litteraturforsker, som i sin tid begyndte at læse tysk på universitetet ud fra ønsket om at forstå, hvordan kz-lejrene kunne opstå. Om han fandt ud af det vides ikke, men hans festskrift er i sig selv et udmærket argument for, at netop litteraturen giver os en privilegeret mulighed for at forstå det onde, så langt vi kan. Manden hedder for øvrigt Uffe Hansen.

*Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing (red): Det onde i litteraturen. 296 s., 268 kr. Akademisk forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu