Læsetid: 4 min.

Med henvisning til fremtiden

19. juli 2003

Qvortrup har leveret et gennemarbejdet og spændende bud på, hvordan man i samfundsdebatten kommer ud over at diskutere vores aktuelle samfund med ord, der henviser til fortiden
Ny bog
Af Carsten Jensen
Hvad er et navn? spurgte Shakespeare engang. En rose dufter lige godt, hvad man end kalder den. Lars Qvortrup er ikke helt enig i denne tilgang. Han mener for eksempel, at man bør have et ordentligt navn til de aktuelle samfund. Han er utilfreds med betegnelser som post-industrialisme, post-fordisme og så videre. Derfor er et af hans ønsker med bogen The Hypercomplex Society at give disse samfund et navn, der ikke henviser til fortiden. I stedet skal der satses på et eget navn. Det er blevet Det hyperkomplekse samfund.

Farvel til det moderne
Man kan diskutere, om det er nødvendigt at gå så meget op i, hvad man kalder et fænomen. Qvortrup går da også langt videre end at diskutere navne og betegnelser. Han vigtigste ærinde er, at diskutere det, navnet henviser til, nemlig de aktuelle samfunds særlige karakter. Det er i
diskussionen af denne, at han finder navnet. Hermed er der også angivet en retning for Qvortrups undersøgelser. De skal indfange en ny samfundsform, der er i færd med at afløse den moderne.
Lars Qvortrups ambition er dermed meget ambitiøs. Den handler blandt andet om at ryste nogle gamle antagelser af sig, for at blive i stand til at forstå det virkeligt nye ved vores nutid. Der har været mange bud på, hvad der sociologisk set adskiller vore dage fra fortiden. Marxister har tænkt, at vi levede på den kapitalistiske fortrappe til socialismen. Det er der ikke meget, der tyder på for tiden. Max Weber mente, at vi levede i moderne samfund, der adskildte sig fra de tidligere traditionelle samfund ved, at vi tænkte os om (var rationalister) i stedet for at gøre, som vi plejede (traditionalister).
I en vis forstand har Qvortrups selvanerkendte læremester, sociologen Niklas Luhmann, bevaret Webers tænkning, I hvert fald har han foreslået en sondring mellem en traditionel og ret simpel fortid og en moderne og kompleks nutid. Qvortrup vil radikalisere Luhmanns ideer. Det moderne samfund er på retur. Det er ved at blive afløst af et samfund, der bringer det moderne samfunds kompleksitet op på et nyt niveau. Deraf det hyperkomplekse. Samtidig sprænges det modernes selvopfattelse, og deraf det nye.

Et system af systemer
Selv om det hele kan lyde ret kompliceret, er Qvortrups tankegang meget pædagogisk fremstillet. Den samfundsform, Luhmann ser som rimeligt ubrudt, indeholder i virkeligheden et dramatisk brud i selvopfattelse, som Qvortrup placerer omkring det 20. århundredes begyndelse.
Her bliver det klart, at forestillingen om at mennesket er samfundets, for ikke at sige universets, centrum, er i færd med at krakelere. En fornemmelse, der er blevet stærkere gennem hele århundredet. I stedet for et samfund og et univers med et enkelt centrum ses et system af systemer. Eller med Qvortrups ord »en kompleksitet af kompleksiteter«.
Som jeg forstår Qvortrup, er det afgørende, at både samfundets realitet og betragtningen af samfundet tænkes sammen. Det hyperkomplekse samfund betragter sig sig fra forskellige synsvinkler: økonomiens, økologiens, kulturens og så videre. Økonomi kan afløse menneske som udgangspunkt for betragtning. Men det samme kan økologi eller kultur. På den måde bliver det aktuelle samfund et hønsenet af forbindelser, der skal oversættes fra system til system.
Pointen er altså ikke kun, at de enkelte systemer er komplekse, men at der er komplekse forbindelser mellem dem. Dette net af vekslende synsvinkler har afløst det menneskefikserede moderne verdensbillede.

Fra menneske til Europa
En anmeldelse er ikke stedet at tage store samfundsfilosofiske debatter. Men der kan i det mindste rejses nogle temaer. I denne sammenhæng er det nødvendigt at spørge, om Lars Qvortrup egentlig er radikal nok i sin udvikling af de gamle sociologers ideer.
Man kan med god ret spørge om ikke hans store fortælling om udviklingen fra traditionelle samfund, hvor en gud er i centrum til vore dage, hvor der ikke er et centrum, nu ikke er lige simpel nok? Den forudsætter for eksempel, at man har en fortid med en gud. Men det er der jo masser af samfund, der ikke har. At have en Gud som centrum for skabelse og tilværelse er bestemt ikke universelt. Det er tværtimod ret specielt. Andre har naturen eller en flerhed af guder og dæmoner at henvise til.
I en globaliseret kultur bliver Qvortrups store (europæiske) fortælling paradoksalt nok til en lille historie om især nordatlantiske samfunds idehistoriske og sociologiske udvikling. Hvis vi eksplicit satte navne på de aktuelle samfund, for eksempel Japan, Kina og Indien, ville historien blive dramatisk anerledes, end hvis vi satte de navne på, som Qvortrup vel implicit forudsætter, f.eks. Danmark, Tyskland eller Italien.

Før man kan diskutere
Qvortrups hypoteser på et grundigt niveau, må sådanne udfordringer mødes. Det er svært at se, at det kan gøres tilfredsstillende inden for den ramme, Qvortrup stiller op, men det må vel i givet fald komme an på en prøve.
Der imidlertid ingen tvivl om, at Qvortrup har leveret et gennemarbejdet og spændende bud på, hvordan man i samfundsdebatten kommer ud over at diskutere vores aktuelle samfund med ord, der henviser til fortiden.

*Lars Qvortrup: The Hypercomplex Society. 234 s. Peter Lang, New York

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu